” Vi bliver lige så stille sværere at komme udenom”

Hvad laver du?

Jeg er chef for ”afdelingen ”Future Lab” på SOSU-Nord. Future Lab er vores afdeling for velfærdsteknologi, og jeg skal sikre, at de to spor i afdelingen fungerer. I det interne spor sørger vi for, at underviserne klædes på til at videreformidle den viden, vi opbygger om velfærdsteknologi. I det eksterne spor samarbejder vi med andre organisationer og med virksomheder, der fx ønsker at markedsmodne et produkt. Vi råder over laboratorier, hvor vi kan teste et setup, ligesom vi hurtigt kan skaffe kontakt til praksis, så teknologierne kan testes dér, og virksomhederne kan få input til eventuelle ændringer fra både borgere og sundhedsfagligt personale.

Hvad er din rolle?

Jeg beskæftiger mig både med personale- og projektledelse. Jeg er chef for fem medarbejdere i afdelingen plus to til tre universitetsstuderende, og så plejer jeg vores samarbejdsrelationer og sørger for, at projekterne skrider frem.  Et af vores største samarbejder i øjeblikket er omkring kommunikationsrobotten Telenoid. Her samarbejder vi dels med det japanske firma, der har udviklet robotten, dels med et dansk firma, der udvikler software og endelig med et firma, der er interesseret i at forhandle robotten, når den er markedsmodnet. Vi beskæftiger os med den del, der handler om at afprøve den i praksis og har en ph.d.-studerende, der har undersøgt den på ældre demente. Jeg kunne tale meget længe om resultaterne, for vi har en stor datamængde, men den korte version er, at vi har eksempler på borgere med demens, der ikke har sagt noget i tre år, som er begyndt at kommunikere både med plejepersonale og pårørende. Vi har også et samarbejde i støbeskeen med et firma, der udvikler apps. De vil have afprøvet, om man med en app kan lette arbejdet med børn i daginstitutioner, så børnene på en sjov måde bliver eksempelvis bedre til at vaske hænder, får gode rutiner omkring spisning eller blive bedre til selv at tage flyverdragten af og på.

Hvordan er du havnet i din stilling?

Jeg havde ni år som lejer på en klinik og lavede sideløbende noget projektarbejde med langtidssygemeldte borgere. Til Mariagerfjord Kommune havde jeg skabt et tilbud med to psykologer, en ergoterapeut og tre fysioterapeuter, men i 2010 begyndte krisen for alvor at kradse i kommunerne, så kontrakten blev opsagt, og jeg måtte lukke det hele. Derefter læste jeg en master i humanistisk sundhedsvidenskab. Jeg havde jo efterhånden fundet ud af, at det med at gøre folk raske var en multidisciplinær størrelse, og jeg havde brug for et bredere sygdoms- og sundhedsbegreb. Mens jeg læste, begyndte jeg at undervise, både på fysioterapeutuddannelsen og på SOSU-Nord. Da SOSU-Nord så stod og manglede en konsulent i Future Lab til at opbygge nye samarbejdsrelationer og få afdelingen til at vokse, sprang jeg til. Og da den så udviklede sig i en sådan retning, at det var på tide at få en leder til afdelingen, lå det jo lige til højrebenet.

Hvorfor var det oplagt, at du skulle have en lederstilling?

Dels havde jeg jo haft min egen virksomhed og havde arbejdet med ledelse tidligere, og så har jeg også i kraft af min master den brede forståelse af sundhedsbegrebet og ved, hvor meget der kommer i spil, når man arbejder med velfærdsteknologi. Hvad er det, der gør, at borgerne siger henholdsvis ”ja, det vil jeg gerne være med til” eller ”nej, det vil jeg under ingen omstændigheder”? Det er et stort og vigtigt arbejde, at sundhedspersonalet forstår, hvad der er på spil, når vi skal implementere teknologi i folks hjem”

Tænker du nogensinde på dig selv som fysioterapeut?

Ja, det gør jeg faktisk en hel del. Anvendelse af velfærdsteknologi handler jo både om ergonomi, om anatomi og om folks evne til at håndtere deres hverdag. Jeg kan meget hurtigt analysere en teknologi ud fra den viden, jeg har med mig fra min kliniske erfaring.

Hvad er det bedste ved dit job?

At jeg kan se, hvordan den afdeling, jeg leder, lige så stille bliver sværere at komme udenom, hvis man vil arbejde med velfærdsteknologi. Vi får næsten dagligt nye henvendelser. For en måned siden var jeg og vores ph.d. inviteret til en workshop på et hollandsk universitet, hvor vi fortalte om vores syn på robotetik i et selskab med hardcore filosoffer og antropologer. Og her til middag har jeg et skypemøde om Telenoid med deltagere fra tre kontinenter. Jeg er glad for mit arbejde, fordi jeg kan mærke, at det er omsiggribende, men også fordi jeg dagligt færdes i nogle omgivelser med så mange muligheder. Vi bor i et helt nyt hus på 15.000 m2 med øvelejligheder og værksteder, og når lærere eller elever kommer med et spørgsmål, kan jeg slå dørene op til laboratoriet og sige ”I slår jer bare løs!”. Jeg synes, vi er meget privilegerede.