10 myter om kræft

Da Rigshospitalet startede på projektet Krop og kræft i 2001 var der næsten ingen erfaring med at tilbyde træning til patienter i kemoterapi og få studier, der havde undersøgt effekten af træning. Fysioterapeut, ph.d.-studerende Morten Quist var sammen med initiativtagerne professor, sygeplejerske Lis Adamsen og psykolog Julie Midtgård og tilknyttet projektet, der i dag er et permanent tilbud til patienter med kræft.

”Vi vidste i starten ikke, hvor meget patienterne kunne tåle. Jeg havde ikke megen erfaring med kræftpatienter, men det havde de to sygeplejersker (Christina Andersen og Tøm Møller) i projektet. Ingen af os havde prøvet at træne patientgruppen”, siger Morten Quist.

I starten var man meget forsigtige med at presse patienterne for meget, men det viste sig hurtigt, at de fleste af patienterne kunne klare meget mere, end de selv og det sundhedsfaglige personale troede. Patienterne fik større overskud, blev mindre angste og ændrede syn på deres sygdom efter træningen.
”Projektet viste hurtigt, at patienterne responderede på træningen. I dag har vi erfaring for, at det gavner patienter i alle stadier at træne, når bare man tager de rette forholdsregler”, siger Morten Quist.

Inden træning screenes patienterne for blodtryk, puls og temperatur, de seneste blodprøver tjekkes, og der spørges ind til patientens velbefindende. På den måde får fysioterapeuterne og sygeplejerskerne et billede af, hvor hård træningen skal være. Hvis tallene er gode, kan patienterne tåle at blive presset mere, fortæller Morten Quist. Og selv om flere har kvalme når de kommer, vil mange komme ud over kvalmen under træningen.

I dag er der flere, der overlever en kræftsygdom, så fokus for de kommende år bliver at se på behandlingen af de senfølger, der kommer efter behandlingen. ”Nogle får senfølger, der invaliderer dem så meget, at de ville ønske, at de aldrig var blevet behandlet. Og det skal vi blive bedre til at gøre noget ved”, siger Morten Quist.

Fordomme og kan det betale sig?

Selv om der i dag er stigende evidens for træning som forebyggelse, i forbindelse med behandling og efter behandling af kræft, er der stadig mange fordomme om træning og kræft. ”Det er som om al vores logik forsvinder, når vi har patienter med en kræftsygdom. Af misforstået medlidenhed synes vi, at det er synd for mennesker med kræft at bruge den kostbare tid, de har, på at træne. Men vi glemmer, at de kan få rigtig meget ud af det liv, de har tilbage, hvis funktionsevnen øges, og de føler, de får et overskud”, siger Morten Quist.

At det ikke kan svare sig at træne, er en udbredt holdning og kan betyde, at læger ikke henviser til træning. Men ved at mene, at træning er nyttesløs, tager man håbet fra patienterne, mener Morten Quist.

På Danske Fysioterapeuters temadage om kræft i efteråret var der fokus på den gavnlige effekt af træning til de alle kræftformer og til alle stadier af sygdommen. Den amerikanske forsker Lee W. Jones, der var en af oplægsholderne, gennemgår i en artikel på side xx i dette nummer af Fysioterapeuten den foreliggende evidens for træning.

”Lee summerede op, hvor mange gavnlige effekter der var af træning, og at de fleste kunne tåle relativ hård træning. Men det var tydeligt på temadagen, at det ikke er alle, der anvender denne viden i praksis. Mange har tænkt, at deres patienter var for dårlige, men det er vigtigt at tilbuddet også tilpasses dem”, siger Morten Quist.

Om det overhovedet kan betale sig at træne, når det drejer sig om patienter med dårlig prognose, er et relevant spørgsmål, man næsten ikke tør stille. ”Vi ved ikke så meget om cost benefit, men jeg er ikke i tvivl om, at det øgede funktionsniveau er en gevinst. Det handler dog ikke kun om at spare penge til pleje og forbedre livskvaliteten. Et øget fysisk funktionsniveau har hos inoperable lungekræft patienter vist sig at have betydning for en øget overlevelse.. Hvis vi havde en pille, der som fysisk aktivitet kunne have betydning for en øget overlevelse, også selv om det kun drejede sig om én måned, ville vi ikke tøve med at give den. Og så er der bare så mange andre gevinster ved træning, som man ikke får ved at ordinere en pille”, siger Morten Quist.

10 myter om kræft og fysioterapi og træning

Morten Quist afliver nogle af de mest almindelige myter om kræft, fysioterapi og træning, som han er stødt på igennem årene.

1. Man kan ikke tåle at træne, mens man er i kemoterapi.
Jo, det kan man godt. Man skal bare huske den basale screening af blodtryk, puls mm.

2. Det er en dårlig ide at træne, når man er træt.
Nej, det er det ikke. De fleste får mere energi af træningen.

3. Man har ikke effekt af træningen, når man er i behandling.
Jo, i alle stadier af kræft kan man profitere af træningen.

4. Man må ikke massere mennesker, der har kræft og er i kemoterapi.
Jo, det må man gerne. Massage påvirker ikke kræft negativt og kan virke lindrende.

5. Man skal have handsker på, når man behandler patienter, der er i kemoterapi.
Nej, det behøver man ikke. De fleste stoffer udskilles gennem urinen indenfor 24 timer. Dog anbefales plejepersonalet i afdelingen at tage forholdsregler i 5 dage efter sidste indgift.

6. Man må ikke gå i svømmehallen, hvis man er i kemobehandling.
Man må godt gå i svømmehallen, da kemo ikke spreder sig i vandet (se spgs. 5).

7. Patienter med knoglemetastaser og dermed svage knogler må ikke træne.
Jo, disse patienter må godt træne, men man skal respektere knoglernes styrke. Vi har ikke stor viden om træningen af disse patienter, men træningen kunne være den samme som for patienter med osteoporose.

8. Det kræver specialviden at træne patienter med kræft.
Egentlig ikke, men en basal viden om kræft og behandlingen gavner, og så skal man bruge sin sunde fornuft i tilrettelæggelsen af træningen. Morten Quist anbefaler fysioterapeuter at følge det webbaserede kursus om træning af patienter med kræft arrangeret af The American College of Sports and Exercise.

9. Det er svært at håndtere patienter med forskellige kræftdiagnoser på samme hold.
Ja, det er en stor fordel at kunne samle patienter med samme diagnose på et hold. Dette er svært for de små kommuner med et lille patientgrundlag. Her kan man vælge at fordele patienterne efter, hvor langt de er i kræftforløbet.

10. Patienter i terminalstadiet har ikke glæde af at træne.
Alle patienter har glæde af træning. Det overskud, der kommer fra at træne, kan have stor betydning i terminalstadiet. Træning er et signal om normalitet, som den kræftramtes familie også har glæde af.