Portræt: En god fysioterapeut bider sig fast

“DET KAN GODT være, at du som forsker ikke kan lune dig ved, at du har den der unikke én-til-én kontakt med patienten og gør en daglig forskel, på samme måde som når du står ved briksen og behandler. Til gengæld er du oppe i et helikopterperspektiv, hvor du gør noget for mange på én gang. Det er det, god forskning kan”, konstaterer Thomas Maribo.

Han har ifølge sig selv den fornøjelse at være med til at styre forskningen væk fra det elitære og i retning af det målbare og brugbare, to ord som den 47-årige fysioterapeut godt kan lide. Som programleder på Marselisborg Centeret under CFK-Folkesundhed og Kvalitetsudvikling, Region Midtjylland har det siden 2012 været hans ansvar, at der bliver sat masser af ‘god’ forskning i omløb.

Fra maskinrum til cockpit

Thomas Maribo elsker at tale fag. Siden han blev færdig på fysioterapeutuddannelsen i Aarhus i 1998, har han bevæget sig rundt på alle etager af fysioterapi, fra maskinrummet op i cockpittet, og været én af de fysioterapeuter, der altid spørger sig selv og sine kolleger, om vi kan gøre det lidt bedre. Han har arbejdet med rygpatienter i klinikken, været forskningsansvarlig terapeut på Aarhus Universitetshospital og faglig konsulent hos Danske Fysioterapeuter for blot at nævne nogle af de kasketter, han har haft på i de sidste 17 år. Da foreningen besluttede at udbrede anvendelsen af måleredskaber for at løfte faget og skabe mere dokumentation og evidens, var det Thomas, der fik posten som mr. Måleredskab på deltid, mens han passede en hel masse arbejde ved siden af. “Mit nuværende job er faktisk første gang i mit arbejdsliv, jeg ikke har patienter ved siden af”, siger Thomas Maribo, som er ansvarlig for linjen i rehabilitering på den sundhedsfaglige kandidatuddannelse på Aarhus Universitet. Hvis nogen kan løse udfordringen med at bringe forskningen ned i øjenhøjde, er det ham, lyder det overbevisende fra kolleger, både de nuværende og ‘gamle’. Og selv om Thomas Maribo har for travlt til at se patienter ved siden af sit job som programleder og underviser og flere tillidsposter hos Sundhedsstyrelsen, i WHO og andre steder , er han så meget fysioterapeut, at man ikke behøver at være bange for, at han nogensinde glemmer, hvad forskning virkelig handler om. Patienten først og dernæst grundighed og stædighed.

Irriterende og vedholdende

Thomas Maribo har ifølge sig selv et medfødt talent for at bide sig fast, hvor andre for længst ville have kastet håndklædet i ringen og givet op. Det prøver han at give videre til studerende og kolleger, blandt andet, når han tilrettelægger Fagkongressen for Danske Fysioterapeuter. “Jeg er så stædig. På en skala over, hvor irriterende og vedholdende, man kan være som person, målt fra 0-10, må jeg nok være en 8’er, siger han og giver et konkret eksempel fra en større undersøgelse i tre vestdanske regioner, han var med til for to år siden, hvor svarprocenten endte med at ligge på 89 procent. “Det er nærmest Sovjettilstande. Jeg blev simpelt hen ved, indtil de svarede. Jeg startede med at skyde med spredehagl, skrev til sundhedsdirektøren og til afdelingerne, og jeg fulgte op, først efter 14 dage og så én gang til. Jeg endte med at måtte rykke de langsomste femseks gange, før jeg omsider fik svar, men det lykkedes“. “Det positive ved vores undersøgelse, som handlede om beskrivelse af funktionsevne i overgangen fra sygehus til kommune på 26 sygehuse og i 52 kommuner, var, at den viste, at næsten alle sygehuse og kommuner benyttede standardiserede måleredskaber. Det dårlige var, at der blev brugt mere end 130 forskellige, og at omkring halvdelen af måleredskaberne kun blev brugt på ét sygehus eller i én kommune. Det kan man ikke kalde en særlig målrettet og systematisk praksis, især fordi svarene viste, at redskaberne blev brugt tilfældigt ud fra devisen ‘hvad synes vi, er vigtigt her hos os?’ Ingen løftede blikket og kiggede på arbejdsgangene på nabosygehusene eller nabokommunerne – ‘gad vide, hvad de gør, og hvordan det fungerer for patienter og borgere der?’. Det kan man jo ellers lære meget af”, siger Thomas Maribo og understreger, at det er et godt eksempel på, hvordan det at ‘tælle’ og ‘måle’ og ‘bide sig fast’, er rigtig god fysioterapi. Han er godt tilfreds med, at undersøgelsen har fået regionerne og kommunerne til at kigge på standarderne og udtrykt ønske om at bruge samme redskaber på tværs af forløb. “Da jeg præsenterede det her, var der modstand og skepsis, men nu to år efter, har vi måske allerede en helt ny procedure på vej. Det kommer i sidste instans til at gavne personer med apopleksi, som helt sikkert får et bedre forløb. Den forskning jeg kender til giver mening. Jeg har hele tiden patienten med i baghovedet”.

Kan man måle balance?

“Hvis du vil måle ting, er du nødt til at forsimple og forsimple, indtil du kan være helt konkret. Selv hvis du tager et umiddelbart ‘tilgængeligt og konkret’ emne som balance, som jeg selv skrev ph.d. om i 2011, bliver det kompliceret i takt med, at du konkretiserer og zoomer ind. Efter tre års forskning endte jeg med at konstatere, at svaret på mit grundlæggende spørgsmål ‘hvordan kan man måle balance?’ er, at det kan man ikke. Det lyder selvfølgelig umiddelbart frustrerende, og der var sandelig også mange gange i løbet af de tre år, hvor jeg tænkte ‘Hvorfor var det overhovedet lige, at jeg gik i gang med det her?’ Giver det overhovedet mening at lave en stående balancetest, for hvor mange borgere falder, mens de står stille? Alt var oppe at vende! Men det er jo brugbar viden. Helt konkret fandt jeg ud af, at det kun giver mening at måle i den dårlige ende af patientspektret med stående balancetest. Hvis du er balletdanser, kan du alt med din krop og er galakser fra patienten med parkinson, som falder mange gange om dagen og kan have gavn af en standardiseret balancetest”. “En vigtig drivkraft for mig som forsker og fysioterapeut er, at finde ud af, om det ‘man tror’, nu også passer. Da jeg valgte at skrive min ph.d. om balance, var det i virkeligheden, fordi jeg var så provokeret over, at alle var så fokuserede på stabilitet på det tidspunkt og troede, at det var nøglen til alle problemer, inklusiv low back pain, som er et område, jeg har beskæftiget mig rigtig meget med. Jeg vidste godt, at ‘balance’ ville blive besværligt at have med at gøre, men alligevel kunne jeg ikke lade være. Det er blandt andet det, jeg mener med, at der skal være en ‘nødvendighed’ ved forskning. Selv om jeg ikke fandt den ultimative balancetest, der passer alle, for det kan man jo ikke, kom jeg tættere på. I dag ved de fleste fysioterapeuter, at ét-benstesten kun egner sig til at måle de dårlige patienter”.

Når bare der står fysioterapeut til sidst

Thomas Maribo kunne snildt fylde et helt interview med at tale om sway, postural kontrol og stående ét-benstest. Både fordi det er så sindssygt interessant at zoome ind på et område og blive klogere på det, men igen fordi det er vigtigt for ham mange gange at slå fast, at forskning også er fysioterapi. “Indenfor sygeplejen har man et lidt hånligt udtryk for de sygeplejersker, der sidder på kontor i stedet for at være ude på stuerne og pleje patienterne; man kalder dem ‘cardigansygeplejersker’. I den terminologi er jeg vel ‘skrivebordsfysioterapeut’’, men så længe der bare står fysioterapeut til sidst, gør det mig ikke noget. For nogle år siden var skellet mellem forskningen og praksis større, og der blev forsket for meget til skrivebordsskuffen, men i dag synes jeg, synergien mellem fag og forskning findes”, siger Thomas Maribo. Man får ham aldrig til at sige, at alle skal skrive en ph.d., for det synes han ikke. Tværtimod mener han, at kandidater og forskere er nødt til at have praktisk erfaring, før de tager en kandidatuddannelse. For at vide, hvor skoen trykker.

 “På Den sundhedsfaglige kandidatuddannelse på Aarhus Universitet prioriteres studerende med mindst to års erhvervserfaring. Det er jeg rigtig glad for, og fordi vi har så mange ansøgere, har alle studerende erhvervserfaring. De skal kunne tænke i løsningsorienteret forskning, som kommer patienterne til gode, og det kan man jo bedst, hvis man har prøvet at arbejde som fysioterapeut eller jordemoder. Det store problem ved at komme direkte fra grunduddannelsen er, ud over den manglende praktiske erfaring, den manglende monofaglighed. Det er dér, man risikerer at gå på opdagelse med sin forskning og bevæge sig alt for langt væk fra det område, man har forstand på, og fare vild“. Thomas Maribo vil gerne have et lykkeligt ægteskab mellem forskning og faglig praksis. “De to ting skal gå hånd i hånd og følges ad. Det er stadigvæk mødet med patienterne, der får mig til at gøre det, jeg gør. Når det ikke er mit konkrete møde med patienten i klinikken eller på briksen, er det i stedet ‘systemets møde med gruppen af patienter’. Når de studerende udvikler projekter, beder jeg dem altid vurdere ’hvad er relevansen for patienten?’, samtidig med, at de skal være grundige og grave sig helt ned i detaljen. Det er dér, når man har nørdet sig helt ned i et eller andet, at krisen indfinder sig, hvor man pludselig kommer i tvivl om det hele og tænker på, hvor lidt det betyder i det store billede. Det bliver man ydmyg af, hvilket kun er godt”, siger Thomas Maribo. For når man er klar over, at man ”kun forstår en brøkdel”, er der chance for, at man bliver ved med at være nysgerrig og åben. To ting ,som efter hans mening er essensen af at være fysioterapeut, sygeplejerske eller i det hele taget have med andre mennesker at gøre.

Vurdering af funktionsevne er omdrejningspunktet

Selv om det i de sidste år har været forskningen, der har haft tag i Thomas Maribo, har han som sagt sat spor mange steder inden for sit fag. På et tidspunkt sad han i Danske Fysioterapeuters hovedbestyrelse, og han har også været ansat som lønkonsulent samme sted. Men faget har hele tiden haft så stærkt fat i Thomas, at han måtte videre. I øjeblikket arbejder han blandt andet med revision af ICF-koder i WHO regi. “Hvis jeg lige må rose klassifikationssystemet, så kan ICF jo gennemgå noget systematisk. Hvordan beskriver vi ellers funktionsevne på en fornuftig måde? Tidligere mente man at den biomedicinske model var i modsætning til den biopsykosociale model, hvor den sidste blev betegnet som den holistiske. Men som en af mine britiske kolleger elsker at sige for sjov: ’there is only one holism, that is alcoholism’. Det bedste eksempel på, at man ikke kan bruge den biopsykosociale model alene, eller den medicinske for den sags skyld, er, at ingen af dem kan ‘fange hele mennesket’ i alle situationer. De er begge vigtige i et sygdomsforløb“. “Hvis du har en apopleksipatient, der kommer ind med en blodprop i hjernen, er det altså ikke lige der, man skal sige ’hvad synes du selv?’. Der vil man gerne have, at der står et hold læger, sygeplejersker og fysioterapeuter klar og gør det rigtige. Ved akut sygdom er det den biomedicinske tilgang, der dur, for så længe det er akut, tænker man ’lever jeg, dør jeg?’. Når den fase er overstået, bliver det mere noget i retning af ’Jeg lever. Men hvordan er kvaliteten af mit liv?’, og her er det den biopsykosociale model der dur. Noget af den kvalitet ligger ifølge Thomas Maribo i ICF’s mere end 1400 koder og ’underkoder’. “Det glæder mig på en måde, at der i den nye ICF er over 1400 koder til at beskrive og vurdere funktionsevnen hos en person, for jeg har nemlig aldrig syntes, det var enkelt. Lige præcis ‘vurdering af funktionsevne’ har været omdrejningspunktet i hele min faglige karriere, og jeg tror aldrig, jeg får indkredset begrebet fuldstændig. Til gengæld bliver jeg mere og mere ydmyg over for mit fag for hver dag”.

Foto: Claus Haagensen