Tina har ventet mere end to år på en afgørelse

Du må sige til, hvis du har svært ved at høre mig. Så skal jeg prøve at tale lidt tydeligere,” siger 33-årige Tina Korsholm-Rosfort med en hæs og luftig stemme i telefonen. Lammelsen af hendes stemmelæbe er blot et af de mange symptomer, der er dukket op, siden hun i oktober 2020 blev smittet med covid-19.

“Når jeg gennemgår Sundhedsstyrelsens liste over symptomer på senfølger efter covid-19, kan jeg sætte flueben ud for næsten samtlige,” konstaterer hun.

Mandag den 12. oktober 2020 var hendes kraftige røst stadig intakt, da hun styrede et Reformer Pilates-hold på klinikken i Helsinge. Pandemien havde stadig godt fat, men der skulle spares på værnemidlerne, og retningslinjerne for holdtræning tillod derfor, at deltagere og instruktør ikke bar mundbind.

“Træningsformen betyder, at deltagerne ligger på Reformer-maskinerne i passende afstand, men som instruktør kommer jeg tæt på alle, og det viste sig, at en af deltagerne var smittet,” forklarer Tina Korsholm-Rosfort.

To dage efter testede hun selv positiv, og siden har hun ikke været på arbejde.

“Jeg er ikke en af dem, der har været frem og tilbage mellem arbejde og sygemeldinger, for jeg er aldrig blevet rask.”

Ikke luft til telefonsamtaler

I første omgang var det vejrtrækningen, der var påvirket. Hun hostede, kastede op og havde dårligt nok luft til at føre en telefonsamtale med sine pårørende. Efter en lille uge blev hendes tilstand så kritisk, at hun blev indlagt på Rigshospitalets afdeling i Glostrup, men kun i otte timer, for sygehuset var ikke indrettet til covid-19-patienter. Da hendes iltmætning var acceptabel, blev hun sendt hjem igen med besked om at ‘misbruge’ den udleverede astma-

inhalator så ofte, hun fandt det nødvendigt. Desuden fik hun en prednisolon-kur og antibiotika mod den lungebetændelse, som lægerne i samme forbindelse havde konstateret.

De næste fire uger var Tina Korsholm-Rosfort isoleret i sin bolig, men symptomerne forsvandt ikke, og myndighedernes coronahotline tøvede derfor med at tillade hende at gå udenfor. Til sidst fik hun dog et nølende ja til at gå på indkøb.

“Jeg fik besked på, at hvis jeg rørte ved en tomat i supermarkedet, skulle jeg købe den,” forklarer hun.

I de følgende måneder blev Tina Korsholm-Rosfort tilknyttet senfølgeklinikken på Hvidovre Hospital og derfra sendt til undersøgelser hos en lang række specialister inden for lungesygdomme, neurologi og hjertekarsygdomme. På grund af hendes stemme, der på det tidspunkt nærmest var på niveau med en hvisken, blev hun af egen læge sendt til en øre-næse-hals-læge. Den pågældende sendte Tina til talepædagog og desuden til Foniatrisk Afsnit på Bispebjerg Hospital, der konstaterede, at hun havde lammelse på venstre stemmelæbe. Efter 10 måneders træning fik hun at vide, at hun ikke kunne forvente yderligere forbedring. Stemmen har siden da lydt som beskrevet i indledningen af denne artikel.

Søde og forstående

På rundturen hos de mange læger fortalte hun om de mange symptomer: Smerter i arme og ben, koncentrationsbesvær, lyd- og lysfølsomhed, hovedpine, svimmelhed, tinnitus, træthed, indsovningsbesvær, sitren i muskulaturen, feber og dobbeltsyn.

“Jeg har stort set kun mødt søde og forstående behandlere i sundhedsvæsenet, men de forskellige læger har kun taget stilling til deres eget speciale. De har ikke talt sammen, og der var ingen primus motor, der kunne følge mig gennem forløbet,” fortæller Tina Korsholm-Rosfort.

Den eneste undtagelse er hendes egen læge, som hun var i ugentlig kontakt med i begyndelsen af forløbet. I dag taler de sammen cirka hver sjette uge.

Det var ham, der sørgede for, at hendes sygdom i januar 2021 blev meldt som en arbejdsskade hos Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES). Derefter fik Tina Korsholm-Rosfort hjælp af Danske Fysioterapeuter til at køre sagen, og den 22. marts 2021 – knap to måneder efter anmeldelsen – blev hendes sygdom anerkendt som en arbejdsskade.

“AES skrev, at jeg kunne forvente at få en afgørelse om erstatning for tab af arbejdsevne og mén allersenest februar 2022 – altså knapt et år efter,” fortæller hun.

I ventetiden blev hun afskediget fra stillingen i den private klinik i Helsinge, som ellers havde strakt sig langt for at holde på Tina Korsholm-Rosfort, men til sidst måtte lade hende gå, da der ikke var udsigt til, at hendes tilstand umiddelbart ville forbedres.

Samme holdning havde alle de læger og behandlere, som Tina Korsholm-Rosfort besøgte. De vurderede, at hun ikke kunne gennemføre et jobafklaringsforløb. Til sidst måtte jobcentret også erkende, at det ikke var realistisk. Et par gange i forløbet stillede kommunens sagsbehandlere hende i udsigt, at hun ville blive flyttet fra sygedagpenge over på den væsentligt lavere ressourceforløbsydelse, der svarer til kontanthjælp. Men eftersom erstatningssagen hos AES trak ud, blev afgørelsen udskudt.

Forsinket svar fra AES

Og sagsbehandlingstiden hos AES var i sandhed lang, og kommunikationen mangelfuld. Tina Korsholm-Rosfort hørte først fra AES i slutningen af september 2022 – cirka otte måneder efter den dato, som myndigheden selv havde sat som deadline for en afgørelse. Beskeden lød nu, at AES desværre ikke kunne overholde fristen, der jo for længst var overskredet. Nu hed fristen februar 2023 – altså cirka to år efter Tina Korsholm-Rosforts anmeldelse af arbejdsskaden.

I begyndelsen af januar i år fik hun imidlertid besked om, at fristen blev yderligere udskudt til september 2023.

“Et par dage efter den seneste melding fik jeg et opkald fra en sagsbehandler i AES. Det var helt rart og beroligende at høre, at der faktisk var et menneske, der arbejdede med min sag,” siger Tina Korsholm-Rosfort.

Latterlig sagsbehandling

Siden har AES bedt om endnu en speciallægeerklæring fra en neurolog, selv om Tina Korsholm-Rosforts journal er spækket med oplysninger om hendes helbredstilstand – hun var senest til undersøgelse hos en neurolog i november.

“Det er en fuldstændig latterlig sagsbehandling, men den langsommelige proces er faktisk også kommet mig til gode, fordi jeg indtil nu har kunnet beholde mine sygedagpenge, så længe sagen kører,” siger hun.

Gennem hele forløbet har hun kunnet bibeholde en levestandard, der nogenlunde matcher hendes liv, før hun blev syg. Det skyldes ene og alene, at hun i sin tid tegnede en privat forsikring for tab af erhvervsevne gennem hendes pensionsselskab. Via forsikringen har hun fået et supplement til sygedagpengene.

“Hvis jeg alene skulle klare mig for sygedagpenge, havde jeg helt sikkert været nødsaget til at sælge min bil og flytte fra min lejlighed,” konstaterer hun.

Indtil videre klarer hun sig økonomisk, men den uafsluttede sag hos AES skaber en usikkerhed om, hvad fremtiden bringer. Vil hun få erstatning for tabt erhvervsevne, og i givet fald hvor meget? Ender hun på et tidspunkt på den lave ressourceforløbsydelse, eller får hun tilkendt en midlertidig førtidspension? Vil hendes private forsikring også fremover kunne sørge for at holde hende økonomisk oven vande? Efter knap tre års sagsbehandlingstid kender hun stadig ikke svarene.

“Jeg frygter for afgørelsen i AES, for der gives kun ringe erstatning for mén, og jeg hører indtil videre ikke rigtig noget om erstatninger for tab af erhvervsevne. Penge kan naturligvis ikke erstatte det liv, jeg havde før, men det kunne være dejligt med et økonomisk tilskud, og samtidig vil det give en form for anerkendelse af min situation,” siger Tina Korsholm-Rosfort.

To aktiviteter om dagen

I dag rækker Tina Korsholm-Rosforts kræfter til at gennemføre cirka to aktiviteter om dagen - for eksempel en gåtur og madlavning. Hun har som nævnt svært ved at falde i søvn om aftenen, selv når hun er træt, men når det endelig lykkes, sover hun 12 timer i døgnet.

“Hvis jeg sammenligner med oktober 2020, kan jeg godt se fremskridt, men det sker med loppeskridt. Mit liv er vendt på hovedet, og jeg er holdt op med at tro, at jeg nogensinde genvinder det aktive liv, jeg havde før.”

Lige nu er hun ikke i stand til at passe et normalt arbejde, og udsigterne til, at hun en dag kan komme ud på arbejdsmarkedet igen, er langsigtede.

“Jeg håber, at jeg inden for de næste par år stille og roligt kan vende tilbage til mit fag, men en stilling på fuld tid har meget lange udsigter, hvis den overhovedet er realistisk.”

Tina Korsholm Rosfort blev smittet med covid-19 i 2020. Siden har hun ikke været på arbejde. Hun har smerter, koncentrationsbesvær, hovedpine, tinnitus, træthed, feber og dobbeltsyn.