Kravene er udvekslet

Inden postvæsnet har taget fat på uddelingen af juleposten, er breve med udveksling af krav blevet båret fra arbejdsgivere til lønmodtagerorganisationer og omvendt.

Og nogle vil måske mene, at det er spild af frimærker. I hvert fald kommer de fremsatte krav næppe bag på nogen af parterne: Sundhedskartellet har øverst på dagsordenen, at medlemmernes realløn skal sikres, mens Danske Regioner og Kommunernes Landsforening melder ud, at en overenskomstfornyelse ikke må koste noget, men at den gerne skal sikre en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne.

Sundhedskartellets krav
Under alle omstændighederne er der ikke ret mange penge at forhandle om. Sundhedskartellet prioriterer derfor, at alle medlemmer skal have den bedst mulige sikring af reallønnen. Hovedkravet er generelle lønstigninger for at give alle andel i den begrænsede økonomiske ramme.

Derudover vil Sundhedskartellet drøfte sammenhængen mellem de øgede krav til specialisering i sundhedsvæsnet og behovet for de øgede kompetencer, det medfører. Derfor lyder kravet, at der skal være mulighed for højere aflønning i særlige stillinger. Endvidere rejser Sundhedskartellet krav om, at der i overenskomstperioden skal ske en afdækning af grupper med særlige udfordringer. Det betyder for Danske Fysioterapeuters vedkommende, at der skal fokus på, at fysioterapeuter i regionerne er længere om at nå slutløn end fysioterapeuter i kommunerne.

Sundhedskartellet vil endvidere have bedre muligheder for lokal lønforhandling, blandt andet ved at der skal være adgang til forhandling om tilbageløbsmidler. Det vil sige de midler der stammer fra tidligere års forhandlinger, og som bliver ”til overs”, når for eksempel en ansat med tillæg rejser.

Sundhedskartellet ønsker også at styrke den faglige og professionsrettede udvikling, og at der bliver bedre rammer for udvikling af kompetencer og kvalitet i sundhedsvæsnet.

Og så rejser Sundhedskartellet et krav om størst mulig indflydelse på eget arbejde, herunder tjenesteplanlægningen. Der skal være frit valg mellem afspadsering og udbetaling af ulempeydelser, ligesom ledernes arbejdstidsvilkår skal forbedres.

Arbejdsmiljøet skal også forbedres ved, at der bliver større sammenhæng mellem opgaver og normering og ved, at der sættes fokus på sammenhængen mellem trivsel og kvalitet i arbejdet. I forbindelse med afskedigelser skal den afskedigede have hjælp i processen med at finde nyt arbejde.

På det mere generelle plan, stilles der krav om, at senioraftaler videreføres med særlig vægt på seniorfridage. Retten til frihed med løn ved barns indlæggelse skal udvides til også at omfatte ambulante behandlinger, og endelig skal rammeaftalerne om medbestemmelse og medindflydelse forbedres. Her lægges særlig vægt på implementering af den nye Arbejdsmiljølov samt tillæg til arbejdsmiljørepræsentanter.

Endelig har Sundhedskartellet – naturligvis – ligeløn på listen, eksempelvis med et krav om et projekt, der skal finde metoder til sammenligning af løn på tværs af fag (”mandefag” og ”kvindefag”). Sundhedskartellet ønsker endvidere at udvide fædres øremærkede ret til barselsorlov, bedre muligheder for løntillæg efter endt barsel samt lige løn for lige ledelsesarbejde.

KL’s krav
Meldingen fra Kommunernes Landsforening er at krav, der kan gennemføres ”inden for en naturaløkonomisk ramme”, vil have de bedste overlevelseschancer i forhandlingerne. Eller sagt på anden vis: Det må ikke koste noget.

De kommunale arbejdsgivere lægger op til en regelforenkling for at få en mere fleksibel og hensigtsmæssig udnyttelse af ressourcerne. Herunder en harmonisering af arbejdstidsregler og bestemmelserne om særlige fridage. Desuden vil kommunerne fyre op under initiativer, der kan øge arbejdskraftudbuddet ved for eksempel at gøre det muligt for den enkelte at arbejde mere end 37 timer.

Mest markant er KL’s ønsker i forhold til den lokale løndannelse. Her vil kommunerne gøre op med regler og procedurer samt på forhånd afsatte puljer, så den enkelte leder og ansatte selv kan aftale lokale tillæg, uden at ledelsen skal stå til regnskab over for organisationerne for, om der er anvendt tilstrækkelige midler lokalt.

Krav fra regionerne
Danske Regioner lægger også op til, at den enkelte skal kunne arbejde mere end 37 pr. uge. Desuden skal overarbejde opgøres over en 4 ugers periode og ikke, som det er tilfældet i dag, hvor overarbejde opgøres pr. dag. Regionerne ser også gerne, at arbejdstidsreglerne ændres, så ledelsen får lettere adgang til at omlægge tjenesten for de ansatte.

Regionerne lægger desuden op til, at faggrænserne opblødes og aftaler forenkles, eksempelvis ved at have færre centrale forpligtelser for MED systemet. Desuden synes regionerne ligesom KL, at aftalen om lokal løndannelse skal gøres mere fleksibel.

Med udvekslingen af krav er forhandlingerne mellem arbejdsgivere og lønmodtagere nu for alvor gået i gang. Forhandlingerne fortsætter ind i februar, og når parterne frem til et resultat, sættes det til urafstemning i marts, hvorefter en ny overenskomst træder i kraft den 1. april 2011. Hvis ellers medlemmerne siger ja.