Er en kandidatgrad målet for alle?

Med de senere års mange fysioterapeuter med en kandidat, ph.d. eller professortitel, er forskningen kommet hjem til fysioterapeutfaget. Den har styrket vores faglighed og sikret, at det, der forskes i, er relevant for vores patienter,” siger professor og leder af kandidatuddannelsen i fysioterapi ved SDU, Carsten Juhl.

For ti år siden var han med til at sende de første kandidater i fysioterapi ud fra SDU. Inden da måtte fysioterapeuter med akademiske ambitioner enten læse en bredere sundhedsfaglig kandidat, cand.scient.san., eller søge til udlandet. I dag findes en hel del kandidatuddannelser, som fysioterapeuter kan vælge mellem. Cirka 200 fysioterapeuter har taget næste trin op ad stigen og har skrevet en ph.d., og 20 fysioterapeuter har i dag en professortitel.

Den akademiske udvikling i fysioterapeutfaget kom for alvor op i tempo efter oprettelsen af kandidatuddannelsen i fysioterapi i 2011, og der er bred enighed om, blandt de kilder, som medvirker i denne artikel, at udviklingen har gavnet faget.

“Helt overordnet synes jeg, det er fantastisk, at vi fik vores egen kandidatuddannelse. Den har været med til at løfte det samlede refleksionsniveau blandt fysioterapeuter. Det kan ikke være andet end megagodt,” siger Jeanette Præstegaard, formand for Danske Fysioterapeuter.

Den stigende akademisering af faget har afsat helt konkrete aftryk i fagets udvikling, mener uddannelsesleder Carsten Juhl, SDU:

“Kandidaterne har fået os til at tænke anderledes om vores fag. Vi var aldrig nogensinde kommet i nærheden af at italesætte, om fysioterapeuter kunne varetage opgaver på skadestuerne eller overlades ansvaret for at stille en diagnose, hvis ikke der havde været kandidater ude på arbejdspladserne.”

Flere kandidater fremover

Danske Fysioterapeuters fremskrivning viser, at hver tiende fysioterapeut i 2027 vil kunne skrive ‘cand.scient.’ i mailsignaturen. Den udvikling er hensigtsmæssig, mener Carsten Juhl.

“Jeg synes bestemt ikke, det er et højt tal. I den kommende tid vil der helt sikkert blive stillet krav til, at fysioterapeuter skal kunne evaluere og vurdere kvaliteten af den indsats, de leverer, og de kompetencer får fysioterapeuter gennem kandidatuddannelsen,” forklarer Carsten Juhl.

Han peger især på, at privatsektoren har behov for flere kandidater. De private klinikker er ifølge Carsten Juhl stort set støvsuget for fysioterapeuter med en kandidatuddannelse. Også i kommunerne er der plads til flere kandidater med forskning/udviklingskompetencer, mener han. Carsten Juhl vil ikke give et bud på, hvor mange procent af fysioterapeuterne, der i fremtiden vil få behov for en kandidat.

“Det er nok ikke 100 procent. Ikke alle vil være gearet til at tænke i evaluering og vurdering af deres indsats, men jeg ser ingen problemer i, at der kommer væsentligt flere kandidater,” siger Carsten Juhl.

De fleste skal være kandidater

Lars Damsbo, formand for Dansk Selskab for Sportsfysioterapi, ser gerne, at fysioterapeutfaget tager skridtet fuldt ud.

“Vi skal uddanne specialister for at kunne løse opgaverne i sundhedsvæsenet. Forudsætningen for at uddanne specialister er en kandidatuddannelse. Dernæst skal vi arbejde for, at Sundhedsstyrelsen godkender vores specialistuddannelse, så vi som specialister indtager en højere indplacering i Sundhedsvæsenet, som man kender det fra Norge og Sverige,” siger Lars Damsbo.

Inden for sportsfysioterapi er det i dag muligt at efteruddanne sig og søge om at blive certificeret kliniker i sportsfysioterapi eller specialist i sportsfysioterapi. På samme måde har flere af de øvrige faglige selskaber særlige specialist-ordninger, men de er ikke godkendt af Sundhedsstyrelsen – endnu.

Lars Damsbo peger desuden på en række konkrete opgaver, som vil kræve et kandidatniveau.

“Det kunne for eksempel dreje sig om større koordinerende opgaver. Udviklingen i sundhedsvæsenet medfører større sygehuse, mindre kapacitet og flere ældre patienter, så en typisk opgave kunne være at systematisere monitorering af patienterne og sætte træning i gang, mens de er indlagte. På den måde nedbringer vi antallet af genindlæggelser. Dernæst skal der bruges fysioterapeuter til at koordinere træningen, når de kommer ud i primærsektoren,” forklarer Lars Damsbo.

Han er enig med Carsten Juhl i, at privatsektoren også vil få brug for flere fysioterapeuter med viden om evaluering og vurdering af patienterne.

“I øjeblikket er der ingen honorering af monitorering af behandlingen i den private sektor, og der er heller ikke krav om det. Hvis vi får godkendt en specialistordning, vil det være et godt argument for at udløse et højere honorar til fysioterapeuten med en specialistuddannelse, men samtidig vil der blive stillet krav til monitorering af den behandlingsmetode, der anvendes, og det vil kræve en kandidatuddannelse,” siger Lars Damsbo.

Ikke alle opgaver kræver akademikere

Men det er ikke alle fysioterapeuter, der er enige med Lars Damsbo i, at så godt som alle fysioterapeuter skal have en kandidatuddannelse. Morten Østergaard er i dag vicedirektør for Bornholms Hospital. Da de første kandidater forlod kandidatuddannelsen på SDU for ti år siden, var han ledende fysioterapeut på Frederiksberg og Bispebjerg Hospitaler og dermed aftager af nogle af de nye kandidater.

“Jeg mener ikke, at alle fysioterapeuter skal have akademiske kompetencer. Nogle af de opgaver, der foregår tæt på patienten, kræver ikke akademiske kompetencer, men derimod nogle af alle de andre ting, fysioterapeuter kan,” siger Morten Østergaard.

Han peger på, at det mest akutte problem i sundhedsvæsenet ikke er manglen på akademikere – snarere det modsatte.

“Man skal være tonedøv for ikke at kunne høre, at situationen med manglende arbejdskraft i sundhedsvæsenet i Danmark i højere grad handler om, hvor lidt man skal kunne for at kunne tilføre værdi i sundhedsvæsenet. I den sammenhæng giver det ikke mening at stå fast på, at alle skal være akademikere. Der skal findes en balance,” siger Morten Østergaard.

Da han i sin tid ansatte de første kandidatuddannede fysioterapeuter på Frederiksberg og Bispebjerg Hospitaler, blev de i første omgang placeret i forsknings/udviklingsstillinger. Da forskningsområdet var mættet med kandidater, blev han ved med at ansætte kandidater, men nu i klinisk praksis.

“Det meste af deres arbejdstid var afsat til at give behandling til patienterne. Desuden skulle de i mindre omfang være med til at kvalitetssikre og følge med i, hvad der kom af ny, evidensbaseret viden om givne patientforløb, som så hurtigt kunne indarbejdes i behandlingen af de pågældende patientgrupper,” forklarer Morten Østergaard.

Først var der skepsis

I første omgang blev beslutningen om, at kandidaterne primært skulle være tilknyttet praksis sammen med de ikke-kandidatuddannede fysioterapeuter, mødt med skepsis hos kandidaterne, men ifølge Morten Østergaard fungerede ordningen rigtig godt, da det først viste sig, at den gav positive resultater.

Han nævner som eksempel implementeringen af DEMMI (De Morton Mobility Index), som seniorforsker Nina Beyer var drivkraften bag.

“Hun kunne se, at vi kunne bruge testen til at identificere de sårbare ældre, og sammen med fysioterapeuter med kandidatuddannelse fik vi i løbet af meget kort tid testen oversat og udbredt,” forklarer Morten Østergaard.

Danske Fysioterapeuter var i sin tid med til at presse på for at få etableret en kandidat i fysioterapi og dermed højne fagets akademiske niveau, og den nuværende formand er som nævnt yderst tilfreds med akademisering af faget.

Mere klinik i kandidatuddannelsen

Jeanette Præstegaard er ligesom Morten Østergaard også interesseret i at skabe en meget kort vej fra videnskab til praksis. Hun ser gerne, at fysioterapeutuddannelsen på sigt bliver en kandidatuddannelse, men i højere grad med et tydeligere afsæt i klinisk praksis, end kandidatuddannelserne på universiteterne har i dag. Derfor ønsker hun, at ordet “klinisk” skal indføjes i kandidattitlen.

“Kandidatuddannelserne på universiteterne giver de studerende et kritisk mindset og en akademisk forståelse for at løse forskellige problemstillinger. Men i en klinisk kandidatuddannelse skal undervisningen hele tiden udspringe af praksis. Der skal kobles praktik til forløbet – eksempelvis i en kommune – hvor man lærer at anvende de akademiske færdigheder i virkeligheden,” siger Jeanette Præstegaard.

Hun nævner blandt andet kandidatuddannelser i USA, England, Holland og Australien som eksempler på kandidatuddannelser, der har et mere klinisk indhold end de danske. Undtagelsen herhjemme er Aalborg Universitets kandidatuddannelse i muskuloskeletal fysioterapi, der indeholder nogle af de praksisnære elementer, hun efterlyser i en kandidatuddannelse.

Hun foreslår, at en kommende klinisk kandidatuddannelse startes på professionshøjskolerne, hvis det viser sig at være den bedste måde at få mere klinik ind i kandidatuddannelsen.

“Professionshøjskolerne har i forvejen respekten for det kliniske arbejde. Her lærer de studerende at tale med patienterne og sætte sig ind i deres situation, hvis sygdom for eksempel betyder, at de ikke kan passe deres arbejde eller er begrænsede i at dyrke sport. Jeg er bevidst om, at det sikkert kun vil kunne lade sig gøre gennem en ændring af professionshøjskoleloven, og at der skal ansættes flere lærerkræfter, som i dag ikke findes på professionshøjskolerne. Men jeg mener grundlæggende, at vi skal gå efter den løsning, der er mulig: Kan vi få det akademiske element tydeligere ind på professionshøjskolerne, er det det, vi gør. Kan vi få det kliniske element ind på universiteterne, skal vi gå den vej,” siger Jeanette Præstegaard.

Juhls mellemvej

Indtil videre er kandidatuddannelserne placeret på universiteterne, og Carsten Juhl, leder af kandidatuddannelsen i fysioterapi på SDU, har ikke lyst til at give bud på, om hele fysioterapeutuddannelsen bør samles på enten universiteterne eller på professionshøjskolerne. Men han peger på en mellemvej.

“Et tættere samarbejde mellem universiteterne og professionshøjskolerne kunne være ønskeligt. Nogle af de studerende, der vælger at søge ind på en kandidatuddannelse, oplever et kulturchok, og der skal vi være bedre til at bygge bro mellem de to institutioner. Sammen med nogle af professionshøjskolerne i nærheden af SDU, planlægger vi at tage ud til dem og overtage undervisningen en dag, for at fortælle mere om, hvad det vil sige at vælge kandidatuddannelsen. Vi har også undervisere, der er ansat på både professionshøjskolerne og hos os, for på den måde at danne bro mellem institutionerne,” forklarer Carsten Juhl.