For mange får passiv behandling
Den norske fysioterapeut, ph.d. og professor Christina Opava havde som en af hovedoplægsholderne på den nordiske kongres fået til opgave at give sit bud på fysioterapeuternes rolle og behandling af kroniske sygdomme. Hun beklagede, at den nye forskningsviden inden for behandling af patientgruppen har trange vilkår, og at fysioterapeuter i for høj grad tyr til passiv behandling, når al forskning peger på, at aktiv behandling er det, der skal til.
Demografi, uddannelsesniveau og den medicinske behandling har i stor grad været styrende for den udvikling, der ses inden for behandling af kroniske sygdomme. Med flere ældre er der kommet flere mennesker med kroniske sygdomme. I forhold til tidligere har befolkningen generelt højere uddannelser, og i dag har mange ældre en universitetsuddannelse. Netop uddannelsesniveauet har stor betydning for håndtering af kroniske sygdomme, mener Christian Opava. Kronikerne er aktivt søgende efter informationer om deres sygdomme, ønsker at blive inddraget og har i det hele taget et aktivt liv også i pensionsalderen.
Dertil kommer, at der for gigtlidelsernes vedkommende er kommet ny medicin, der helt har ændret den ”typiske” leddegigtpatient. Hvor man i starten af 60’erne og 70’erne så patienter med alvorlige deformiteter og med store funktionsbegrænsninger, er det i dag sjældent at se patienter med store deformiteter. Fra slutningen af 90’erne blev en stor del af patientgruppen tilbudt biologiske lægemidler, hvilket har haft stor betydning for patienternes funktionsevne og dermed for den fysioterapeutiske behandling.
Fra passiv til aktiv behandling
Den fysioterapeutiske behandling i 70’erne var præget af passiv behandling og ledede aktive øvelser med patienten liggende på en briks. I 1980’erne kom der er et paradigmeskift i fysioterapi, hvor aktiv behandling afløste den passive. Nye undersøgelser viste, at de inflammerede led hos patienter med leddegigt ikke tog skade af aktiv træning, hvilket man havde troet tidligere. Studier fra denne periode viste, at der var effekt af træning på især de fysiske parametre, og at træningen kunne dæmpe smerterne. Ideen om hjemmetræning opstod i starten af 90’erne som konsekvens af en afmatning af samfundsøkonomierne. Adskillige studier fra denne periode kunne bekræfte, at dynamisk træning havde effekt på funktionsevnen.
I dette årti er der på baggrund af en stærk stigende forekomst af livsstilssygdomme kommet nye anbefalinger, der skal gøre alle mere fysisk aktive. 30 minutter om dagen alle ugens dage er blevet det nye mantra, og selv moderat aktivitet tæller med. Men dur disse anbefalinger overhovedet til mennesker med kronisk sygdom spurgte Christina Opava, der fremhævede de amerikanske guidelines for fysisk aktivitet til kronikere. Her er der netop taget højde for kronisk sygdom i anbefalingerne.
I 2008 (1) viste en undersøgelse, at træning kan reducere sygdomsaktiviteten, inflammationen og smerterne.
Store tværsnitsstudier (PARA) har vist, at patienter med leddegigt, der er fysisk aktive, har færre smerter og bedre funktion end dem, der ikke er aktive. Undersøgelsen viste også, at graden af, hvor fysisk aktiv man er med sin leddegigt, ikke afgøres af sygdomsaktiviteten, men bestemmes af holdningen til fysisk aktivitet, og hvor aktiv man var, inden man fik sygdommen.
Et større interventionsstudie, der blev publiceret i 2008 undersøgte, om man med en massiv indsats på flere fronter kunne øge motivationen hos mennesker med leddegigt. I RCT-studiet var der inkluderet 228 deltagere. Interventionsgruppen fik en fysioterapeut som personlig coach, der sørgede for, at de inkluderede gennemførte hård træning, fik information om træningens effekt på sygdom og funktion, telefonsupport mm. Der blev i studiet gjort en del ud af at inddrage de inkluderede i processen, identificere barrierer for fysisk aktivitet og diskutere sig frem til en model, der var i overensstemmelse med deltagernes ønsker og behov. Et år efter studiets afslutning undersøgte forskerne interventionsgruppens fysiske aktivitetsniveau. Kun syv procent flere i interventionsgruppen sammenlignet med kontrolgruppen havde fået en aktiv livsstil, hvilket ifølge Christina Opava viser, hvilken stor udfordring vi står over for med kronikerne.
Undersøgelsen viste også, at det var dem, der havde de største funktionsbegrænsninger, der havde mest effekt af træning.
”De umotiverede for fysisk aktivitet er ofte tilfredse med den inaktive livsstil, og vi ved, at de generelt lever usundt og er i risiko for at få livsstilssygdomme”, sagde Christina Opava. Hun mener, fysioterapeuterne spiller en væsentlig rolle for netop at promovere fysisk træning og livsstilsændringer.
Christian Opava har gjort en hel del ud af at informere patienter, andre sundhedsfaggrupper og fysioterapeuter om den seneste viden inden for den ikke-medicinske behandling af leddegigt. Hun har kontaktet patientforeninger, skrevet pjecer, bøger, videnskabelige artikler i tidsskrifter og faglige artikler i det svenske Fysioterapi. Hun har desuden skrevet et afsnit i FYSS, der er den svenske pendant til vores ’Håndbog for fysisk aktivitet’. Her gives klare anbefalinger om træning. Alligevel viser en svensk undersøgelse af fysioterapeuters behandling af patienter med leddegigt, at der stadig gives alt for meget passiv behandling. Undersøgelsen viste, at 61 procent fik massage som behandling. Problemet er også, mener Christina Opava, at der er for mange patienter, der efterspørger passiv behandling. Her er det nødvendigt med målrettet oplysning og at arbejde sammen med Gigtforeningen og andre faggrupper, der er i kontakt med mennesker med leddegigt.
1. Lundberg IE and Nader GA. Nature clinical practice. Rheumatology 4(11):597-604, 2008 Nov
2. Physical Activity in Rheumatoid Arthritis (PARA).
