Fysioterapeuten er en del af teamet på intensiv

Knud har været indlagt på OVITA (opvågning og intensiv afdeling) på Århus Universitetshospital i over en måned. Han blev indlagt efter et fald, hvor han læderede milten. Efterfølgende fik han respiratoriske problemer, der gjorde, at det var nødvendigt at lægge ham i respirator. Han er nu ved at blive udtrappet fra respiratoren, som han har været tilkoblet i tre uger. Han er svag, har atrofi, nedsat udholdenhed, har svært ved synke og har tendens til delirium.

Som han ligger der i sengen med monitorering, slanger og diverse katetre, er det svært at forestille sig, at fysioterapeuten og plejeteamet lige om lidt får ham op at stå, over i en kørestol og ud i det gode forårsvejr.

Knud ligger i isolation på grund af en bakteriel infektion i lungerne. Derfor skal personalet være iført masker og plastforklæder, der skærmer dem. Først skal Knud liftes med sejl over i den elektriske kørestol for derefter at træne i at komme op at stå. Hele processen kræver et tæt samarbejde mellem sygeplejersken, sosu-assistenten, fysioterapeuten og så vidt muligt Knud.

I denne del af behandlingen er det fysioterapeuten, der har planlagt træningsseancen, er tovholder i processen og den, der kommunikerer med Knud. Fysioterapeuten holder desuden øje med sejlets placering, og sygeplejersken sørger, for, at der er line på slanger osv., så intet kommer i klemme eller rives ud. Den elektriske kørestol bruges sammen med den elektriske gangvogn til at få Knud op at stå.

Han guides til at være med i bevægelsen, og i stående stilling øver han sig på at tage ordentlig fat i gangvognens håndgreb. Først i stående stilling bliver Knud helt nærværende og virker som om, han er med på, hvad der skal ske.

”Her træner du balancen. Er det hårdt?”, spørger fysioterapeuten Sørensen og lader Knud langsomt sætte sig igen. Efter et kort hvil gentages øvelsen en gang mere.

En del af det tværfag lige team
Fysioterapeut Katrine Astrup Sørensen har været tilknyttet OVITA siden 2008 og har sin daglige gang på afdelingen. Hun er en del af det tværfaglige team omkring patienterne og samarbejder tæt med læger, sygeplejersker, portører, sosu-assistenter og ergoterapeut.

Hun tilser og behandler de patienter, der er stabile og kan klare at blive trænet og mobiliseret. Afdelingen har 6 intensiv senge og 4 intermediære senge (dvs. til intensiv patienter uden behov for fuld pleje). Katrine Astrup Sørensen indgår i en vagtplan, der indbefatter dag-, aften- og weekendvagter. Hun og en fysioterapeutkollega skiftes til at tage aftenvagten kl. 12-19.30 og har weekendvagt hver 7. uge.
Katrine Astrup Sørensen er hele dagen på intensiv afdeling. Hun er med til møder, patientkonferencer og indgår fuldt og helt i det intensive team. Det betyder, at hun ud over sin fysioterapi også forventes at give et nap med, hvis der er brug for at hente blod i blodbanken, hjælpe med mobilisering i forbindelse med vask eller på anden vis indgå i hverdagen på afdelingen.

De primære opgaver for fysioterapeuterne er mobilisering og træning med principperne for basal  stimulation i baghovedet. Desuden varetages lungefysioterapi (CPAP, PEP) i samarbejde med plejeteamet. Det kan være fysioterapeuten, der som den første giver CPAP og sørger for at vurdere patienten og rette udstyret til. Indirekte respirationsøvelser, drænage- og lejring til især patienter med atelektaser indgår også i fysioterapeutens arbejdsopgaver. Katrine Astrup Sørensen bruger også principperne for basal stimulation som led i den fysioterapeutiske behandling til patienter med delirium.

Som udgangspunkt er Katrine Astrup Sørensen inde over alle patienternes lejring for at forebygge kontraktur og kun har ansvaret for at lejre og mobilisere patienterne i samarbejde med de andre i teamet. Det er ofte hende, der styrer mobiliseringen og søger for at medinddrage patienten så meget som muligt. Som fysioterapeut har hun særlige kompetencer til at vurdere, hvor meget og hvordan patientens ressourcer kan udnyttes bedst muligt i mobiliseringen.

”Lige så snart patienterne må, hjælper jeg dem sammen med plejeteamet og portører med at komme op at sidde. Patienterne skal være cirkulatorisk stabile, og respirationen skal være i orden. Selv patienter med lavt blodtryk kan have godt af at komme ud af sengen og op at sidde, men ved for eksempel lavt blodtryk skal vi være mere påpasselige og have lægen med i beslutningen”, siger Katrine Astrup Sørensen.

I forbindelse med behandlingen er det vigtigt at kunne aflæse og forstå signalerne fra det apparatur, som patienterne er koblet til, og at kunne gennemskue, når patientens tilstand er eller bliver ustabil.

Patienterne kommer udenfor
Inden Knud kan køres udenfor, skal han have maske på for ikke at videregive infektionen. Han er ikke glad for at have masken på, men ser ud til at nyde turen og er langt mere vågen, end han var inde på stuen. Fra et af hospitalets træer plukkes en syren, som minder Knud om hans egen have, som han begynder at fortælle om.

Mange af patienterne, der ligger på intensiv afdeling i lang tid, risikerer helt at miste fornemmelse for døgnets rytme og har derfor svært ved at sove om natten. Lukket inde i lokaler uden vinduer og med summende apparater, diverse alarmer på respirator eller scopet (overvåger hjerterytme) og meget personale omkring sig hele tiden er det svært for dem at fornemme forskel på nat og dag.

Afdelingen prioriterer derfor, at patienterne kommer udenfor, hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Lyset og luften påvirker patienterne kognitivt og giver dem samtidig troen på, at de snart igen kan
komme til at føre et normalt liv, fortæller Katrine Astrup Sørensen.

Under gåturen holder hun på en lille monitor øje med, at Knuds puls og iltmætning er i orden. Disse informationer kan hun bruge til at få et billede af, hvor presset Knud er på sin vejrtrækning, hvor meget hanKnud kan tåle, og hvor intensivt hun evt. kan træne med ham senere samme dag. Selvom turen kun tager 10 minutter, er Knud blevet træt, og tilbage på afdelingen får han lov til at hvile sig i stolen.

Flytter med patienten
Fysioterapeuterne påbegynder genoptræningen af patienterne så tidligt som muligt på  intensivafdelingen og vurderer patienternes status inden overflytning til en af de andre afdelinger på  sygehuset (stamafdelingen). Det er primært muskeltræning, funktionstræning, hjælp til den fortsatte mobilisering samt planlægning af fortsat behandling med lungefysioterapi, der er relevant på dette tidspunkt i forløbet.

Når patienterne får det bedre og skal overflyttes fra intensiv afdeling til stamafdelingen, deltager Katrine Astrup Sørensen i overflytningen og giver de relevante oplysninger videre til afdelingens personale og til den fysioterapeut og evt. ergoterapeut, der skal stå for den videre genoptræning. Stamafdelingen, primært terapeuten, kan løbende konsultere intensiv-fysioterapeuten, så behandlingen progredieres fra intensiv til stamafdelingen og videre frem.

Der er mange hårde skæbner på intensiv afdeling, og da nogle af patienterne er indlagt på afdelingen i lang tid, når de ifølge Katrine Astrup Sørensen at komme ind under huden. ”Nogle gange overlever patienterne ikke, og det kan være hårdt. Vi lever højt på de gode forløb og på de små succeser, og vi er gode til at drøfte de hårde forløb igennem sammen med dem, der har været inde omkring den enkelte patient”, fortæller hun.

Ud over en vis psykisk robusthed kræver arbejdet som fysioterapeut på intensiv afdeling ifølge Katrine Astrup Sørensen, at fysioterapeuten er kreativ, kan se mulighederne og tage initiativ og kan forstå at indrette sig efter de givne vilkår. Hun kunne således fremvise en detaljeret behandlingsplan for den formiddag, fagbladets redaktør fulgte hende. En plan som viste sig umulig at følge.

”Man skal være god til at se, hvordan situationen er lige her og nu – og det er netop det, der gør det spændende. Patientens tilstand kan ændre sig på et splitsekund – og så skal jeg være parat til ændre
mine planer”, siger Katrine Astrup Sørensen.