Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Udvidet rygudredning - nu også i Region Hovedstaden

I november og december rekrutteres fysioterapeuter til projekt Udvidet rygudredning i Region Hovedstaden.
Lars Bryde Lind og Agnete Rene har fået et projekt med udvidet rygudredning op at stå i Region Hovedstaden.

”Tyve fysioterapeuter i Region Hovedstaden søges til projekt udvidet lænderygundersøgelse”. Sådan lød en annonce i sidste udgave af Fysioterapeuten.

Inspireret af projekterne om rygudredning hos fysioterapeuter i Region Nord-, Midt- og Sydjylland er Lars Bryde Lind og Agnete Rene fra Hillerød Fysioterapi og Træningscenter gået i gang med et tilsvarende projekt i Region Hovedstaden. De har længe ønsket at få projektet til hovedstadsområdet, og da ingen andre tog initiativet, valgte de selv at gå i gang med at udarbejde projektbeskrivelse og søge midler. Som de eneste ansøgere til den regionale kvalitetsudviklingspulje kunne de få de 249.000 kr., der var til rådighed. Økonomien rækker til at få inkluderet 20 fysioterapeuter, der skal undersøge i alt 200 patienter med lænderygproblemer. Midlerne dækker endvidere udvikling af informationsmateriale til læger og patienter samt projektstyring og -evaluering.

Fysioterapeuter, der indgår i projektet, skal følge et 4-dages efteruddannelsesforløb, der kan gennemføres med en egenbetaling på 1150 kr. Projektet skal efter planen starte i marts 2011 og forløber i cirka 18 måneder.

Ud over at fungere som projektansvarlige er Lars Bryde Lind og Agnete Rene også med i selve projektet og skal deltage på lige fod med de andre i 4-dageskurset.

Inkludering af fysioterapeuter

Agnete Rene og Lars Bryde Lind har ved redaktionens slutning endnu ikke nået at modtage ansøgninger fra fysioterapeuter, men de håber, at mange melder sig, og at hele regionen bliver repræsenteret. Fysioterapeuterne skal mindst have to års klinisk erfaring med behandling af lænderygbesvær og efteruddannelse inden for McKenzie på C-niveau og/eller MT på 2B-niveau. Derudover forpligter fysioterapeuterne sig til at deltage i efteruddannelsesforløbet om undersøgelse og klassifikation.

Fysioterapeuterne i projektet skal benytte en standardiseret og evidensbaseret undersøgelsesmetode. Seniorforsker, ph.d., fysioterapeut Tom Petersen skal stå for undervisningen på kurset sammen med fysioterapeut Charlotte Engman, og det er en stor gevinst, at underviserne er danske, mener de to projektmagere. I Region Midtjylland, Syddanmark og Nordjylland underviste den new zealandske forsker, fysioterapeut Paula van Wijem .

Rygundersøgelse

Selve rygundersøgelsen indeholder:

  • Roland Morris spørgeskema vedr. funktionsniveau
  • Waddels skema om sygdomsadfærd
  • Rygundersøgelsesskema
  • Information og vejledning til patienten
  • Anbefaling af videre intervention
  • Accept fra patienten i forhold til information og handlingsplan.

”Selvom det er godt at få eksperter udefra, er vi nu glade for at få en fra egne rækker. Tom Petersen har været med til at evaluere undersøgelsesprocedurerne fra de tidligere projekter og har justeret og indføjet den nyeste viden i procedurebogen til det aktuelle projekt”, siger Agnete Rene.

Praksiskonsulent Jesper Ottesen skal være med til at udvælge de fysioterapeuter, der skal være med i projektet, og skal fungere som bindeled mellem lægerne og fysioterapeuterne i projektet.

Indrapportering

De praktiserende læger kan henvise patienter i den subakutte eller kroniske fase med lænderygproblemer eller ischias til supplerende udredning hos fysioterapeuten.

Der er afsat en time til første konsultation med mulighed for maksimalt to opfølgende konsultationer à en halv times varighed. Efter undersøgelsen sender fysioterapeuten en udredningsrapport til lægen via MEDCOM.

Udvidet rygudredning i andre regioner

Region Midtjylland.
Projekt har kørt siden 2003. Kører til og med sommer 2011. 117 fysioterapeuter er uddannet til ordningen og de udreder mellem 5-600 patienter årligt.

Der arbejdes på opstilling af videnskabelig evaluering af ordningen i Region Midtjylland.

Region Nordjylland.
Projekt har kørt siden 2009 og fortsætter til og med 2011. 28 fysioterapeuter er uddannet til ordningen, og de udreder 200 patienter årligt.

Region Syddanmark.
Udvidet lænderygundersøgelse starter januar 2011. 80 fysioterapeuter er uddannet til ordningen.

Patienter, der henvises til undersøgelse hos fysioterapeuten, skal betale det samme som patienter, der henvises til behandling. Fysioterapeuterne får betaling for den ekstra tid, de har brugt på undersøgelsen og får desuden 250 kr. for den udvidede epikrise, der sendes til lægen.

Evalueres af læger og patienter

At projektet kan få stor betydning for fysioterapeuterne i regionen er Lars Bryde Lind og Agnete Rene ikke i tvivl om. Fysioterapeuterne i projektet får standardiserede undersøgelsesmetoder at arbejde ud fra, og samarbejdet med lægerne styrkes.

”Vi får dermed sat fokus på kvalitet og best practice i vores fysioterapiydelser”, siger Lars Bryde Lind. Han håber desuden, at den hurtige udredning hos fysioterapeuterne kan være med til at få patienterne hurtigere i gang igen, begrænse unødige MR-skanninger og måske mindske køen hos speciallægerne, der kan koncentrere sig om de mere komplicerede tilfælde. Det skal ikke evalueres om projektet sparer udgifter for samfundet, men Lars Bryde Lind og Agnete Rene håber, at det viser, at ordningen gør en forskel.

Både patienter og de henvisende læger får mulighed for at evaluere projektet. Og der er noget at leve op til. Da projekterne i Viborg, Vejle, Ringkøbing og Århus amter og senere i Region Midtjylland blev evalueret, var patienter og læger meget tilfredse med ordningen. Lægerne anvendte i høj grad fysioterapeuternes udredning og anbefalinger. Lars Bryde Lind og Agnete Rene har fået hjælp til projektformulering mv. fra praksiskonsulenten i Region Nordjylland Marianne Kongsgaard. På samme måde ønsker de på sigt at bidrage med deres erfaringer, hvis Region Sjælland skulle få lyst til at gå i gang med et lignende projekt.