"Min opgave er at lindre deres sidste tid"

Klokken er 13.30, det er mandag, og fysioterapeut Dorthe Kragh-Schwarz ringer på dørtelefonen i en etageejendom på Østerbro i København. På anden sal åbner en herre døren og byder indenfor. I en stol ved vinduet i en højloftet stue sidder hans hustru parat til dagens fysioterapi. Hun er uhelbredeligt syg af kræft og fik en henvisning til palliativ fysioterapi i foråret, hvor Dorthe Kragh-Schwarz begyndte behandlingen.

”På det tidspunkt var hun meget dårlig, og jeg tænkte, at hun ikke havde langt igen,” fortæller fysioterapeuten. Siden er der gået otte måneder, hvor hun har trænet med sin patient to gange en time om ugen. Dorthe Kragh- Schwarz har hjulpet med at anskaffe nye hjælpemidler, blandt andet en rollator og en fodskinne som hjælp til en dropfod på højre fod, og patienten har genvundet en masse af sine kræfter.

I dag starter de med gangtræning. Fysioterapeuten tager et fast greb i patienten og støtter hende til at komme op at stå, og med overraskende fart bevæger de sig med hurtige skridt rundt om det ovale spisebord, ned af lejlighedens lange gang og tilbage igen flere gange. Til sidst ender de i sofaen, hvor patienten puster ud. ”Du er hård ved mig,” siger hun med et glimt i øjet.

Ved aldrig, hvad dagen bringer

Dorthe Kragh-Schwarz er ikke en helt almindelig fysioterapeut. Hun har specialiseret sig i palliativ behandling, dvs. lindring til terminale patienter. Det er sårbare mennesker, som befinder sig i slutfasen af deres liv, og det kræver, at fysioterapeuten trækker på al sin personlige og professionelle viden og erfaring.

”Udover de fysioterapeutiske kompetencer skal man også have nærvær og empati, når man arbejder palliativt, og man skal kunne være i et sorgfuldt rum. Man skal kunne glæde sig med sine patienter, når det går godt, og støtte dem, når det er svært,” forklarer hun.

Patienterne er i alle aldre og samfundslag, lige fra unge kvinder med mænd og børn, til enlige i 90erne og sengeliggende med hjælpere døgnet rundt. Fælles for dem er, at behandlingen foregår i hjemmet. Og at de lider af uhelbredelige sygdomme som kræft, ALS, hjertekarsygdomme og forskellige lungesygdomme. Hun har 6-7 patienter om dagen, som geografisk befinder sig i hele hovedstadsområdet. Og hun planlægger aldrig sine behandlinger på forhånd. For man kan aldrig vide, hvordan patienten har det.

”Jeg ved aldrig, hvad der skal ske, når jeg kommer, så jeg tager altid udgangspunkt i, hvad de har lyst til. Nogle er meget kede af det, fordi de har fået et trist svar på en prøve fra hospitalet. Andre er glade, fordi de har haft besøg af gode venner, eller fordi der er stilstand i sygdommen. Derfor starter vi altid behandlingen med en samtale, og så planlægger jeg dagens program ud fra det.”

Man skal have nærvær og empati, når man arbejder palliativt, og man skal kunne være i et sorgfuldt rum.

Plukke blomster eller lave maden selv

Dagens øvelser og gøremål har altid et formål og en funktion, som relaterer sig direkte til patientens umiddelbare behov og tilstand. Nogle er blevet dårligere rent fysisk siden sidst, og hvor de før selv kunne gå på toilettet, kan det knibe næste gang.

”Så kan jeg foreslå, at vi anskaffer en bækkenstol. Jeg er hele tiden i kontakt med andre behandlere for at sørge for, at der bliver lavet de forandringer, der er brug for. Det handler om at være på forkant med den udvikling, der sker.”

Hvis en patient har et ønske om at blive ved med at lave mad selv, er det her, fysioterapien har sit afsæt.

”Vi kan lave funktionelle øvelser i køkkenet og træne ved at tage ting ned fra øverste hylde. Vi kan også gå ud i haven og plukke en buket blomster. Jeg behandler f.eks. en kvinde, som gerne vil ud og give fuglene mad i haven. Så træner vi, at hun lukker døren op og går ud og lægger fuglefrø på pladen. Det giver meget mening for hende, og samtidig bliver hendes krop trænet og holdt ved lige.”

I gang med dagens øvelser.

Indgyder håb og mod

Som palliativ fysioterapeut skal man arbejde ud fra en bred palet, der indbefatter lymfødembehandling, viden om tarmfunktion og medicin, neurologi, ledtræning og muskuloskeletal terapi, lungeterapi, lejring og forflytning, for blot at nævne nogle. Men det er ikke nok at kende sin fysioterapeutiske lærebog. Dorthe Kragh-Schwarz har taget en fireårig uddannelse i psykoterapi, og den trækker hun ofte på.

”At indgyde håb og mod er en vigtig opgave, og der bruger jeg min viden om sammenhængen mellem psyke og soma. Blot at tale om det, der fylder, kan betyde, at patienten får det bedre, fordi de får lov til at tale om problemerne. Det kan virke smertelindrende i sig selv.”

Hun bruger mindfulness, afslapnings øvelser, musik og lyd i behandlingen, for mange patienter oplever stor stress og angst i forbindelse med deres sygdom og den uvidenhed, der er i forhold til fremtiden.

”Hvis patienten er meget angst, kan det hjælpe at lave vejrtræknings – og afslapningsøvelser. Det giver flow og skaber liv i kroppen og kan også påvirke sindet på en positiv måde, så patienten oplever, at flere ting bliver mulige. Vi kan også synge en sang, måske har de en yndlingssang, som vi kan nynne til. Det bringer ro og fred til sindet.”

Fysioterapeuten inddrager også de pårørende, og hun kan vælge at behandle dem ved at give massage eller støtte på anden vis. ”Vi har en vigtig funktion i samarbejdet med de pårørende, for når vi snakker palliation, er der tale om at lindre hele familien. Hvis jeg kan se, at den pårørende er ved at være kørt ned fysisk eller mentalt på grund af et langt og hårdt forløb, kan jeg bruge en del af tiden på dem. For hvis den pårørende går ned, er der ingen til at støtte patienten.”

Kærlighed ud i fingerspidserne

Dorte Kragh-Schwarz arbejder med den særlige omstændighed, at hendes patienter ikke overlever behandlingen. Nogle har kort tid igen, når hun møder dem og lever kun få måneder. Andre følger hun i flere år, fordi den livsforlængende behandling, de i øvrigt får, virker. Hvordan bliver man klædt på til det, og er det overhovedet muligt?

”Det er et vilkår, jeg har. Jeg ved, at det her menneske kommer jeg til at tage afsked med på et tidspunkt. Derfor er det vigtigt, at jeg ikke bliver for personligt involveret, for så bliver det for svært at tage afsked. Man er nødt til at lære at lægge en vis afstand, så man ikke skal gå igennem en stor sorgproces. Men jeg har kærlighed helt ud i finderspidserne. For jeg skal vise min empati, min følsomhed og min omsorg for dem, helt oprigtigt, men på et professionelt plan,” forklarer hun og fortsætter:

”Det vigtigste er, at man som behandler magter at sætte sig ud over sygdommen og årsagen til den. Jeg går aldrig ind med et løfte om, at jeg kan kurere patienterne. For det kan jeg ikke. Og jeg ved, at de ikke kommer ud af det med livet i behold. Men jeg kan forhåbentlig lindre deres smerter. Det er jeg meget ærlig omkring. Opgaven er enkel. Vi kan højne livskvaliteten og livslysten hos patienterne, og give dem livsmodet igen. For de skal jo leve, lige indtil de dør.”

I lejligheden på Østerbro er patienten færdig med dagens øvelser.

”IKKE kaste sig ned i stolen,” udbryder fysioterapeuten, da Kirsten vil smide sig i en lænestol. Patienten bremser sig selv og smiler med stemmen, da hun siger: ”Jeg er træt efter sådan en time, men jeg har det altid godt, når Dorthe har været her. Man er altid i godt humør, når hun går.”

Læs også: Døende i Region Hovedstaden får ikke lindret smerter