Store sundhedsmæssige gevinster ved at være fysisk aktiv

Sundhedsstyrelsens udgav i december 2011 en ny revideret udgave af ”Fysisk aktivitet – håndbog om behandling og forebyggelse”. Den første udgave udkom i 2004.

Målet med ”Fysisk aktivitet – håndbog om behandling og forebyggelse” er at fremlægge den nyeste viden om fysisk træning som behandling og stimulere til, at fysisk aktivitet inddrages i båre forebyggelse og behandling af en lang række sygdomme. Håndbogen henvender sig primært til faggrupper, som arbejder med at fremme fysisk aktivitet.. I håndbogen indgår 32 sygdomme, og den nye udgave indeholder blandt andet nye kapitler om angst, stress, skizofreni og demens.

Læs "Fysisk aktivitet - håndbog om forebyggelse og behandling

Generelle anbefalinger

Alle målgrupper anbefales at være fysisk aktive i mindst 30-60 minutter hver dag, men i modsætning til tidligere lægges der nu vægt på, at kun fysisk aktivitet af minimum 10 minutters varighed tæller med i optællingen af den daglige fysiske aktivitet. Det betyder ikke, at de små valg i dagligdagen, som for eksempel at tage trappen i stedet for elevatoren, ikke har betydning, men de anbefalede 60 minutters daglig fysisk aktivitet for børn og 30 minutters daglig fysisk aktivitet for voksne skal ligge ud over disse kortvarige aktiviteter.

En anden væsentlig ændring i anbefalingerne er, at der opnås yderligere sundhedsmæssige fordele ved at være mere fysisk aktiv end det anbefalede. For børn og voksne er anbefalingen om intensitet for de henholdsvis 60 og 30 minutters daglig fysisk aktivitet ændret fra moderat intensitet til moderat til høj intensitet.

Herudover er anbefalingerne for ældre gjort mere specifikke i forhold til, hvor ofte og hvor længe ældre bør lave aktiviteter rettet mod kondition, muskel- og knoglestyrke samt bevægelighed.

”Fysioterapeuten” har bedt fire fysioterapeuter med særligt indblik i behandling af et eller flere sygdomsområder om at kommentere anbefalingerne for henholdsvis angst, stress, skizofreni, fibromyalgi, kronisk træthedssyndrom, apopleksi, artrose og reumatoid artrit.

Fibromyalgi og kronisk træthedssyndrom

Fysioterapeut, forskningsassistent Elisabeth Bandak, Frederiksberg Hospitals reumatologisk enhed har i en årrække genoptrænet patienter med fibromyalgi og skal i samarbejde med læge, seniorforsker Stine Amris i gang med et projekt …

”Først og fremmest er jeg glad for, at der med håndbogen sættes fokus på, at det er vigtigt at stimulere til fysisk aktivitet, både når man arbejder med mennesker med fibromyalgi og mennesker med kronisk træthedssyndrom. Der er i de senere år kommet en del forskning på området, og vi ved, at der er bedst effekt af aerob træning til denne gruppe i forhold til smerter, livskvalitet og fysisk funktion. Og netop aerob træning anbefales i håndbogen i kombination med kognitiv terapi."

" Anbefalingerne er overordnede og kommer ikke ind på, hvordan træningen skal være, og hvordan den tilrettelægges. Jeg savner, at der er en klarere betoning af, at for at få den ønskede effekt skal træningen foregå i et koordineret og tværfagligt rehabiliteringsforløb. Fysioterapeuter som beskæftiger sig med personer med kroniske smerter ved, at træning og fysisk aktivitet kan forværre symptomerne. Så de generelle anbefalinger for fysisk aktivitet med 30 minutter hver dag med moderat til høj intensitet kan være helt umulig at opnå for disse mennesker."

"Mange af de patienter, vi møder, er meget dårlige, så selv moderat intensitet som udgangspunkt for træningen ville være alt for meget. Her savner jeg en understregning af vigtigheden af, at der bliver individualiseret. Anbefalingerne fremhæver, at forskning har vist, at mennesker med fibromyalgi har en dårlig kondition, men her er referencerne fra 1989-1994."

"Jeg undrer mig i det hele taget over, at der er mange gamle referencer, og kapitlet fremstår derfor som uopdateret. Der findes nyere litteratur blandt andet om smerteteorier, hvor funktionsforstyrrelser i det centrale smerteregulerende system er mulige patogenetiske faktorer. Det er godt, at et Cochrane review fra 2007 omtales, men de nyeste studier i dette review er fra 2006, og der er kommet en del ny viden siden da. Der findes for øjeblikket ikke accepterede diagnostiske kriterier for fibromyalgi. De diagnostiske kriterier, der omtales i kapitlet, er klassifikationskriterier, hvilket burde fremgå."

"Fysioterapeuter, der arbejder med denne patientgruppe, bør læse dette kapitel i håndbogen, men de skal være kritiske. Som terapeut er det vigtigt at have øje for patientens udgangspunkt, så denne bliver så aktiv som muligt, uden at der sker en symptomforværring”.

"Vedrørende kronisk træthedssyndrom findes der, i modsætning til fibromyalgi, ikke megen litteratur og ingen metaanalyser om fysisk aktivitet på dette område. Anbefalingerne bygger således kun på fire studier og det ville have været ønskeligt, om studier publiceret efter 2005 var inkluderet i gennemgangen. Det er godt, at begge kriterier, CDH og Oxford, der benyttes til at definere sygdommen, er omtalt."

"Anbefalingerne i dette kapitel er overordnede og generelle, så fysioterapeuter kan heller ikke her finde frem til, hvordan den fysiske aktivitet skal tilrettelægges, men det er godt og vigtigt, at der gøres opmærksom på, at det er vigtigt at stimulere til fysisk aktivitet og at der lægges vægt på den gradvise øgning af den fysiske aktivitet."

" Anbefalingen om gang og cykling lyder ikke forkert, men i denne sammenhæng er der behov for, at den er understøttet videnskabeligt. Den overordnede anbefaling om, at der skal trænes 30 minutter dagligt med en intensitet på over 60 procent af VO2 max er derimod ikke realistisk. Af anbefalingerne fremgår det, at trætheden hos denne gruppe formentlig reduceres, når de kommer i bedre form. Det er logisk for andre grupper, men netop i forhold til denne gruppe, er det vigtigt at dette er underbygget med forskning”.

Angst, stress, og skizofreni

Fysioterapeut Tanja Johnsen er ansat på Psykiatrisk Center Frederiksberg. Hun er formand for Fagforum for psykiatrisk og psykosomatisk fysioterapi.

 ”Helt overordnet er jeg utrolig glad for, at der er kommet anbefalinger om fysisk aktivitet til psykiatrien i håndbogen. For det er vigtigt at mennesker, der lider af depression, angst eller skizofreni, og som ofte er inaktive, forebygger livsstilssygdomme ved at blive mere fysisk aktive. Men jeg kunne godt savne en definition på fysisk aktivitet og træning."

"I psykiatrien bruges fysisk aktivitet til andet end at opnå træningsfysiologiske resultater. Under flere af de psykiatriske diagnoser omtales en såkaldt ”ringslutning”: Det er normalt at være fysisk aktiv, og derfor vil dét at blive fysisk aktiv få den enkelte til at føle sig mere normal. Dette udsagn støder mig, da det er netop denne type af stigmatisering vi kæmper imod i psykiatrien. Men håndbogens anbefalinger bør kendes af fysioterapeuter, der arbejder inden for feltet."

Angst: ”Godt at det understreges, at den fysiske aktivitet skal være superviseret, og at der oftest startes på et lavt niveau og bygges gradvist op. Man kunne godt i anbefalingerne have forholdt sig til, hvilke forudsætninger denne gruppe har for overhovedet at gå i gang med fysisk aktivitet. For nogle af dem, vi ser, er det nødvendigt i begyndelsen at arbejde kropsterapeutisk for senere hen at opstarte på et hold med fysisk aktivitet. Eller omvendt. Fysioterapeuterne i psykiatrien er opmærksomme på de kropsterapeutiske observationsmomenter under fysisk aktivitet med patienterne. At fysisk aktivitet kan aflede patienterne, som det fremgår, er ikke i overensstemmelse med det, vi tænker, når vi opfordrer til aktivitet. Vi ønsker netop ikke, at patienterne ”løber” fra angsten. Tværtimod bruger vi den fysiske aktivitet til at invitere patienterne til at komme i bedre kontakt med kroppen. Da angst kan være en barriere for overhovedet at få patienterne til at blive fysisk aktive, ville det være relevant, at anbefalingerne også omfattede, hvordan man motiverer for deltagelse, hvor elementer af social færdighedstræning og eksponering indgår”.

Stress: ”Fysisk aktivitet og især aerob træning på et vist niveau anbefales til denne gruppe. Men her er det vigtigt at adskille fysisk aktivitet som forebyggelse af stress og fysisk aktivitet, når man først er ramt af længerevarende stress. Der er store forskelle på, hvordan der skal trænes. I nogle af de studier, der refereres til i dette kapitel, angives træningsintensitet som 60-70 procent af maksimal VO2. Vi har fokus på træningsintensitet i relation til mennesker med stress, f.eks. ved at støtte patienten i at finde eget tempo, således at en løbetur ikke bliver et yderligere pres og dermed en nederlagsoplevelse. Disse mennesker er netop blevet stressede, fordi de har presset sig selv og lukket ned for kroppens signaler. Derfor skal den fysiske aktivitet give dem mulighed for bedre kropsbevidsthed og lære dem at tage ansvar for de kropslige symptomer. Det er utroligt vigtigt, som det fremgår af anbefalingerne, at den fysiske træning er individuel og superviseret. Men træning som distraktion, som det fremgår i kapitlet, giver ikke mening i forhold til denne patientgruppe. Tværtimod er fokus rettet på det kropslige nærvær.

Skizofreni: ”Jeg er glad for, at anbefalingerne betoner betydningen af genkendelig struktur, faste rammer og fysisk aktivitet på små hold. Derimod vil anbefalingen på 60 minutters aktivitet om dagen nok være skudt over målet. Det er rigtigt, som det fremgår, at mange er overvægtige, og det ville være ønskeligt at få dem til at træne en time dagligt, men det er en stor opgave. Det vil i givet fald være et fælles ansvar for den tværfaglige gruppe, der er omkring patienten. Jeg savner, at anbefalingerne forholder sig til motivationsfaktorer og de kropslige forstyrrelser og angst, som mange af dem har oven i skizofrenien. Anbefalingerne er overordnet set fine, men jeg savner, at der i dem tages højde for de barrierer, der er for at øge det fysiske aktivitetsniveau til denne målgruppe”

Depression: ”Det er fint at få belyst evidensen på området, men derfra og til den praksis, jeg kender fra mit arbejde, er der et godt stykke vej. Også hos denne gruppe mennesker kan der være barrierer for at være fysisk aktiv. Et vigtigt element i behandlingen af depressive, ud over de kropslige fordele ved fysisk aktivitet, er, at deltagelsen på de forskellige fysioterapeutiske hold og grupper, tilføjer og understøtter en daglig/ugentlig struktur, som disse patienter ikke har indadtil, samtidig med at det mindsker inaktivitet. At den fysiske aktivitet, som det fremgår i anbefalingerne, har effekt på hippocampus er en relevant viden at få frem. Der er desværre stadig få studier på området, og der mangler som nævnt i håndbogen evidens for, hvilken type træning og hvilken intensitet der skal vælges til denne gruppe.

Artrose og reumatoid artrit

Fysioterapeut Flemming Enoch ejer Fysiocenter & FYSIQ. Han er specialist i muskuloskeletal og idrætsfysioterapi, MR, DipMT, Exam. Idræt.

”Det er godt igen at få bekræftet, at fysisk aktivitet og træning har effekt, og det kan vi bruge til vores patienter, når vi skal motivere dem for træning. For både artrose og reumtaoid artrit gælder, at fysisk aktivitet og træning ikke kun kan være med til at bedre funktion og forebygge symptomer, men også er uhyre vigtig i forhold til at forebygge livsstilsygdomme."

"Det er vigtigt, at vi med disse patientgrupper er opmærksomme på, at de skal vedblive med at være fysisk aktive også efter endt genoptræningsforløb, og at de skal træne eller være fysisk aktive ud over den genoptræning, vi tilbyder. Anbefalingerne understreger, at vi som fysioterapeuter i genoptræningen og behandlingen skal have et tilbud om yderligere aktivitet. Det er ikke altid let som patient med smerter i leddene at vide, hvordan og med hvilken intensitet der skal trænes."

"Fysioterapeuten skal hjælpe patienterne med at styre, hvornår de skal holde sig i ro, og hvornår de kan træne igennem. I den forbindelse har fysioterapeuten nogle helt specielle forudsætninger for at råde patienterne. Der er derfor godt, at anbefalingerne går på superviseret og individuel træning i starten, men det er min erfaring at patienter med artrose og reumtaoid artrit løbende har brug for vejledning – og ikke kun i starten. I fysioterapeutiske træningscentre, der har tilbud om træning til disse patientgrupper, vil vejledningen kunne foregå ad hoc, når problemerne opstår."

"Fysioterapeuter kan bruge anbefalingerne om fysisk aktivitet til at tænke over det tilbud de har til disse patientgrupper, og sikre sig, at de ikke kun tænker behandling og genoptræning afgrænset til den periode, patienterne er hos fysioterapeuten. Konsekvensen af anbefalingerne er netop, at vi skal sørge for, at patienterne får et skub til at blive mere aktive – og vi skal vise dem, hvordan. Vi kan med de nye anbefalinger let sælge dette budskab til både læger og patienter. Anbefalingerne om træning og fysisk aktivitet er meget overordnede. Det er hele konceptet med håndbogen, at der kun anbefales det, der er forskningsmæssigt belæg for – og det er godt. Selve indholdet og detailstyringen af træningen overlades derfor til de faggrupper, der står for træningen. Vi ved som fysioterapeuter noget om træningsdosis, som er meget vigtig for denne patientgruppe”.

Apoleksi

Amad Shayan uddannet fra Fysioterapeutuddannelsen i Holstebro 1993 og fik Maitland Certifikat i 2003, i Kipfenberg, Bayern, Neurologische Fachklinik. Er medejer af Neuroklinik i Århus.

Amad Shayan undrer sig over, at kapitlet om Apopleksia cerebri kun fylder 2½ side. Med en så stor og kompleks patientgruppe og stadig mere forskning på området, mener han, at der burde være basis for at give flere og mere nuancerede anbefalinger end dem, der fremgår i håndbogen.

”Dette afsnit er utroligt generelt og unuanceret. En hjerneskade er ikke bare en skade som en brækket hofte eller knæ. Vilkårene for patienten afhænger for eksempel af, hvor skaden er. Hvis skaden for eksempel ligger i lillehjernen som påvirker koordinationen, så nytter det ikke at anbefale at træne styrken”, siger Amad Shayan.

Han er bange for, at de meget generelle anbefalinger bruges af politikere og økonomer til at fastlægge, hvordan indsatsen skal være, og fysioterapeuter, der ikke har denne patientgruppe som den primære, kan desuden risikere at træffe beslutninger på et forkert grundlag.

”I dag foreligger der så meget viden inden for neurofysiologien, at man i højere grad kunne nuancere anbefalingerne”, siger Amad Shayan. Der refereres i anbefalingerne til studier, der har vist god effekt af blandt andet styrke- og konditionstræning. Men selv om disse studier ifølge Amad Shayan har vist lovende resultater, vil der alligevel være en stor del af patienterne med apopleksi, der ikke kan træne på denne måde. ”Når man kommer rundt i forskellige genoptræningscentre er det ikke usædvanligt at se dyrt styrketræningsudstyr og gangbånd stå og samle støv”.