Artikel fra Fysioterapeuten

Tidligere numre

Jeg vil hæve den faglige barre

TEMA // Klinikejer Mark Ebbesen mener, at det er en god investering at have to kandidatuddannede fysioterapeuter ansat til at optimere vidensniveauet.
Illiustration: Rikke Bisgaard.

37 timer om ugen bruger de to kandidatuddannede fysioterapeuter, Martin Johansson og Christoffer Andkjær Hansen, tilsammen på at læse op på ny viden og formidle den til de ni ansatte i Ryg- & Knæcenter Køge, Møn, Borup, Nykøbing F og Holbæk.

Investeringen er nødvendig, mener klinikejer Mark Ebbesen, der indtil videre har finansieret ordningen i halvandet år.

“Jeg vil gerne hæve den faglige barre, og de to kandidater understøtter behandlerne i at være opdaterede på den nyeste forskning. I en travl hverdag kan det være svært for behandlerne at finde tid til at lokalisere den nyeste viden, og det er ikke alle, der har indsigt i, hvor og hvordan man finder de relevante artikler,” forklarer Mark Ebbesen.

Han er overbevist om, at investeringen på sigt vil kunne betale sig. “Behandlernes niveau bliver højere, og dermed yder vi en bedre service over for patienterne. Derfor tror jeg, at investeringen kommer tifold igen, selvom vi plukker de højthængende frugter,” siger Mark Ebbesen.

Løftestang for faget

Som klinikkens navn antyder, er behandlerne især specialiserede i at behandle ryg og knæ, men de to kandidater skal også finde forskningsartikler om kvindeproblematikker, sportsfysioterapi og kiropraktik, som andre af behandlerne har specialiseret sig i.

“Faget rykker sig utrolig hurtigt i disse år, og derfor er det i privatpraksis særligt vigtigt, at behandlerne hele tiden er opdaterede. Hos os er der konstant dialog om den nye forskning, og behandlerne giver udtryk for, at de er glade for den akademiske sparring, som de bruger aktivt i hverdagen,” siger Mark Ebbesen.

Han håber samtidig at kunne gå foran som et eksempel til efterlevelse i andre private klinikker.

“Jeg har også et mål om, at det kan være løftestang for faget og til inspiration hos andre klinikker, så vi samlet kan løfte vores stand.”