“Der er rigtig meget læring i at være selvstændig"
Hvad laver du?
Jeg har min egen virksomhed. Jeg cykler rundt med min Christianiacykel og min briks og masserer folk hjemme hos dem selv. Jeg har to små børn, og det er svært at kombinere med et job med faste arbejdstider. Jeg har ikke så meget plads derhjemme, så jeg tænkte, hvorfor ikke prøve det af som udkørende massør?
Hvor meget arbejder du, og hvad er lønnen?
Det er meget forskelligt. Nogle uger arbejder jeg slet ikke, andre gange har jeg fire klienter om ugen. Jeg tager 500 kr. i timen og 300 kr. for en halv time. Jeg startede i maj, og der var jeg vildt aktiv med markedsføringen, så der tjente jeg næsten 3.000 kr. om måneden før skat. I sommerferien tjente jeg 1000 kr. før skat for to måneder. Så det går meget op og ned.
Kan det betale sig?
Nej. Jeg taber ikke penge, men jeg bliver heller ikke rig af det. Jeg bruger en del tid på at få klienter, snakke med dem og genoptrykke annoncer. Det tog også tid at oprette et CVR-nummer. Så dét, jeg får ud af det, er mest erfaringsmæssigt.
Hvordan får du kunder i butikken?
Jeg bruger Facebook-annoncer, og så reklamerer jeg i nogle interne grupper her i Roskilde. Jeg har også fået klienter via andre, som har anbefalet mig videre.
Hvordan foregår det, når du kommer ud til en klient?
På forhånd har vi snakket i telefon om, hvad de kunne tænke sig. Jeg kommer ind med min briks og installerer den, mens klienten tager tøjet af. Undervejs snakker vi lidt om, de har smerter, sygdom eller komplikationer, jeg skal vide. Og så går vi i gang. Indtil videre har det været samme målgruppe, lidt flere mænd end kvinder i alderen 40-55 år.
Hvordan bruger du din faglighed?
Jeg bruger min faglighed i kontakten med klienterne, f.eks. når vi laver en terapeutisk alliance. Jeg øver mig også i klinisk ræsonnering. Jeg kan godt finde på at anbefale, at de tager til en fysioterapeut eller en læge, hvis jeg mistænker et eller andet. Folk taler naturligt om deres smerter og problematikker og forventer også et svar, mere end hvis jeg bare var massør. Det er rigtig godt, men det er også et dilemma, for jeg er jo ikke færdiguddannet og har ikke autorisation endnu.
Tema: Studiejob
Syv ud af ti fysioterapeut-studerende har et studiejob. Men går det ud over skolearbejdet, og kan det overhovedet betale sig?
Vi har spurgt eksperterne og tre studerende om gevinster og ulemper.
Hvad får du ud af det?
Jeg får rigtig meget fagligt ud af det, for under corona kunne vi ikke palpere hinanden på skolen og opleve, hvordan leddene føles. Nu kan jeg komme helt tæt på og afprøve de manuelle teknikker.
Er der nogen ulemper ved dit studiejob?
Ulemperne er, at jeg ikke får lige så mange penge for min indsats, som jeg ville få, hvis jeg var i et job på f.eks. en klinik. Men jeg får mere erfaring, fordi jeg står med hele ansvaret. Jeg er meget interesseret i manuelle teknikker, og her kan jeg virkelig afprøve teorierne i praksis. Så på den måde er der rigtig meget læring.
Er der nogle ulemper?
Det kan være lidt skræmmende, når man ikke kender den person, man kommer ud til. Jeg har været ude for, at jeg kom ud til en mand, der ville være nøgen, fordi han havde smerter i lysken, og det var her, han ville have massage. Jeg har ikke problemer med nøgenhed, men der tænkte jeg, åh nej. Så bad jeg ham om at tage et klæde hen over sig, mens jeg masserede, for jeg ville ikke miste en klient. Det var ubehageligt, men jeg tror ikke, der var noget perverst i det, og vi fandt jo en løsning.
Kan du anbefale andre at blive selvstændig?
Jeg har en mand, som har fast arbejde, så jeg kan klare det økonomisk, selvom min indtægt er lav. Men jeg kan anbefale det til andre for erfaringens skyld. Jeg har lært rigtig meget, især af kontakten med klienterne. Det er dét, der tæller for mig. Men man skal være god til markedsføring, og det er jeg ikke endnu.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.