Børn på specialskoler skal ud at mærke græsset

Hvad forsker du i?

Jeg er i gang med et treårigt projekt, hvor vi udvikler guidelines til en god praksis for udeskole på specialskoler. Udeskole er, når dele af undervisningen flytter ud i naturen, byrummet eller på museer. Børn med funktionsnedsættelser deltager generelt mindre i skoleaktiviteter, både socialt og i undervisning. Vi ved i forvejen, at udeskole kan virke positivt på skolemotivation, læsefærdigheder og bevægelse i de almene skoler. Så vores håb er, at brugen af udeskole vil styrke trivsel, læring og bevægelse hos børnene fra specialskolerne.

Hvordan gør du?

Vi laver en litteraturgennemgang, hvor vi undersøger, hvad tidligere forskning viser om effekten af udeskole, og en spørgeskemaundersøgelse, hvor vi spørger specialskoler, hvorvidt og hvordan de bruger udeskole. Her i efteråret går vi i gang med at tilpasse udeskole-guiden til specialskoler med hjælp fra bl.a. lærere, terapeuter og pædagoger. Hvis et barn f.eks. sidder i kørestol eller har synsnedsættelse, hvilke tilpasninger er der så behov for, så barnet kan få noget ud af udeskole? Vi møder ofte lærere, som gerne vil tage børnene med ud, men bliver bremset af helt lavpraktiske ting.

Hvilke forhindringer er der?

Det kan f.eks. være læringsmaterialer, der skal lamineres, dårlig fordeling af de skemalagte timer eller et spørgsmål om, hvordan man får en kørestol med ud i naturen.

Som fysioterapeut er jeg også optaget af, at eleverne kommer ud af kørestolen og f.eks. ned og ligge og mærke græsset, sandet eller de visne blade, så kroppen og sanserne inddrages i læringen.