Politikerne må tage ansvaret

Belønningen til medarbejderne for at have skabt produktivitetsforbedringer og overholdt behandlingsgarantier er massefyringer og reduktioner i det sundhedsfaglige tilbud. Det giver ikke mening hverken for den enkelte eller for Danske Fysioterapeuter, der sammen med andre sundhedsorganisationer nu i flere år har hørt om mangel på sundhedsfaglig arbejdskraft.

En analyse af og redegørelse for, hvad der egentlig foregår, er påkrævet. Og det haster, for det ser ud, som om forståelsen for mekanismen bag budgetoverskridelserne ikke helt er til stede. Handler det om styringsvanskeligheder i forbindelse med omstruktureringer? Er der tale om forbigående overskridelser, eller er der tale om strukturelle forhold, der skal rettes op på?

Endelig er der mig bekendt ikke foretaget en egentlig vurdering af konsekvenserne for, at så voldsomme nedskæringer, hverken de kortvarige eller de mere langsigtede, som handler om rekruttering og  fastholdelse af medarbejdere i det offentlige sundhedsvæsen. Man kan altid bebrejde sygehusledelserne, hvis ikke budgetterne holdes, men det er blevet mere og mere nødvendigt at se på de mekanismer og styringsmuligheder, der ligger til grund for sygehusdriften. Der skal nemlig opereres i et krydsfelt af politiske udmeldinger og patientrettigheder på den ene side og en kombination af rammebudgetter og delvis aktivitetsfinansiering på den anden. Det betyder i praksis, at patienter har behandlingsgaranti og frit sygehusvalg, mens forventningerne til rammeøkonomien fastsættes langt tidligere i økonomiaftalerne. Samtidig finansieres mere aktivitet kun med 60 procent.

Inden for samme periode har sygehusene været udsat for omstruktureringer, har fået nye opgaver, har generelt levet op til kravet om produktivitetsforbedringer og er gået ind i konkurrencen om at sikre behandlingsgarantierne. Og så kommer regningen til det enkelte hospital på denne helt uacceptable
og traumatiske måde.

Sygehusledelserne har naturligvis ansvaret, men de skal styre økonomien uden mulighed for at skrue på alle hanerne. Derfor ligger der også et væsentligt ansvar hos Folketinget for at have sat sygehusenes sædvanlige prioriterings- og styringsmekanismer ud af kraft. Men det er regionspolitikerne, der ikke på sygehusenes vegne har sikret de nødvendige økonomiske vilkår for de politiske prioriteringer. Der er
overraskende tavshed fra regionsrådsformændene i denne sammenhæng.

Hovedorganisationerne FTF, AC og LO har i et fælles åbent brev skrevet til sundhedsminister Jakob Axel Nielsen og finansminister Claus Hjort Frederiksen, at sundhedsvæsenet har brug for en langsigtet plan.
Finansieringen af det danske sundhedsvæsen er i dag alt for ustruktureret, og tiden er kommet, hvor der må sikres stabile og forudsigelige økonomiske vilkår for sygehusene. Det har patienter,  sundhedspersonale og samfundet krav på.