Lidt træning er bedre end ingenting

Hvilke observationer i den kliniske praksis fik dig til at forske i overvægt?

Jeg oplevede, at der er rigtig mange komplekse barrierer for de enkeltes muligheder for at deltage i træning, og de ligger langt ud over de fysiske forhindringer i form af skader eller smerter på grund af overvægten. Barrierer i form af oplevelser af stigmatisering og bekymringer for hvad andre mennesker tænker om dem, fylder mindst lige så meget og kan udgøre en begrænsning i at være aktiv. Mange følte, at de så dumme ud eller oplevede ubehag, når de prøvede at deltage i træningen. På den måde kom det til at berøre deres identitet, så de følte sig inkompetente og skamfulde.

Hvordan var de overvægtige personers tilgang til at deltage i et forløb?

Når de kom til Livsstilscentret var det med indstillingen om, at vægttab ville løse deres problemer, og vi hørte ofte udsagnet: “Jeg går ikke i gang med træningen, før jeg har tabt mig.” Men det er jo efterhånden bredt anerkendt, at vægttab ved hjælp af kostændringer ikke er løsningen. Så snart man slækker på en kur, vender kiloene tilbage, og mange af deltagerne havde naturligvis også selv oplevet yoyo-effekten og tabt massevis af kilo, som de efterfølgende havde taget på igen.

Ud fra din forskning og dine erfaringer, hvilken tilgang skal fysioterapeuter have til personer med overvægt?

Vi fysioterapeuter vil generelt gerne sælge motion, og vi kan med lethed finde øvelser til alle størrelser af mennesker. Vores tankegang er præget af, at hvis man kan gøre mere, bliver det endnu bedre. Der er altid et næste mål for os for, hvordan man kan hjælpe folk videre, og det oplever personer med overvægt som, at de aldrig gør det godt nok eller får ros for det, de rent faktisk har opnået. Derfor er det vigtigt at stille sig selv spørgsmålet: Hvad er det vigtigste fokus lige nu? Skal der overhovedet sættes ind med træning? Kunne den nuværende lille indsats ikke være bedre end ingenting? I stedet for at sætte målsætning op, skal vi i dialog med personen med overvægt og stille åbne spørgsmål som: Hvad vil du gerne opnå og hvorfor? Hvad kan du lide at gøre? Hvad har du tidligere gjort, som du godt kunne tænke dig at gøre igen? Hvad og hvor meget er realistisk? Hvor og med hvem skal det foregå?

Hvad kan den type spørgsmål lede til af løsninger?

Mange personer med overvægt vil for eksempel gerne udføre aktiviteter med deres børn, og en mulighed kunne være at gå i svømmehal med dem. Hvis den løsning er uoverskuelig, fordi de synes, det er pinligt at vise deres kroppe frem, kan fysioterapeuten være med til at bearbejde udfordringen eller finde fred med, at det ikke er en mulighed og gå i dialog om andre muligheder. Det vigtigste er, at personen med overvægt forbinder aktiviteten med noget meningsfuldt og med velbehag. De fleste personer vil faktisk gerne bevæge sig, men hvis det virker uoverskueligt og håbløst, føler de skyld og skam over ikke at gennemføre det, og så er der risiko for, at de ikke møder op til træning næste gang.

Spiller fysiologien så slet ingen rolle i forhold til at hjælpe personer med overvægt?

Vi kommer ikke uden om fysiologien, men mit budskab er, at den skal kobles på mennesker på en velovervejet og klog måde – ellers gør vi mere skade end gavn: De personer med overvægt, der går hjem fra træningen og skammer sig over, at de ikke kunne præstere nok, har vist sig at kunne ende i en ond spiral, hvor spisning og vægtøgning bliver resultatet af deres måde at håndtere oplevelsen. Derfor skal vi bruge vores fysioterapeutiske faglighed, som omfatter arbejdet med vores relation til og samarbejdet med patienten.