Jeg har en bøn

Kæmper SALS for ansatte og indlejeres sag? Ja, det kan I sørme tro, vi gør. Siden SALS så dagens lys for fem år siden, har vi sat mange forskellige skibe i søen. Der er en del, der er kommet i havn, og nogle sejler stadig rundt, men med et klart mål om at komme i havn på den korrekte destination.

Da jeg i 2018 valgte at stille mit kandidatur til SALS, var den primære årsag, at jeg havde set den sørgelige tendens, at løn- og ansættelsesvilkårene i privat praksis var på en ret voldsom deroute. Jeg elsker privat praksis, og det var beskæmmende at se, hvordan lønnen blev presset ned. Jeg syntes, vi som profession var mere værd.

Siden det allerførste bestyrelsesmøde i SALS har det for mig været et erklæret mål at skabe ordnede forhold i privat praksis. At sikre ansatte og indlejere bedst mulige løn- og ansættelsesvilkår. Jeg var og er helt bevist om, at det vil tage noget tid.

Jeg husker tydeligt, at vi alle i SALS var lidt tvivlrådige. Ville det lykkes os at lande en aftale med klinikejerne? Jeg følte en skævhed i magtbalancen, fordi ansatte og indlejere ikke havde haft en “stemme” tidligere. Danske Fysioterapeuters forhandlingschef forsikrede mig og resten af SALS om, at det kunne vi sagtens, fordi vi er flere end “dem”. Deraf SALS’ motto: “Det har vi aldrig prøvet før, så det kan vi godt”.

Der har været et utal af diskussioner om arbejdsmarkedsmodellen de seneste fire år, nogle mere konstruktive end andre, tør jeg godt sige. Argumentationer er fløjet frem og tilbage, det samme er talrige beskyldninger om, hvad SALS arbejder for, og om de resultater vi har opnået, er gode.

Personligt har jeg mest fået fine tilkendegivelser for SALS’ arbejde. Vores medlemmer er klar over, at arbejdet tager tid og skal bygges op fra bunden.

Som formand for SALS har jeg hele vejen igennem valgt en stil og fremtoning, som er samarbejdende, inkluderende, kompromissøgende og altid med en ordentlig tone. Jeg har et, til tider, Anja Andersen-temperament, men belært af min livserfaring kommer man ikke langt med dette. Og slet ikke i til tider svære forhandlinger med en modpart.

Men jeg har en bøn. Det er ingen hemmelighed, at klinikejerne som udgangspunkt er mere fagpolitisk interesserede end ansatte og indlejere. Jeg har et kæmpe ønske om, at flere af mine kolleger fra privat praksis har lyst til at stille op til SU, SALS og regionsbestyrelsen. Det er et spændende arbejde, og det er berigende, når fysioterapeuter, der er “på gulvet”, sidder med i bestyrelser, råd og udvalg. Vi kan, hvis vi vil, gøre en forskel for alle vores dygtige kolleger.

Skrevet af:

Tine Hasselbrinck Madsen
Formand for SALS, sektionen for ansatte, lejere og selvstændige uden arbejdsgiveransvar.
Fysioterapeut Cert. MDT