Arbejdsvilkår og løn: hvor skal vi hen på bagkant af OK24?

Som fysioterapeuter er vi højt specialiserede professionelle, uddannede til at forebygge sygdom og behandle den menneskelige krop. Men med stigende pres på arbejdsvilkår og løn risikerer vi at havne i en uacceptabel situation, der kræver fagpolitisk handling og nytænkning.

Vi står midt i en bølge af opgaveglidning, hvor indholdet af terapeutstillinger ændrer sig i retning af en mere rehabiliterende tilgang.

Desværre betyder det i praksis, at mange er tvunget til at bruge arbejdstiden på plejeopgaver, hvilket presser vores kerneopgave som fysioterapeuter. Desuden står vi over for en alvorlig mangel på nødvendige ressourcer, der begrænser vores evne til effektivt og kvalificeret at udføre vores arbejde og udvikle vores fag og faglige kompetencer.

I mange kommuner og på sygehuse er der oprettet nye typer af stillinger, som dels skal afhjælpe mangel på plejepersonale, og dels er et forsøg på at skabe bedre sammenhæng mellem tidlig rehabilitering og pleje. Hvis dette skal lykkes, forudsætter det reel oplæring og respekt for det solide faglige ståsted, som vi fysioterapeuter har. Og så er der lige det med lønnen.

Igennem mange år har vi sundhedsprofessionelle med bachelorbaggrund nogenlunde kunnet følges ad via vores indplacering på den fælles lønskala, som blev indført i 2003 af Sundhedskartellet.

Målet for Sundhedskartellet var at sikre større indflydelse, mere solidaritet mellem organisationerne og at skabe en bedre forhandlingsposition for de sundhedsfaglige uddannelser overfor arbejdsgiverne.

I dag, godt 20 år senere, hvor medlemmerne har stemt ja til den nye overenskomst, er der i vores optik ikke meget tilbage af Sundhedskartellets intentioner. Vi har i øvrigt selv valgt et nyt forhandlingsfællesskab. Men selvom vores uddannelsesbaggrund og længde som sundhedsprofessionelle fortsat er ens, er fællesskabet og ønsket om lige løn for lige uddannelseslængde ikke rigtig synligt længere.

Spørgsmålet er, hvad det gør ved os fysioterapeuter og vores faglige stolthed. I hverdagen spiller lønnen ikke en afgørende rolle ude i de enkelte teams. Her er vi som fysioterapeuter jo primært optaget af det gode samarbejde på tværs af professioner med fokus på bedst mulig opgaveløsning. Sådan skal det selvfølgelig være.

Men som fagpolitiske ansvarlige må vi stille os selv spørgsmålet, om vi som fagforening har været lidt for tilbagelænede? Vi har brug for at få lavet en offensiv lønstrategi i Danske Fysioterapeuter – også på det offentlige område.

De seneste overenskomster har i hvert fald vist, at det nu i højere grad er efterspørgslen af særlige faggrupper, der er styrende for lønindplacering, og i mindre grad uddannelseslængde.

Vi kan desværre konstatere, at social- og sundhedsassistenter i kommunerne nu indhenter terapeuterne lønmæssigt, hvilket også kan ske i regionerne.

En anden udfordring er fagprofessionernes interne selvforståelse og hierarki, hvor vi ser, at f.eks. sygeplejerskerne i højere grad promoverer sig som ledere af patient/borgerforløb og dermed får mere formelt/uformelt ansvar og beslutningskompetence. Og dermed lettere adgang til løn.

Vi skal selvfølgelig ikke stiltiende acceptere denne udvikling.

Derfor er der brug for, at alle i Danske Fysioterapeuter reagerer og markerer vores værdi som fysioterapeuter inden for sundhedssektoren. Der er brug for en vedvarende arbejdsmarkedspolitisk indsats, der kan sikre os muligheden for at udøve vores kernefaglighed og få den anerkendelse og respekt, vi fortjener.

Spørgsmålet er: hvem skal vi sammenligne os med, hvad skal være vores løftestang ved fremtidige forhandlinger, og hvordan forbereder vi os bedre til næste forhandling?