En vigtig del af beskæftigelsesindsatsen

Fysioterapeut Anne Kirstine Jensen er ansat som visitator i Brønderslev Kommune, men hver anden uge er hendes arbejdsplads et mødelokale i kommunens jobcenter. Her er hun den sundhedsfaglige repræsentant i det tværfaglige rehabiliteringsteam, der er obligatorisk i alle kommuner.

Det tværfaglige team skal udarbejde rehabiliteringsplaner for borgere, der står foran førtidspension, fleksjob og/eller ressourceforløb, og for at komme hele vejen rundt om borgeren skal både medarbejdere fra beskæftigelses-, sundheds- og socialområdet indgå i teamet. Desuden deltager en sundhedskoordinator fra regionen, for eksempel socialmediciner.

Kommunerne vælger selv, hvilken faglig profil de pågældende repræsentanter for de forskellige områder skal have, og Danske Fysioterapeuter har derfor undersøgt, i hvilket omfang fysioterapeuter som Anne Kirstine Jensen spiller en rolle i de tværfaglige rehabiliteringsteams.

Konklusionen er, at fysioterapiens rolle er central. Fysioterapeuter er den faggruppe, der oftest repræsenterer sundhedsområdet i rehabiliteringsteamet. Således angiver 68 procent af kommunerne at have fysioterapeuter i teamet.

Det er forskelligt fra kommune til kommune, om sundhedsområdet har faste repræsentanter i teamet, eller om forskellige repræsentanter fra sundhedsområdet deltager i arbejdet på skift. Men uanset model, er repræsentanten oftest en fysioterapeut, dernæst ergoterapeut (47 procent) eller sygeplejerske (40 procent).

Mangler relevante tilbud

Anne Kirstine Jensen er ikke fast repræsentant, men deltager i 21 af de i alt 49 møder, rehabiliteringsteamet i Brønderslev afholder pr. år, hvor hendes rolle er at komme med det sundhedsfaglige input til borgerens videre forløb.

Det er rehabiliteringsteamet, der indstiller, hvilke beskæftigelsesmæssige, sociale og sundhedsmæssige indsatser, der skal sættes i værk for om muligt at hjælpe borgeren tilbage på arbejdsmarkedet.
”Det kan være borgere med psykiske lidelser, borgere med kroniske smerter, og meget ofte borgere med livsstilsproblematikker, som vil kunne profitere af, at kroppen bliver inddraget”, forklarer Anne Kirstine Jensen om de borgere, hun ser. Hun og teamet skeler ikke i deres anbefalinger til, om der er et relevant tilbud i kommunen, men alene til, hvad borgeren har brug for, men helt undgå at bemærke, at der indimellem mangler tilbud til målgruppen kan hun ikke.

”Mange kommuner har valgt, at de affødte opgaver fra arbejdet i rehabiliteringsteamet skal løses inden for de eksisterende tilbud, men sigtet med indsatsen har en helt anden karakter end den træning kommunen, leverer til andre målgrupper”, siger Anne Kirstine Jensen, der derfor for nylig har sendt et brev op i systemet for at gøre opmærksom på, at de eksisterende tilbud ikke i tilstrækkelig grad matcher målgruppens behov. Mange af disse borgere har eksempelvis behov for en indsats for overhovedet at blive i stand til at indgå i et samarbejde om træning.

Ressourceforløbene

Danske Fysioterapeuters undersøgelse viser, at fysioterapi generelt spiller en central rolle i de ressourceforløb, rehabiliteringsteamet tilrettelægger for borgere i risiko for førtidspension (figur).

Flertallet af kommunerne mener, at det aktuelle niveau for inddragelse af fysioterapi er passende, men 22 procent mener, at fysioterapi bør inddrages i endnu større omfang. Ingen mener, at omfanget bør være mindre.

Når fysioterapi efter nogle kommuners mening ikke bliver brugt i tilstrækkeligt omfang, lyder en af forklaringerne, at der mangler relevante tilbud.

Det problem har man forsøgt at løse i Aarhus Kommune, hvor fysioterapeut Anders Rosgaard er ansat i Sociallægeinstitutionen, organisatorisk forankret under Beskæftigelsesforvaltningen. Her arbejder han med at lave indsatser til borgere i ressourceforløb.

”De borgere, vi får i ressourceforløb, har meget store udfordringer og har ofte haft et meget langt sagsforløb”, fortæller Anders Rosgaard, der derfor leverer det, han kalder ”håndholdte forløb”.

”Jeg starter altid med en visitationssamtale for at se, om borgeren overhovedet vil kunne profitere af et fysioterapeutisk tilbud. Der er nødt til at være bare et minimum af motivation, hvis vi skal nå nogen vegne”.

Anders Rosgaards erfaring er, at ”man kan ikke bare træne sig ud af alting”, og at mange borgere har brug for undervisning i smertehåndtering, før de kan gå i gang med at træne, hvis de da overhovedet kan det.

”Selvom borgeren kommer med en anbefaling fra rehabiliteringsteamet om at træne, er det ikke alle, der kan, og jeg har derfor lavet et tilbud om prøvetræning, hvor vi kører én til én i en periode, og jeg finder ud af, om det er realistisk, at borgeren kan møde op, og i hvilket omfang træning vil give mening”.

Først derefter fortsætter borgeren i et egentligt forløb på tre måneder. Træningen foregår på små hold, men med en meget høj grad af individuel holden i hånden – eksempelvis med sms’er med opfordring til at møde op.

Svært at måle effekten

Borgere i et ressourceforløb skal have en rehabiliteringsplan, hvor det blandt andet skal fremgå, hvordan der skal følges op på indsatsen i ressourceforløbet, men da et ressourceforløb består af mange indsatser, kan det være svært at måle på den fysioterapeutiske indsats alene. Blandt andet derfor har flertallet af kommunerne (53 procent) i undersøgelsen svaret, at de ikke følger ikke op på effekten af den fysioterapeutiske indsats. Alligevel vurderer ni ud af 10 kommuner, at fysioterapi har en meget gavnlig eller gavnlig effekt på borgernes mulighed for at komme i arbejde.

For mange af de borgere, Anders Rosgaard ser i ressourceforløb, vil det ’at komme i arbejde’ måske begrænse sig til et fleksjob, men den fysioterapeutiske indsats rækker længere end målet om beskæftigelse, mener han.

”Når borgerne slutter her, har de ofte opnået en højere grad af selvtillid og en tro på, at de kan bruge deres krop, og det er jeg stolt af. Der er jo også et liv ud over de timer, de er i arbejde, og det er vigtigt, at de finder ud af, hvordan de kan bruge det og skabe noget livskvalitet. Under alle omstændigheder: Jo højere funktionsevne, jo større sandsynlighed for hel eller delvis selvforsøgelse”.