Forskning på tværs af kommuner

Da kommunerne med kommunalreformen overtog den almene genoptræning, overtog de også en del af forpligtelsen til at forske og dokumentere indsatsen. Den forpligtelse lever Lolland, Vordingborg, Ringsted, Næstved og Faxe kommuner nu op til ved at gå sammen om et klinisk randomiseret studie om træning af patienter med hoftenære frakturer.

Initiativet er taget af fysioterapeut og klinisk underviser i Lolland Kommune, Jan Overgaard, der fik ideen efter at have læst en artikel i Fysioterapeuten. Artiklen var skrevet af fysioterapeut Morten Tange, Hvidovre Hospital, som på basis af et Cochrane-review konkluderede, at der var ”stort behov for højkvalitets RCT-studier, der belyser alle former for fysioterapi til patienter med hoftenær fraktur i hele rehabiliteringsforløbet”. Jan Overgaard kontaktede Morten Tange, der straks stillede sin ekspertise til rådighed som projektvejleder.

Projektet
Hvert år indlægges 8000 personer i Danmark med en hoftefraktur. Når de udskrives til kommunal genoptræning er det forskelligt fra kommune til kommune, hvor meget genoptræning de får tilbudt. Nogle kommuner tilbyder 4 ugers træning, mens andre når helt op på 12 uger, ligesom der er forskelle i eksempelvis forholdet mellem styrketræning og funktionel træning.

Det tværkommunale forskningsprojekt skal undersøge effekten af fysioterapi, herunder styrketræning, i henholdsvis 6 og 12 uger. 120 patienter over 60 år, der udskrives til almindelig genoptræning i de involverede kommuner, indgår i projektet. Det er en forudsætning, at der ikke går mere end 14 dage efter udskrivelsen, før træningen går i gang. Forsøgspersonerne randomiseres til ambulant træning i form af fysioterapi en time to gange om ugen i henholdsvis 6 og 12 uger. Forsøgspersonerne træner på hold efter det samme program og gennemgår det samme testbatteri. Der testes før randomisering og henholdsvis 6, 12 og 24 uger efter træningsstart.

Udfordringerne
Den største udfordring i forbindelse med tilrettelæggelse af projektet har været at finde de medvirkende kommuner, fortæller Jan Overgaard.

”Det er chokerende, når man spørger rundt i kommunerne, at der ikke er mere fokus på manglerne inden for retningslinjer og guidelines. Der er ingen tvivl om, at det er i kommunerne, den slags projekter skal køre, men jeg har haft kontakt til en del kommuner, som har meldt pas. Det kræver jo ekstra ressourcer til udarbejdelse af protokol, til ansøgning af midler og, når projektet kører, til testning tre gange en time pr. borger”.

Jan Overgaard tilføjer, at der til gengæld til gengæld også er fordele ved at deltage: ”Man får implementeret ny viden hurtigere, hvis man selv er med til at fremskaffe den”.

Og der er nok at tage fat på for kommuner, der vil leve op til deres forskningsforpligtelse, mener han:

” Knæalloplastiker og skulder ligger jo lige for. Jeg var så heldig, at jeg fik det her serveret på et sølvfad i form af artiklen i Fysioterapeuten. Vi bør se den slags artikler som idékataloger og så bare kaste os ud i det og ikke være bange for at tage kontakt til forskningsverdenen. Min erfaring er, at de er mere end villige til at hjælpe”.

Den erfaring gjorde Jan Overgaard sig allerede, da han sammen med to andre i 2003 udførte sit bachelorprojekt om fysisk træning til patienter med type 2 diabetes i samarbejde med professor Bengt Saltin.

”Det krævede da nogen overvindelse at ringe til ham, men han var helt med på den. Så man skal ikke holde sig tilbage for at kontakte de store kanoner”.

”Kanonen” i denne sammenhæng, fysioterapeut og ph.d.-studerende Morten Tange bekræfter nødvendigheden af, at flere kommuner kommer på banen med lignende projekter.

”Det er rigtig rigtig vigtigt for de fleste forløb, at der bliver forsket i hele rehabiliteringsforløbet, og da det er kommunerne, der har de fleste forløb, er det der, mulighederne er. Men mig bekendt er det forholdsvis begrænset, hvad der foregår af decideret forskning”.

En af de store udfordringer er, at forsøgspersonerne kommer til at træne på forskellige centre under supervision af flere forskellige fysioterapeuter, men det er nødvendigt for at få tilstrækkeligt mange inkluderet. I det konkrete tilfælde er der tale om mindre kommuner, men udfordringen ville være den samme i en stor kommune, fordi patienterne stadig ville skulle træne på flere centre fordelt over kommunen. Det kræver fælles fodslag blandt terapeuterne, der skal have fokus på de aftalte standarder, forklarer han.

På Morten Tanges ønskeliste til fremtidige projekter står mere forskning på tværs – ikke bare af kommuner, men også af sektorer.

”Det er oplagt, at der fremadrettet laves projekter som det her, men på tværs af sektorerne, så de dækker hele patientforløbet fra den akutte indlæggelse til den kommunale genoptræning. Dette er særlig vigtigt i forbindelse med hoftefrakturerne, der er en svag gruppe og derfor stadig kræver et forholdsvist langt indlæggelsesforløb og formentlig vil gøre det fremover”.