Det handler om økonomi og faglighed

”Jeg er glad for at se jer, men jeg er ked af at være her, for jeg står her i et træls ærinde. Vi er i en håbløs situation, og min opgave er at få jer til at træffe et valg mellem pest og kolera”.

Det var en kampberedt, men også ydmyg formand, der mødte de godt 70 praktiserende fysioterapeuter samlet til møde i region Sjælland. Mødet var et i rækken af møder i alle regioner, hvor praktiserende kunne få Johnny Kuhrs udlægning af baggrunden for, hvorfor foreningen anbefaler, at alle praktiserende afslutter 8 procent af deres mest behandlingskrævende patienter.

”Vi har bedt jer om det umulige. Bedt jer om at sige nej til dem, der har allermest brug for jeres behandling”, erkendte Johnny Kuhr og forklarede så, hvorfor det umulige var den eneste mulighed.
”Nok er nok. Ellers er det skruen uden ende”, lød budskabet.

Den netop indføre takstnedsættelse sker på baggrund af overskridelse af rammen for 2008, og bremses der ikke op nu og i resten af 2009, kommer der bare en ny takstnedsættelse næste år, og bundlinjen vil være, at alle praktiserende har arbejdet en uge gratis, forklarede han.

I er nødt til at lippe ansvaret
Ifølge Johnny Kuhr styrer kommunerne alene efter økonomiske parametre, og den går ikke, når man har ansvar for opgaver i henhold til sundhedsloven. ”I sundhedsvæsenet gælder en sundhedsfaglig vurdering. Det, kommunerne vil have os til, er at behandle alle lidt mindre. Men det ville være at gå på kompromis med vores faglighed”.

Patienterne skal have en behandling baseret på en sundhedsfaglig vurdering. Det betyder, at man ikke bare kan give alle lidt mindre, men må give så mange som muligt det, de har brug for. Og resten må kommunerne så finde en løsning for, redegjorde han.

Når det er de mest behandlingskrævende patienter, der skal afsluttes, er det fordi, det er dem, der tæller mest i statistikken. Rammen udregnes som et gennemsnit pr. patient. Og hvis man afslutter de mindre behandlingskrævende patienter, vil det blot trække gennemsnittet op og forværre problemet, forklarede Johnny Kuhr.

”Hvordan, de håndterer det i kommunen, er ikke jeres ansvar. I har sluppet ansvaret før. Det gjorde i, da handicapkriteriet blev indført, så I kan godt”, opmuntrede han, men blev mødt med en kommentar om, at ”det er lettere at slippe ansvaret for nogen, der kan gå trallende fra klinikken, end det er at slippe ansvaret for dem, der skal have hjælp til at skubbe kørestolen”.

I det hele taget var det bekymringen for, hvad der ville ske med de afsluttede patienter, der fyldte mest i den efterfølgende debat. ”Det her kommer ikke til at koste kommunerne en øre, for de stiller IKKE op med et tilbud til de her patienter”, lød det gang på gang, og uden at Johnny Kuhrs ”det skal de” tilsyneladende gjorde ret meget indtryk.

Flere var også bekymrede for at blive beskyldt for gidseltagning og optagede af, hvad handicaporganisationerne ville sige.

Johnny Kuhr forklarede, at man han havde været i kontakt med handicaporganisationerne, der om ikke ligefrem bakker op om aktionen, så i hvert fald har forståelse for foreningens argumenter og heller ikke selv er interesserede i, at et kommunalt serviceniveau skal regere over en sundhedsfaglig vurdering.

Det tavse flertal

Det var en forholdsvis lille skare af de fremmødte, der førte ordet. Umiddelbart var der opbakning til anbefalingen fra foreningen, og flere gav udtryk for at have rykket sig under mødet efter at have hørt Johnny Kuhs argumentation. Men et stort flertal sagde ingenting, og det bekymrede:

”Vi er nødt til at være enige, ellers mister jeg pengene to gange. Både når jeg afslutter patienterne, og når jeg bliver sat ned i honorar næste år, fordi I andre ikke bakkede op”, lød en kommentar.

En anden opfordrede til at holde hovedet koldt: ”Der er blevet talt økonomi, faglig ansvarlighed og rigtig meget om personligt følelsesmæssigt engagement. Det er det sidste, der bliver den store barriere i det her, men vi skal holde fast i, at det er økonomi og faglighed, det handler om”