"Vi spørger lige Louise"

Louise Hærvig bruger størstedelen af sin arbejdstid i Børneterapien i Gentofte, hvor hun behandler børn med betydelig og varig nedsat funktionsevne. Men en formiddag om ugen er hun på Skolen Ved Sundet på Amager, en almindelig folkeskole med godt 800 børn.

”I Børneterapien er indsatsen koncentreret omkring det enkelte barn, så det er rigtig dejligt at kunne supplere med en dag om ugen, hvor jeg med få midler kan gøre en forskel for en hel masse børn”, fortæller Louise Hærvig, der efter fire år på skolen ikke længere er alene om at have fokus på kroppen i undervisningen.

”Bevægelse er blevet meget mere legalt med skolereformen, men lærere og pædagoger ved ikke altid, hvad de skal stille op med det. Hvor vi som fysioterapeuter er skolet med, at det bare er noget, man tænker ind, ser de det som en opgave oven i alle de andre, de også skal løse”, fortæller hun.

Af samme grund har et af hendes tiltag på skolen været indførelse af ”motoriktjeneren”, der er noget så lavpraktisk som en stumtjener i alle klasserum med redskaber og ark med ideer til at få lagt små pauser ind i undervisningen, så eleverne kan få pulsen op og trænet motorikken i løbet af dagen.

”De er aktive i 5-7 minutter, og det er organiseret, så det ikke bare bliver en løbetur rundt om blokken. De leger sig til det”, forklarer hun.

Blandt andre kreative tiltag har været en julekalender til de små klasser med små historier med inkorporeret leg. Den kommer dog ikke frem igen, da tilbagemeldingen fra lærere og pædagoger var, at december i forvejen var alt for pakket, ”og det viser jo bare lidt om, hvor stor udfordringen med at få integreret fysisk aktivitet er”, mener Louise Hærvig.

Er blevet et kendt ansigt

Foruden at bidrage til at få fysisk aktivitet ind som en del af hverdagen, er Louise Hærvigs fokus på de op til 30 procent af en børneårgang, der ifølge statistikken er motorisk udfordrede.

Fordi Louise Hærvig nu har været på skolen i fire år og derved har fået spredt noget af sin viden, er hun gået fra at screene børnene til, sammen med lærere og pædagoger, at tilrettelægge motorikforløb, som alle 0. klasser skal igennem, og hvor de træner grundlæggende motoriske færdigheder. Forløbene strække sig fra skolestart til efterårsferie, ca. 2 lektioner om ugen, og her spotter lærere og pædagoger selv de børn, de mener, Louise Hærvig skal se nærmere på og eventuelt udtage til særlige motorikhold.

At fysioterapeuten har sin ugentlige gang på skolen og er blevet et kendt ansigt fremfor en ekspert, man rekvirerer udefra, anser hun selv som meget væsentligt for samarbejdet med både lærere, pædagoger og forældre.

”Jeg ser jo børnene. Jeg har været inde i klasserne og har set det, som lærerne og forældrene kan genkende”, forklarer hun og fortæller om en oplevelse med en lille dreng:

”Han fik besked på at tegne en cirkel midt på papiret, men kunne ikke, og læreren opfattede det som tegn på, at han ikke havde lært noget. Men jeg havde testet drengen og kunne fortælle, at når man har en kropsbevidsthed, der slet ikke er på plads, kan det være svært for en lille dreng overhovedet at vide, hvor midten er. Så kommer undervisning og motorik til at hænge sammen, og vi er i en spændende og meningsfuld dialog”.

Kommet for at blive

Louise Hærvig fremhæver ledelsen som en meget væsentlig brik, hvis man som fysioterapeut og eneste repræsentant for sin faggruppe skal have succes med at slå igennem i en kultur, der udelukkende er baseret på en pædagogisk forståelsesramme.

”Hvis ikke ledelsen er med, er det som at slå i en dyne. Jeg har haft ledelsen bag mig, og fordi ledelsen er meget synlig, er jeg også blevet meget synlig.

Den synlige ledelse står blandt andre Anette Vixø Vistesen for. Hun er pædagogisk leder på Skolen ved Sundet, og det er hende, Louise Hærvig refererer til, og hende, der har banet vejen for samarbejdet med de lærere og pædagoger, der til at begynde med ikke rigtig kunne se, hvad en fysioterapeut kunne bidrage med.

”I begyndelsen sagde de ”Ih altså, det kan vi godt selv”. Men nu er det blevet til ”vi spørger lige Louise”. Selvom de er opmærksomme på, at der er noget med motorikken, er de jo ikke fysioterapeuter, men undervisere”, pointerer Anette Vistesen.

Hendes og skolens samarbejde med Louise Hærvig startede for fire år siden omkring et konkret projekt med børnemøblerne Bobles, der lægger op til bevægelse og udfordrer motorikken. Projektet skulle vise, om man ved at bruge Bobles i indskolingen i stedet for almindelige møbler kunne fremme koncentrationen og få mere ro i klasserne. I dag er projektet slut, men de motorisk udfordrende møbler er kommet for at blive, og det samme er fysioterapeuten, erklærer Anette Vistesen uden forbehold.

”Louise blev her, da projektet var slut, fordi den udvikling og erkendelse, vi så, ikke blot hos eget personale men i aller højeste grad også hos forældrene, gjorde, at det er et samarbejde, vi ikke vil undvære”.

Anette Vistesen har med skolereformen og dens inklusionstankegang fået endnu et argument for at holde fast i skolens fysioterapeut. ”Inklusion er jo noget, vi som mennesker alle sammen har ansvar for. Er der nogen, der ikke lige passer ind, er det os andre, der må finde ud af, hvordan de kan være her alligevel”, mener hun.

Det sker blandt andet ved at lade Louise Hærvig indgå i teamsamarbejdet omkring de særligt udfordrede børn og deres forældre, forklarer Anette Vistesen.

”Der er ikke noget, man kan være så sårbar over for som ens barn. Jeg har siddet ved bord med psykologer og andre, som man normalt tilknytter til en skole, hvor vi har siddet og talt om, hvad børnene ”fejler” og brugt termer, som forældrene har svært ved at handle ud fra. Louise formår at transmogriffe til noget, forældrene kan gøre, og de bliver ikke forskrækkede, angste og urolige for, hvad der skal ske. Selvfølgelig er det ikke altid nok. Men så har vi fået forældrene så langt, at de godt kan se, at skolen har gjort alt, hvad der står i dens magt, og at der skal noget andet til, i form af fx psykolog eller medicin. I min optik skulle alle skoler have en fysioterapeut tilknyttet mindst en dag om ugen, og allerhelst hver dag”.