98 forskellige sundhedsvæsener

Siden kommunalreformen har kampen stået mellem dem, der ønsker, at det kommunale selvstyre også skal gælde det kommunale sundhedsvæsen, og os, der mener, at det ikke er en opgave for hver enkelt af landets 98 kommuner at beslutte, hvad lægen eller fysioterapeuten må gøre for kommunens borgere.

Kommunerne kan i stort omfang selv bestemme serviceniveauet ud fra politisk overbevisning og størrelsen på kommunekassen. Det giver god mening, når det gælder beslutninger om indkøb af asfalt til at lappe hullede veje, eller om der skal satses på dagplejeordninger eller vuggestuer. Men det kommunale serviceniveau dur ikke som rettesnor, når man er blevet syg.

I takt med, at videnskaben viser nye måde at behandle patienterne for stadig flere sygdomme, vil presset på økonomien blive øget. Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved, om vi skal tage den store prioriteringsdebat, eller om der er behov for økonomistyring i sundhedsvæsenet. Men debatten hører til på nationalt niveau. Borgerne har nemlig krav på samme høje niveau i behandling og træning, uanset hvor de bor i landet, eller hvilken myndighed der har det overordnede ansvar.

Der er stadig flere tegn på, at den sundhedsfaglige vurdering er under pres i kommunerne. Kommunalpolitikere argumenterer for, at det er en politisk og ikke sundhedsfaglig beslutning, hvor meget genoptræning en patient skal have efter en hofteoperation. Vi ser kommuner, der sætter spørgsmålstegn ved den praktiserende læges ret til at henvise en borger med svært fysisk handicap til
vederlagsfri behandling. Og der er kommuner, hvor kliniske retningslinjer ikke er udtryk for de bedste faglige anbefalinger, men derimod ord der kan bøjes afhængig af de politiske prioriteringer.

Det er også uacceptabelt, at kommunerne helt selv kan bestemme, om de ønsker at være del af Den Danske Kvalitetsmodel. Hvor sygehusene systematisk skal følge kvalitetsudviklingen, sætte standarder og lade sig kontrollere for at sikre den bedst mulige behandling, er det helt frivilligt for kommunerne. Det er ganske enkelt ikke rimeligt over for borgerne.

Mads Koch Hansens og mit ærinde er ikke at flytte opgaver væk fra kommunerne. Men vi mener, at det kommunale sundhedsvæsen skal være undergivet de samme pligter som det regionale sundhedsvæsen. Det kommunale selvstyre kan ikke løbe i 98 forskellige retninger på så vigtigt et
område som sundhed.

Johnny Kuhr
Formand for Danske Fysioterapeuter