Mænd får mest

Om kort tid skal fysioterapeuter ansat i det offentlige stemme ja eller nej til en overenskomst, som giver en lønstigning på mellem 4,42 og 5,02 procent de kommende år. Alle offentligt ansatte får mere i pengepungen. Men fysioterapeuter, sygeplejersker og andre sundheds- og omsorgsfag kan i virkeligheden ikke rykke særligt meget ved deres plads i lønhierarkiet.

Det siger historiker Astrid Elkjær Sørensen, som sammen med Institut for Menneskerettigheder står bag rapporten Kvindefag i historisk skruetvinge. Hun har undersøgt 13 faggrupper og deres placering i det offentlige lønhierarki i de sidste 50 år. Undersøgelsen viser, at de traditionelle kvindefag – sygeplejersker, pædagoger og jordemødre – får mindre ud af deres uddannelse, når man kigger på lønnen, end de gjorde for 50 år siden.

”Der er en slagside i de kvindedominerede fag, når man kigger på lønningerne i den offentlige sektor. Vores studie viser, at det stort set ikke har rykket sig siden 1969,” siger Astrid Elkjær Sørensen.

100 år gammelt kvindesyn

Faggrupperne ligger i en rangorden, som opstod, da den såkaldte tjenestemandsreform blev vedtaget i 1969. Dengang blev velfærdsstaten bygget op, og reformen skulle sikre, at lønnen ikke løb løbsk. Derfor placerede man alle offentlige faggrupper i et hierarkisk lønsystem. SOSUer, postbude, pædagoger og sygeplejersker lå nederst. Læger, gymnasielærere og folkeskolelærere lå øverst.

Fysioterapeuterne kom ind under reformen senere og er derfor ikke med i undersøgelsen. De blev placeret i hierarkiet tæt på sygeplejerskerne, da deres uddannelser havde nogenlunde samme længde. Derfor har reformen også haft betydning for fysioterapeuternes løndannelse.

”De 40 lønrammer, som dengang blev vedtaget, har fungeret som blueprint for al offentlig løndannelse efterfølgende.”

Allerede i 1969 vidste man, at hierarkiet ville skabe problemer, fordi det blev skabt på baggrund af den første tjenestemandslov fra 1919. Loven blev vedtaget, kun fire år efter kvinderne fik stemmeret, og afspejlede datidens syn på kønnene.

”Dengang var der kun få kvinder på arbejdsmarkedet, og man anså ikke kvinders arbejde som lige så vigtigt som mænds.”

I 1919 arbejdede borgerskabets kvinder, mens de ventede på at blive gift. Blev kvinden ikke gift, men arbejdede og forsørgede sig selv, betragtede man det, som havde hun et kald. Det blev ikke anerkendt som et arbejde på linje med f.eks. toldere eller læger.

”Det system, vi har i dag, bygger på et kvindesyn, vi havde før i tiden. På den måde hjemsøger et 100 år gammelt kvindesyn nutidens løndannelse.”

Forskellene er vokset

Loven blev revideret i 1969, men den gamle rangorden fulgte med. Kvinderne affandt sig med de lavere lønrammer, fordi de blev lovet, at systemet var fleksibelt. Hvis et fag viste sig at være fejlplaceret eller der kom nye opgaver, kunne placeringen ændres. Men placeringen blev aldrig ændret, på trods af at der kom nye krav. Derfor nedsatte man et råd – det såkaldte Stillingsvurderingsråd - som løbende skulle holde øje med udviklingen. Men det har kun haft betydning for politibetjentes løn i 1982 og for offentlige lederes løn i 1987.

Rådet blev nedlagt i 2001 af regeringen. Derfor stoppede arbejdet med at overvåge lønudviklingen. Den nye undersøgelse viser, at lønhierarkiet står ved magt den dag i dag. Faggrupperne ligger nogenlunde, som de altid har gjort. Og ikke nok med det. Forskellen i løn er vokset.

”Løngabet mellem de store kvindefag og de store mandefag er vokset lige siden, selv om kravene til kvindefagene er vokset betragteligt. De har fået længere uddannelser og flere opgaver.”

For eksempel kræves der i dag en studentereksamen eller HF for at læse til fysioterapeut og sygeplejerske, i modsætning til tidligere. Flere toårige uddannelser er også vokset fra to til 3,5 år. Uddannelserne er altså blevet 4,5 år længere, mens de mandsdominerede fag ikke har fået tillagt lige så meget ekstra uddannelse.

Hun nævner f.eks. lokomotivføreruddannelsen, som kræver en 9. klasse. For at blive politibetjent skal man i dag have studentereksamen, HF eller anden erhvervsuddannelse. Men her er lønningerne fulgt med, i modsætning til kvindefagene.

”Hvis uddannelse og opgaver er parametrene, så er systemet endnu mere urimeligt nu end i 1969. For der var en forventning om, at når man tog længere uddannelse, og jobbet indebar nye opgaver, som skulle overtages fra blandt andet fra lægerne, skulle lønnen stige tilsvarende. Godt nok er lønnen ikke faldet. Men kvinderne er heller ikke blevet belønnet for at uddanne sig.”

Smede går ikke på barsel

Kan lønforskellen skyldes, at de kvindedominerede fag har forhandlet sig til goder som f.eks. barsel, pension eller barns første sygedag? Det afviser historikeren.

”Det er en kritik, vi har fået af vores studie. Men det holder ikke stik.”

Familievenlige goder findes overalt i den offentlige sektor, ligesom goderne er blevet mere almindelige i den private sektor. F.eks. har smedeoverenskomsten forbløffende gode ordninger.

”Men arbejdsgiverne regner ikke med, at de bruger dem. Hvilket de heller ikke gør, statistisk set. Det er væsentligt billigere at give en god barselsordning til en smed end til en sygeplejerske. Sandsynligvis vil han nemlig ikke bruge den.”

Forskerne bag undersøgelsen har dog lavet en beregning, hvor goderne er regnet med for at se, om det udligner forskellen. Den viser, at lønforskellen blev mindsket. Men man får det samme billede.

”Så kan man jo spørge, om det er rimeligt, at f.eks. fysioterapeuter og sygeplejersker skal holde for. Hvem skal betale udgiften for, at man har en omsorgsforpligtelse i hjemmet? Som samfund er vi afhængige af, at nogen passer spædbørnene, og at nogen er hjemme med det syge barn. Ingeniørarbejdspladsen vinder på, at det er ingeniørens sygeplejerskekone, der tager barnets første sygedag, og ikke deres medarbejder.”

Fagforbundene står sammen

Mænd udgør i dag 30 procent af fysioterapifaget. Men med 40 procent mænd på uddannelserne nærmer vi os en mere ligelig fordeling af kønnene. Det er interessant, siger Astrid Elkjær Sørensen. For det kan muligvis påvirke lønnen fremover.

”I de fag, hvor der kommer flere kvinder, der går lønnen ned. På samme måde går lønnen op, når der kommer mange mænd til. Så på sigt kan det blive godt for fysioterapeuters løn. Men det er ikke en garanti.”

Hvis man for alvor ønsker at rykke på lønhierarkiet, kræver det ifølge Astrid Elkjær Sørensen en aftale mellem regering, fagbevægelsen og arbejdsgiverne.

”Hvis lønefterslæbet kun gjaldt en lille gruppe, som f.eks. fysioterapeuterne, kunne man godt løse det i overenskomsterne. Det ville kun medføre en lille ændring i den samlede lønsum og dermed være spiseligt for de offentlige arbejdsgivere.”

Problemet er, at lønefterslæbet omfatter store kvindedominerede faggrupper. For eksempel er der knap 50.000 pædagoger og 52.000 sygeplejersker ansat i det offentlige.

”Som fagbevægelse går man til bordet som en samlet flok. Man siger, at alle skal holde reallønnen, og alle skal have den samme bid af lønkagen. Derfor er det svært for én gruppe at komme og sige, at vi vil have mere end de andre. På den måde vogter fagforbundene internt over hinanden.”