Man kan ikke tage fysioterapien ud af manden

Venskab

- Venskaber er vigtige for mig, sådan som de vel er for alle andre mennesker, går jeg ud fra. Næst efter min familie har gode venner topprioritet i mit liv.

Mange af disse nære venner har jeg mødt i kraft af mit professionelle netværk. Netværk kommer måske til at lyde forkert, for det handler ikke om at gøre hinanden professionelle tjenester, mange i mit netværk er nære venner, som jeg sætter stor pris på – også selv om vi ikke ses hver dag, fordi de er spredt over det mest af kloden. 

Jeg kan i høj grad takke mit netværk for, at min karriere har formet sig, som den har – og så har jeg været heldig at få en masse opbakning af de rigtige, der har troet på mig. I relation til denne artikel tror jeg bare, at jeg vil sige ”ingen nævnt, ingen glemt”.  

Klædeskab

- Én ting, man bare skulle have i sit klædeskab, da jeg blev færdig som fysioterapeut i 1986, var hvide hospitalstræsko uden hæl, og dem har jeg sandelig klapret rundt i og slidt mange op af i de 17 år, jeg havde egen fysioterapeutisk klinik i Aalborg.

Jeg elskede at være kliniker, og såmænd også skoene, selv om de blev skiftet ud med Nike Free de sidste år, indtil jeg solgte klinikken i 2007 og gik i gang med Health Care Danmark på fuld tid.

Min dresscode i dag er selvfølgelig mere formel, og mange officielle møder lægger op til, at du trækker i mørkt jakkesæt og sko. Men identiteten hænger jo ikke alene i tøjet, og man kan godt tage manden ud af fysioterapien, men man kan ikke tage fysioterapien ud af manden.

Selv i jakkesæt tager jeg f.eks. trapperne hver dag. Dem er der mange af i Falck Huset med fem etager - oppe fra vores tagterrasse kan du se ud over hele København - så det er god motion. Jeg prøver også at lokke mine gæster og kolleger med ”på bagtrappen” i stedet for, at de tager elevatoren. Det er en af de sunde miljøskader, man har med sig, efter at have talt om ADL i 17 år.

De der helt ind-i-marven fysioterapeutiske værdier går ikke væk, fordi der står Falck Health Care på visitkortet i dag.

”Slægtskab”

Et sted, hvor jeg bruger fysioterapien off the beaten track er på heste, for rent bevægeapparatmæssigt og fysiologisk er der paralleller mellem os og hestene.

Min datter rider ponyer, og jeg elsker at være med hende til stævner, og der er tit meget galt med de heste, overbelastningsskader og ”forstuvninger" f.eks.

Set udefra får hestene alt for mange sprøjter mod det ene og det andet. Det, jeg gør, når en af vore heste har det dårligt, er rimelig lavpraktisk, for jeg tænker egentlig meget mekanisk og undersøger den, fuldstændig som jeg ville gøre med et menneske: Hvorfor drejer den f.eks. ikke hovedet så meget til venstre som til højre?

Ofte handler det om dysfunktion i et led, præcis som hos mennesker, og så er metoden jo at manipulere og bagefter hive guleroden frem og prøve at lokke den til at dreje hovedet mere og mere til den side, hvor der er restriktioner. Jeg laver øvelser dagligt med hesten over nogle dage, så plejer det at virke. 

Fagkundskab

- Der banker et fysioterapeutisk hjerte bag jakkesættet, men også en iværksætter. Allerede da jeg gik på uddannelsen fra 1983-1986, og da jeg var færdig fra Aalborg Fysioterapeutskole adskilte mit syn på sagen, altså fysioterapi, sig.

Jeg havde lyst til at lave forretning, ikke bare til at kalde mig fagligt dygtig. Jeg ville begge dele. Som faggruppe taler vi stadigvæk meget faglighed, og den er også vigtig, men det er altså ikke nok i dag.

Den vare, man sælger – hvad enten det er arbejdsmiljøforbedringer til fiskerifabrikker eller øvelser til Camilla, skal også give mening for kunden.

Jeg har været glad for at kunne gå op til økonomidirektøren i Danish Crown, som var en af vores største kunder i Health Care Danmark, og sige: ”Hør her, jeg forstår godt, hvordan du tænker i forhold arbejdsskader og sygefravær. Jeg tænker sådan her…” og så se hans blik, når han opdager, at de to ting går op i en højere enhed.

Det er en forretningsmæssig fordel at kunne sætte sig i modtagerens sted, og det er glædeligt, at man er begyndt at lave iværksætterkurser hos Danske Fysioterapeuter. Ikke mindst i lyset af at de unge fysioterapeuter, der bliver uddannet i dag, har uanede muligheder for at udvikle forretning på et solidt fagligt rundlag.

Regnskab

- Jeg har altid godt kunne lide at kigge på et område og starte ny forretning. Dengang, jeg sammen med en kollega besluttede, at vi skulle starte firma i form af Health Care Danmark i 2001, var det forholdsvis nyt.

Falck var den eneste anden større virksomhed, der tilbød at gå ud til virksomhederne og lave forebyggende arbejde i stedet for at sidde og vente på kunder i klinikken, men vi var mindre og kunne bedre skrue på priser, og så havde vi fagligheden, så dér gik de to ting op i en højere enhed.

Jeg har altid haft mange kasketter på, ligegyldigt hvilket job jeg har haft. I mit nuværende job, hvor Falck Healthcare sidder på ca. 10 procent af Falcks samlede forretning, er det også mange forskellige roller, jeg skal udfylde.

Det gør, at jeg føler mig tæt på materien, og ikke som en direktør i toppen af en virksomhed, hvor man ikke forstår, hvad der sker andre steder i organisationen.

Her sidder jeg den ene dag i København og ser på nye forretningsområder, den næste dag står jeg måske og samler en briks i et nyt lægehus i Hurup ved Thisted, hvor Falck Health Care har startet to lægehuse.

Mit nuværende fokusområde i Falck Healthcare er at etablere lægeklinikker i regionerne, et arbejde jeg påbegyndte sidste år, og som skal brede sig til alle regioner i Danmark.

Vi bygger tillige lægeklinikker i en række andre lande, f.eks. Indien, Sydamerika og Østeuropa. Vi starter ganske enkelt fra bunden med at finde det rigtige hus eller bygge det og ansætter personale – læge, sygeplejerske, socialrådgiver og ergo- eller fysioterapeut. Foreløbig har vi startet to behandlerhuse i Hurup ved Thisted.

Formandskab

- Siden oktober 2009 har jeg været bestyrelsesmedlem i McKenzie Institute International (MII) og siden oktober 2012 formand. Det er herligt at være formand for noget, man er så stolt af.

McKenzie-metoden (MDT), som jeg for alvor stiftede bekendtskab med i 1994, da jeg rejste til New Zealand og tog uddannelsen som en af de første herhjemme, er unik. Bl.a. fordi den relativt hurtigt giver dig overblik over, hvem du kan hjælpe som fysioterapeut. Og omvendt også faglig selverkendelse: For hvem er det så du ikke kan hjælpe?

Vi anvendte MDT-systemet i Health Care Danmark og fik en kæmpe patientkohorte. Ud fra den kunne vi tale kvalitetssikring, dokumentation og styring med de store kunder, som f.eks. var danske eksportvirksomheder som Danish Crown.

Mit formandskab i MII betyder i praksis, at jeg rejser 4-5 gange om året rundt i verden. Ofte til  USA og New Zealand, og så er jeg involveret i de kongresser, der afholdes hvert andet år. Den næste finder sted i København i 2015, og i 2017 er det Japan.

Egenskab

- Visionær, meget metodisk og velorganiseret kliniker er nogle af de bedste fysioterapeutiske egenskaber, man kan have, efter min mening.

Sådan var Robin McKenzie, der døde sidste år. Han var totalt fremsynet og åben, en dygtig kliniker kombineret med en forskers evne til at beskrive det, han så, når han arbejdede med sine patienter.

Samtidig var han et af de mest ydmyge mennesker, jeg har mødt. Han satte sig f.eks. ikke ned og sagde: ”Nu vil jeg finde på noget nyt eller forske i dette og hint. Han funderede over virkeligheden og det han så hos sine patienter, især dem, han ikke havde held til at behandle og ikke kunne hjælpe umiddelbart.

Historien om starten på hans behandlingssystem er kendt vidt og bredt – og det er ikke en vandrehistorie. Det var en kronisk rygpatient, der ved et tilfælde kom til at lægge sig på en forkert indstillet briks og havnede i hyperekstension, hvorpå de udstrålende symptomer, som Robin ikke havde kunnet behandle, forsvandt af sig selv.

Robin McKenzie har aldrig tænkt: ”Nu vil jeg lave et klassifikationssystem og behandlingssystem”. Sin ydmyghed udtrykker han ved at sige: ”Alt, hvad jeg har lært, har jeg lært af mine patienter”. Gad vide, hvad alle vi andre fysioterapeuter har overset på vores kliniske vej?

Ægteskab

- Jeg var længe om at blive gift, vi fik først ring på i 1993, men vi har kendt hinanden fra 1989. Min kone, Charlotte, er jurist i Region Nordjylland og sammen har vi Katrine, 16, og Andreas, 18.

Mens børnene var små, havde jeg alle privilegierne – altså set i forhold til at være en fleksibel forælder. Jeg kunne flekse og snuppe en skole-hjem-samtale midt på dagen uden at skulle stå skoleret for en chef. Det er fordelen ved at være sin egen chef.

Jeg har ofte været med på fodboldbanen, når Andreas har spillet kamp. Det er en vigtig følelse i dag; jeg ved, at jeg har været der. Det gør ikke så meget, at jeg er i København tre-fire dage om ugen nu. I øvrigt tager jeg tit flyveren hjem til Aalborg om aftenen, for i bund og grund er jeg et familiemenneske. 

Morskab

- Ja, hvad er sjov? Det tror jeg ikke, der kan sættes en formel på, men jeg har erfaret, at det er vigtigt at kunne more sig over sig selv, ellers kan man ikke more sig over livet.

Når jeg ”slår ud” på golfbanen kl. 7 en sommermorgen sammen med gode venner, kan jeg godt have en plan om, at jeg skal slå sådan og sådan, men for pokker, så ryger bolden 100 meter den forkerte vej, og det går ad h til. Andre gange er jeg heldig.

Det er nok det, jeg godt kan lide ved golf – det er aldrig kedeligt, for du kan hele tiden blive bedre, og du vil, selv når du er god, have dårlige dage. Du kan faktisk også være svineheldig – uden at være dygtig. Golfsættet havde jeg med hjem fra USA i 1993.

Landskab

- Jeg elsker at gå tur med mine hunde i naturen. De er Greyhounds, en helt overset hunderace efter min mening. Jeg har været optaget af greyhounds, siden jeg var i USA og hørte om foreningen ”Save A Greyhound”.

Hundene løber jo sindssygt stærkt, og mange bruger dem til væddeløb, tjener gode penge på dem, overtræner dem og behandler dem i det hele taget virkelig dårligt for at ”smide dem ud”, når hundens krop er slidt op af den hårde træning. Helt kynisk. Det kan jeg slet ikke holde ud at tænke på, og jeg nyder at fortælle, hvor fantastisk en hund det egentlig er.

Vi har tre hanner Milan, Luca og Mickey, og de burde jo slås og være kamphaneagtige, men Greyhounds har den mildeste og mest sociale natur indbyrdes. De tager så meget hensyn til hinanden.

Min erfaring viser, at enten er man vild med disse hunde med deres magre, let pryglede udseende, hvor de ser ud, som om de kryber og trækker halen ind mellem benene, eller også har man bare ikke rigtig forstået den.