5 gode råd til dig, der drømmer om større ledelsesansvar
I Danske Fysioterapeuters leder-karrrieresamtaler møder vi jævnligt ledere, der er klar til at komme opad og få mere strategisk ansvar og flere funktionsområder under sig.
Men hvad skal der egentlig til for at sætte skub i karrieren og få endnu mere ansvar og indflydelse? Det ved Hirse Tikøb, tidligere rekrutteringskonsulent i Mercuri Urval, nu chefkonsulent i Komponent.
Hirse Tikjøbs 5 bedste råd
1. Få (uformel) erfaring med ledelse på niveauet over dig
For mange fagprofessionelle ledere er bevægelsen fra ledelse på decentralt niveau til centralt niveau det sværeste. Spillepladen bliver større. Der stilles større krav til strategisk tænkning, politisk tæft og at man kan navigere i et felt af mange interessenter; fx politikere, presse, borgere, kunder, medarbejdere. Man skal kunne tænke i organisations- og forretningsudvikling. Ikke kun inden for eget område, men i høj grad også på tværs af organisationen.
Er du i dag decentral leder, kan du træne disse kompetencer fx i tværgående projekter; så dem skal du byde ind på for at få noget erfaring. Deltag i projekt- og styregrupper, der rækker udover dit eget område. Her kan du få øvebaner, hvor du kan træne dit strategiske og politiske blik på organisationen, og det at tænke på tværs og i helheder. Den slags erfaringer kigger rekrutteringskonsulenter efter i CV’et, hvis du søger job på et højere niveau.
Første gang man søger lederstilling på niveauet over det, man aktuelt er på, har man jo ikke haft formelt ansvar på det niveau, man søger ind på. Men du kan køre dig selv i stilling ved at byde ind, når der er opgaver, der rækker ud over dit eget område og op til ledelsesniveauerne over dig selv.
2. Sig farvel til faget
Er du i dag driftsleder fx på trænings- og rehabiliteringsområdet, er du stadig i nærheden af dit oprindelige fag fysioterapi. Vil du gerne have endnu mere ansvar, så skal du være parat til at bevæge dig væk fra faget. Det er Hirse Tikjøbs oplevelse, at det er en del ledere med fagprofessionel baggrund ikke altid helt klar til. Det er ærgerligt, for der er brug for deres viden, ikke mindst på det sundhedsfaglige område.
Så har du lyst til mere ansvar, ledelse og styring, kan det være en fordel selv at have været tæt på den daglige drift og på egen krop kende til de udfordringer, de ledere du skal lede står med. Det skal du slå på, når du søger stillinger på højere niveauer, er at få oversat din fag-faglighed til en ledelsesfaglighed.
3. Få uddannelse over diplomleder-niveau
Det er vigtigt at få lederuddannelse på CV’et. Med en baggrund som fysioterapeut, evt. suppleret med en diplomlederuddannelse, har du ofte brug for mere på CV’et, hvis du skal i betragtning til stillinger på højere niveauer.
Her kræves evne til at arbejde strategisk, lede og styre gennem andre ledere og på tværs af fag og funktionsområder, og budgetansvaret øges også tilsvarende. Så tænk i uddannelse, hvor du kan styrke netop de kompetencer.
Og her er det vigtigt at tilføje, at uddannelse på CV’et ikke gør det alene. Rekrutteringskonsulenter kigger efter, hvordan du omsætter det, du har lært i egen ledelsespraksis, og hvordan du vil bruge de erfaringer i forhold til det niveau/job, du søger.
4. Dyrk dit netværk med ledere fra mange forskellige områder
Netværk bredt med mange forskellige ledere. Dit netværk kan hjælpe dig med viden og erfaringsudveksling om ledelse, og det kan være dem, du ringer til for at høre, hvad der rører sig i en organisation, før du søger en opslået stilling.
Og hvis du vil ledelse på højere niveauer, så er det vigtigt, at fokus er på ledelse. Sørg for at udvikle og dyrke dit netværk, så det rummer ledere fra forskellige funktioner og niveauer. På den måde får du indblik i ledelse fra mange forskellige vinkler.
5. Målret CV og ansøgning
Når rekrutteringskonsulenter får kandidater ind, så kigger de altid på kandidatens CV og holder det op i mod kravene i jobbet. Hirse Tjikøb ser desværre ofte ansøgninger og CV’er, som ikke er målrettet stillingen, der søges. At målrette sit CV og ansøgning betyder, at du særligt fokuserer på de erfaringer, du har, som er relevante i forhold til de krav, der stilles i jobbet.
Rekrutteringskonsulenter vil også gerne kunne læse i ansøgningen, hvad det er for et drive og energi kandidaten går ind i jobbet med. Altså: hvorfor vil du rigtig gerne have det her job? Og selvfølgelig, hvad kan du bidrage med til stillingen og organisationen?
3 vigtige råd til dit CV:
- Sørg for at skræddersy dit CV, så det er tydeligt, hvordan du matcher jobbet. Højst 3-4 sider. Lav et indledende kort resume og sørg for vellignende foto, der også ser godt ud i sort/hvid print.
- Beskriv tydeligt din ledelseserfaring, hvilken type organisation, antal medarbejdere, hvilke faggrupper du har været leder for og økonomiansvar.
- Beskriv de resultater du som leder har været med til, at I har opnået. I forhold til driften, kunder/borgere/medarbejdere og strategiske indsatser. Husk din rolle og bidrag til resultater i evt. tværorganisatoriske/tværsektorielle indsatser, der peger ud over dit eget område. Det vil typisk være dem, der kan hjælpe dig med at komme videre til næste niveau.
Få inspiration til din jobsøgning
Hvordan laver jeg en god ansøgning og et godt CV? Hvordan forbereder jeg mig til jobsamtalen? I vores tema om jobsøgning kan du finde masser af god inspiration og råd til din jobsøgning.