Hvad er det med vand og leddegigt?

Det er svært at holde sig fysisk aktiv, når leddene smerter. Det er en af grundene til, at mange unge og ældre med leddegigt vælger fysisk aktivitet og træning fra. I nogle kommuner og på nogle sygehuse har der til denne gruppe af patienter været et tilbud om træning i varmtvandsbassiner, men den økonomiske krise gør, at mange af disse bassiner i disse år nedlægges. Og det er ærgerligt, for netop træningen i varmtvandsbassiner har vist sig at have en langt hurtigere effekt på livskvalitet og funktionsevne end landtræning hos mennesker med leddegigt.

Et litteraturstudie af effekten af træning i vand har vist, at mennesker med leddegigt oplever en umiddelbar effekt af træning i vand på både livskvalitet og funktionsniveau. Hvis samme gruppe tilbydes træning på land, tager det op til12 måneder, før der er samme effekt på funktionsniveau og livskvalitet. Og dette er uafhængigt af det funktionsniveau, der opnås under træningen på land.

Ifølge en medicinsk teknologivurdering fra 2002 (Leddegigt-medicinsk teknologivurdering af diagnostik og behandling, 2002), er leddegigt et væsentligt sundhedsproblem i Danmark. Det skønnes, at der er ca. 35. 000 personer, der lider af sygdommen. De fleste af disse lever med kronisk smerte og fremadskridende funktionstab.

Hos personer med leddegigt ser man øget træthed, ændret kropssammensætning, nedsat kondition, nedsat styrke, nedsat ledbevægelighed, øget risiko for depression og en nedsat middellevetid på helt op til 8-10 år. Middellevetid kan ikke alene forklares ud fra sygdommen, og personer med leddegigt lider også hyppigere af andre sygdomme, der kan relateres til inaktivitet.

I et litteraturstudie i nordiske og engelsksprogede baser, begrænset til artikler i perioden 2000 og frem til 2010, fandt jeg evidens for, at en lang række af ovenstående problemstillinger kunne påvirkes af fysisk aktivitet, og at leddegigt ikke forværres af fysisk aktivitet. Sygdomsaktiviteten påvirkes hverken i positiv eller negativ retning af fysisk aktivitet. Måles sygdomsaktiviteten med blodprøver, det totale antal påvirkede og hævede led eller radiografiske undersøgelser af ledforandringer, er der ikke evidens for, at fysisk aktivitet påvirker denne. Heller ikke ved forholdsvis hård fysisk aktivitet.(G.B. Neuberger 2007, G. Plasqui 2007, E. Hurkmans et al 2009). Ser man på smerte, der er en væsentlig faktor i det at leve med RA, er der studier, der peger i forskellige retninger. Nogle studier viser, at træning mindsker smerte(G.B Neuberg 2007) målt med VAS (visuel analog skala) og andre viser, at oplevelsen af smerten ikke sænkes ved træning(G. Plasque 2007).

Træthed målt med MAF(Multidimensional Assessment of Fatique) mindskes med træning, ledbevægelighed målt med vinkelmåler, udholdenhed (VO2max) målt submaksimalt og styrke målt både dynamisk og statisk øges ved træning (B. Klarlund Pedersen et al 2006) (E. Hurkmans et.al 2009). Konklusionen må være, at ældre personer med leddegigt i lighed med andre responderer med en øget kapacitet ved træning, sygdomsaktiviteten forværres ikke og det er usikkert om de får mindre ondt. Ud fra ovenstående bør personer med RA, der træner eller er fysisk aktive, opleve en øget funktion og større livskvalitet. Det er dog kun tilfældet, hvis der trænes i over et år, eller hvis der trænes i vand.

I et studie af A. Bilberg blev 36 personer med RA delt i to grupper. Den ene fik et hjemmetræningsprogram, og den anden fik træning med moderat intensitet i vand to gange om ugen i 12 uger (70 procent af maksimalpuls). Gruppen, der trænede i vand, oplevede en signifikant forbedring af deres funktionsevne og livskvalitet samt forbedring af både styrke og udholdenhed. H. Flint-Wagner har gennemført et studie med 24 personer med RA. 2/3 deltog i 16 ugers progressiv tung styrketræning. Dem, der trænede, havde forbedret deres styrke med op til 46,1 procent, men de oplevede alligevel ikke en signifikant forbedring af funktionsevne og livskvaliteten.

Flere studier og et Cochrane review fra 2010 viser samme tendens. Foregår træningen i vand, er der en signifikant forbedring af funktion og livskvalitet allerede efter tre måneder, men trænes der på land, skal der trænes op til 12 måneder for at få effekt på funktion og livskvalitet.

Selv om jeg ikke kan forklare årsagen til den øgede funktionsevne og livskvalitet ved træning i vand, mener jeg, at patientens oplevelse af effekten bør veje meget tungt i valg af træningsformer. Er træningsperioden, der tilbydes denne gruppe af mennesker, begrænset, er det oplagt at overveje at tilbyde træning i vand frem for træning på land. Noget andet er, om vi som fysioterapeuter kunne identificere de faktorer, der gør, at træning i vand føles så meget bedre for denne gruppe af patienter. Denne viden kunne vi måske bruge til at optimere træningstilbuddet på land. Når det så er sagt, bør vi endnu engang overveje, om det er en god ide at nedlægge varmtvandsbassiner, der viser sig at opfylde et behov for denne patientgruppe og utvivlsomt også mange andre.

Komplet litteraturliste