"Jeg er blevet mere selvsikker, når jeg kommunikerer med borgerne"

I kan godt smutte igen,” sagde én af de mest fjendtligsindede patienter, Rasmus Stengaard Holm nogensinde har mødt. Men selvom det var en dårlig start på behandlingen, blev førstehåndsindtrykket hurtigt endnu værre.

Mødet fandt sted under Rasmus Stengaard Holms kliniske undervisning på Træningscenter Pandrup i Nordjylland. Centeret, der er en selvstændig del af Sundhedsafdelingen i Jammerbugt Kommune, har primært borgere i genoptræningsforløb, som er udskrevet fra hospitalet. Derfor mødte Rasmus Stengaard Holm ofte sine patienter flere gange om ugen over en længere periode. Både i individuelle træningsforløb og gennem de hold, han underviste sammen med sine medstuderende. 

Patienten ignorerede fysioterapeuterne

En af de største udfordringer i hans kliniske undervisning var, da han skulle genoptræne den fjendtligt indstillede patient, som er nævnt i begyndelsen af artiklen. Det var en ældre herre, der havde fået amputeret sit ene ben. Fra det øjeblik Rasmus Stengaard Holm og hans medstuderende, som han samarbejdede med om patienten, trådte ind i lokalet, virkede patienten utilfreds. Han var hørehæmmet, så de to studerende kommunikerede med ham gennem en bærbar computer. Men samarbejdet gik skidt. Når patienten ikke havde lyst til at lave de øvelser, de skrev om, lod han som om, han ikke så det.

”Jeg tror, han har haft en meget dårligt kontakt til sundhedssystemet. Han virkede utryg og nægtede at gå i gang med øvelserne. Han var slet ikke til at forhandle med,” siger Rasmus Stengaard Holm. Derfor fik de knap nok trænet med patienten, men brugte tiden til at berolige ham.

Det er godt at være to

Anden gang Rasmus Stengaard Holm og hans medstuderende mødtes med patienten, var det som sidst. Patienten stillede så mange kritiske spørgsmål, at de to unge mænd ikke både kunne nå at svare på computeren og samtidig vise øvelser på træningsmaskinerne.

I mellemtiden havde de to studerende lagt en strategi i samarbejde med deres vejleder: De fordelte opgaverne imellem sig, så mens den ene koncentrerede sig om at give patienten opmærksomhed ved at nikke og lytte, fokuserede den anden på at skrive spørgsmål og instruktioner ned.

”Vi fik ham til at forstå, at vi ville ham det bedste, og det viste det sig, at det gav virkelig god mening at være to til opgaven,” siger Rasmus Stengaard Holm.

Fjerde gang er lykkens gang

Stille og roligt kom patienten i gang med at træne de store muskelgrupper, dog stadig med et bistert udtryk i ansigtet. Fjerde gang de var sammen, opstod et vendepunkt. Patienten var i fuld gang i en træningsmaskine, mens de to studerende sad ned og instruerede ham.

”Så kan I godt komme i gang med at lave noget, i stedet for bare at sidde og se på mig,” udbrød patienten pludselig. Så smilede han for første gang til drengene, som begyndte at grine. Derefter virkede borgeren tryg ved dem. De skrev små drillende beskeder til ham på computeren og lærte at kommunikere ved at smile og pege. Da forløbet sluttede efter 12 træningsgange, var både patienten og drengene glade.

”Det er vigtigt at vide, at man kan få et godt samarbejde, selvom man kommer dårligt fra start. Oplevelsen har gjort mig mere selvsikker, når jeg kommunikerer med borgerne,” siger Rasmus Stengaard Holm.