Det største problem er manglende publicering

Vi har gennem en del år været vidne til, at begreberne ”forskning” og ”evidens” har taget mere og mere plads i vores fags terminologi og i vores bevidsthed omkring udviklingen af fysioterapien. Vi har samtidig fået meget travlt med at minde hinanden om vigtigheden af forskning og brugen af evidensbaserede behandlingsprincipper. Men denne vitale diskussion har i mine øjne fået en unødvendig drejning. En drejning fra ønsket om at finde de rette principper til behandling af vores patienter til en heksejagt, hvor begreberne systematisk bruges til at fordømme koncepter og principper, vi ikke har reelt kendskab til.

Her mener jeg både de negative og positive generaliseringer der anvendes, når vi med stor sikkerhed konkluderer behandlingsprincipper og koncepter som værende enten uduelige eller absolut nødvendige for forskellige kategorier af vores patienter. Disse konklusioner kan nemlig ofte være baseret på ganske få observationer eller små pilotprojekter, og trods metodisk korrekthed kan de være behæftet med mangler i forhold til den nødvendige grad af nuancering.

Vi hører således at det ene eller andet princip og koncept ingen evidens har, eller at der netop er evidens for en unuanceret intervention, gældende for en stor patientgruppe. Områder som hjerneskadegenoptræning og optræning af apopleksipatienter er nogle af de områder, som ofte bliver nævnt og brugt unuanceret. For det er i sig selv absurd overhovedet at diskutere egentlige koncepter og principper for hele denne patientkategori. Hjerneskadepatienter har, alt afhængig af placering af og form på deres skade, forskellige problematikker, og kan og bør derfor ikke benævnes eller forskes som en samlet og ensartet gruppe.

Koncepter og behandlingsprincipper som i årevis er blevet brugt til behandling af denne patientgruppe skal forskes, analyseres og udvikles mere nuanceret, end vi gør i dag. Megen af den viden, der ligger som baggrund for disse principper og koncepter, er sammensat af systematisk opsamlet viden, klinisk ræsonnement og mange års udvikling, baseret på viden om anatomi, neurofysiologi eller det man kalder for first principle knowledge. Mange af disse koncepter er således sammensat af både eksisterende viden og af mange delelementer med egentlig evidens.

Både de, der påstår, at koncepter og principper som Bobath og neurodynamik er de eneste muligheder for behandling , hjerneskadepatienter har, og de, der påstår, at koncepterne ikke dur til noget som helst, har misforstået grundprincipperne bag disse tankegange, nemlig den almindelige basisviden som anatomi, biomekanik, neuroanatomi og neurofysiologi. Disse koncepter er sammensat og baseret på mange delelementer, hvoraf nogle allerede er evidensbaserede mens andre står foran en videre undersøgelse. Der er ingen tvivl om, at disse delelementer skal udforskes, udvikles og eventuelt udskiftes. Men efter min mening er det største problem i vores fag en mangel på publicering af vores dokumentation af systematisk brug af disse principper. Der findes et hav af ikke-publiceret viden, case studies, erfaringer og beskrivelser, som kan og i fremtiden vil give et bedre og mere nuanceret redskab til vores behandlinger, hvis det altså blev publiceret.

”Når evidens ikke publiceres, er den videnskabelige proces forstyrret og fører til mangelfuld indsats og misforståelser om klinisk evidens," siger Joseph Ross, assisterende professor i medicin på Yale University. "En sådan passivitet underminerer både den gældende forskning og det foreliggende bevismateriale.”

Dette har negativ betydning for vores fags udvikling og derigennem vidtrækkende konsekvenser for de politiske beslutninger, der bliver taget for os. Vi har i årevis forsøgt at kvalitetsforbedre, dokumentere og evaluere ved hjælp af rapporter og andre dataindsamlinger, der samler praksisrelaterede resultater. Denne type oplysninger eksisterer allerede og udgør endnu ikke offentliggjort, men i høj grad relevant, evidens. Derudover findes ligeledes eksperimentelle og observationsstudier, objektive resultater, og case studies. Derfor skal vi fremover arbejde på at udvikle og fokusere den nuværende kultur for forskning.

En styrket forskningskultur skal prioritere en massiv formidling og publicering af vores eksisterende resultater. For vi har masser af dokumentation allerede. Det må vrimle med case studier og beskrivelser af vores arbejdsstrukturer, og dette er i sig selv evidens. Samtidig skal vi skabe en kultur, der understøtter, at publicering og forskning finansieres af private såvel som offentlige instanser.