Trykket på ytringsfriheden

I efteråret udsendte Justitsministeriet en vejledning til offentlige ansatte medarbejdere og ledere, som indskærper reglerne for ytringsfrihed. Ikke fordi reglerne er nye, men fordi ”der er behov for at højne kendskabet til reglerne”, som daværende justitsminister Søren Pind skrev i forordet.

Flere undersøgelser, blandt andet fra FTF, viser, at der ikke blot er lavt kendskab til reglerne for ytringsfrihed, men at frygten for repressalier, hvis man ytrer sig kritisk om kritisable vilkår på arbejdet, er i markant stigning.

FTF, der er hovedorganisation for 450.000 offentligt og privat ansatte, herunder fysioterapeuterne, kæmper for en lovgivning, som slår fast på en måde, der ikke er til at misforstå, at man ikke må sanktionere ansattes lovlige ytringer, fortæller formand for FTF Bente Sorgenfrey.

”Når ansatte ytrer sig kritisk, så risikerer de ikke bare at komme til kammeratlig samtale. Vi oplever, at de i stigende grad rent faktisk også bliver sanktionerede.  Det er meget beklageligt, at vi ikke har kunnet komme igennem med ønsket endnu. Men når det er sagt, så er det positivt, at ministeriet nu indskærper reglerne og udsender det signal, at vi har en udfordring med ytringsfriheden”, mener Bente Sorgenfrey.

Ytringstryghed

Hver anden offentligt ansatte kender intet eller kun lidt til reglerne for at ytre sig om forhold på jobbet. Værst ser det ud blandt regionale ledere.

Reglerne er ellers meget enkle: Hvis du udtaler dig som enkeltperson, ikke ytrer dig ærekrænkende og overholder, hvad der måtte være af specifikke tavshedspligter – så kan du frit og i al offentlighed sige, hvad du vil. Længere er den ikke.

Det er historisk set meget sjældent, at nogen har udtalt sig på en måde, så der har været noget at komme efter retsligt. Men juraen betyder det mindste i den her sammenhæng, for den kan aldrig gøre andet end lægge en vis dæmper på magtforholdene, mener professor emeritus på Institut for Statskundskab Tim Knudsen.

”Ytringsfriheden er en juridisk størrelse. Ytringstrygheden er noget andet – og det er den, der tæller, når det kommer til stykket. Bliver man ramt på karrieren under henvisning til andre ting som besparelser, omorganiseringer eller samarbejdsvanskeligheder, uden at der bliver refereret til de ytringer, som i virkeligheden lagde én på is? Det er ytringstrygheden, som vi skal interessere os mest for. I sig selv er det udmærket at kende juraen, man skal bare være klar over, at det ikke nødvendigvis fører til øget ytringstryghed”, siger Tim Knudsen.

Ændret styrkeforhold

En af de grundlæggende årsager til, at offentligt ansatte i stigende grad øver selvcensur er, at selve styrkeforholdet mellem ledere og medarbejdere har ændret sig til ugunst for medarbejderne og til fordel for lederne, mener Tim Knudsen.

”Der er flere grunde til det. Antallet af offentligt ansatte er faldende, og samtidig er der arbejdsløshed. Det skubber naturligvis til frygten for pludselig at stå uden arbejde, hvis man siger højt, hvad man tænker. Derudover har der fra politisk hold været en overordnet agenda om at styrke ledernes magt på en lang række områder. Der har altid været ledere, som har haft svært ved at finde de rigtige grænser for rummelighed i forhold til kritik. Men på grund af det ændrede magtforhold har lederne i dag flere muligheder for at overhøre kritiske medarbejdere. Det har alt sammen bevirket, at ytringsfriheden – som vel at mærke aldrig har været stor – er blevet mindre i det offentlige”, siger Tim Knudsen.

Ledere i klemme

Lektor på DPU Steen Nepper Larsen vurderer, at de offentlige ledere er i klemme.

“De bliver nødt til at tale med 3-4 dobbelt tunge, for hvad enten de vil det eller ej, så er de del af en overordnet agenda, som systematisk ikke er interesseret i kritik nedefra. En af forklaringerne er, at den form for ledelse, som er handlekraftig og ikke-lydhør overfor kritikerne, er blevet talt op i det offentlige de sidste 10 år. Der er ikke plads til brokkehoveder. Det betyder grus i det storslåede maskineri. Derfor har vi fået en ’er du med os eller imod os’-situation, hvor kritik forekommer højst upassende. Det er dræbende for mere, end vi umiddelbart kan forestille os”, siger Steen Nepper Larsen.

Den professionelle medarbejder befinder sig ligesom sin leder også i en klemme mellem hensyntagen til egen jobsikkerhed og muligheden for at være med til at ændre kritisable vilkår på arbejdet nedefra og op, vurderer han.

“Der finder en gradvis strammere og strammere disciplinering sted af medarbejderne, og det foregår først og fremmest på institutionelt niveau. Det er ude på de enkelte arbejdspladser, at lederen mere eller mindre udtalt signalerer, at ’nu retter vi lige ind her’.”

Heldigvis, mener Steen Nepper Larsen, ser man flere og flere tegn på, at udviklingen er ved at vende, men for at få etableret en anden kultur, slipper medarbejderne ikke uden om at udvise lidt heltemod i forsøget på at bevare den faglige stolthed.

”Her er gode råd dyre, for der er ingen tvivl om, at frygten for repressalier ikke er uden bund i virkelighedens verden. Det kan faktisk få konsekvenser at sige højt, hvad man tænker. Det må være op til den enkelte at foretage en grundig analyse, før man fremfører sin kritik. Hvor høj en pris er man villig til at betale? Hvor mange kolleger er med på handle i samlet flok? Hvor stor er risikoen? Men også - hvad er de personlige omkostninger ved at forholde sig tavs?”

”I pressen ser vi overlæger og professorer, der træder i karakter og siger fra, når deres muligheder for at udføre deres arbejde forsvarligt bliver ødelagt. Der kan sagtens også være folk på gulvet, der kæmper imod, uden at man hører noget om det. Men den kritik, vi får lov til at høre noget om, kommer ofte fra dem i de højeste stillinger, som måske har en mere eller mindre berettiget opfattelse af, at de, når alt kommer til alt, ikke kan røres, selvom de udtaler sig kritisk”, siger Steen Nepper Larsen.

Lederen: "Kulturen skal fremme en åben dialog"

Det er helt ok, hvis en medarbejder ytrer sig i den offentlige debat om eksempel rammerne for at kunne udføre et stykke arbejde med en tilfredsstillende kvalitet, men kritikken bør rejses internt først. Det mener ledende overfysioterapeut Lisbeth Schrøder, der som formand for Danske Fysioterapeuters Lederråd har haft lejlighed til at filosofere over emnet ytringsfrihed, og om ytringsfriheden er kommet under pres.

”Jeg ville selv tage det med min leder, før jeg gik ud med kritikken, men omvendt har vi jo ikke blot en ret, men også en pligt til at ytre os, hvis ikke vi har mulighed for at leve op til det ansvar, der følger med autorisationen. Og som ledere har vi ansvar for at skabe en kultur, der fremmer en åben dialog. Den åbne dialog er i alles interesse, for hvis den ikke har været der fra starten, er der heller ingen loyalitet i forhold til beslutninger”, mener hun.

Lisbeth Schrøder minder om, at lederne er mindst lige så meget i klemme som menige medarbejdere.

”Ledernes loyalitetsforpligtelse i forhold til systemet er jo større, og som leder i det offentlige kunne man indimellem godt drømme om, at der var medarbejdere, der ville ytre sig vedrørende forhold, hvor man ikke selv kan komme igennem”.

Tillidsrepræsentanten: "Man brokker sig i krogene"

Hvis ytringsfriheden – eller ytringstrygheden er kommet under pres i takt med, at økonomien er blevet mere og mere presset i den offentlige sektor, er der ikke noget at sige til det, mener formand for Tillidsrepræsentantrådet i Danske Fysioterapeuter, Kirsten Ægidius, fælles tillidsrepræsentant og næstformand i Hoved-MED-udvalget på Aarhus Universitetshospital.

Selv kender hun ingen eksempler på fysioterapeuter, der har fået knægtet deres ytringsfrihed eller har afstået fra at bruge den af frygt for repressalier, men ledelsens retorik er blevet hårdere, og det kan godt lægge en dæmper på medarbejderes lyst til at rejse en kritik, mener hun.

”Det var mere ok eller lettere at stille kritiske spørgsmål eller udtrykke uenighed med ledelsen før i tiden, end det er i dag. Desuden har effektiviseringen betydet, at nogle af de fora, vi havde før, er forsvundet. Vi er her for patienterne og for produktionen, så vi skal selvfølgelig ikke ’processe’ på personalemøder hele tiden, men det betyder noget for den åbne dialog, når man ikke har et sted, hvor man løbende kan tale om tingene. I stedet for at komme frem med kritikken, brokker man sig i krogene, og det kan ingen være tjent med”, mener hun.

”Jeg tør måske lidt mere end andre”.

Elisabeth Christiansen, fysioterapeut på rygkirurgisk afdeling Middelfart Sygehus havde godt fornemmet, at ledelsen, da sygehuset sidste år var truet af lukning, mente, at medarbejderne skulle holde lav profil. Men det med en lav profil ligger ikke lige til den tidligere tillidsrepræsentant med en fortid som politisk aktiv.

”Blandt personalet var der oprør, men det var et stille oprør. Der var en del palaver i lokalpressen, men mange udtalte sig anonymt”, fortæller Elisabeth Christiansen, der selv valgte at stå frem med navn, da hun blev kontaktet af en journalist.

”Han tilbød faktisk, at jeg kunne være anonym, men jeg synes, at hvis man står frem, skal man gøre det ordentligt”, siger Elisabeth Christiansen, der derfor havnede i pressen med udtalelser om, at direktionen havde ”handlet dumt” og ”trådt i spinaten” ved at gøre personalet bange for at udtale kritik om planerne.

Elisabeth Christiansen fortryder ikke sin åbenmundethed, og den fik heller ingen konsekvenser, fortæller hun.

”Jeg fik i det hele taget ikke ret meget respons, men man gør det jo også lige så meget for sin egen skyld – for at kunne føle, at man har gjort noget. Hvis vi ville bevare vores arbejdsplads, var vi jo nødt til at lukke munden op og fortælle, hvad det er, vi kan”.

Elisabeth Christiansen ved ikke, hvad der gør, at hun er mere åbenmundet end flertallet. ”Jeg tør måske lidt mere end andre, måske fordi jeg går rundt med hovedet under armen engang imellem”, griner hun.

”Eller også handler det om, at man som fysioterapeut ikke er så vant til bare at parere ordre, som de er i plejen. Jeg kunne ikke holde ud, at mine kolleger gik rundt og var så tyngede uden at komme ud med det”, siger Elisabeth Christiansen, der understreger, at selvom man som offentligt ansat har ret til at sige, hvad man mener, er det ikke lige meget, hvordan man siger det.

”Dér er jeg helt enig med ledelsen. Der skal være en ordentlig tone, selvom man indimellem kan få lyst til at råde og skrige. Ellers risikerer man bare at støde dem fra sig, der skal bakke en op”.

"Dialogen er vigtigst"

Lilian Møller Thorsen er fysioterapeut i Mariagerfjord Kommune. Hun er også tillidsrepræsentant, og derfor var det også helt naturligt hende, der lagde navn til et debatindlæg i lokalaviserne, da de kommunalt ansatte terapeuter i december følte behov for at meddele sig til omverdenen om en beslutning, de mente var truffet på et forkert grundlag.

”Alle har jo ret til at ytre sig, men man skal også kunne være på arbejdspladsen bagefter, så det var naturligt, at det var mig, der stod frem”, mener hun.

Sagen handlede om, at kommunens sundheds- og omsorgsudvalg på et møde i november besluttede, at genoptræningen af borgere efter en ortopædkirurgisk operation skulle overdrages til private aktører. Det, der forinden var lagt frem, var, at udvalget skulle drøfte frit valg mellem offentlig og privat aktør, og beslutningen om at flytte al ortopædkirurgisk genoptræning kom derfor bag de kommunalt ansatte terapeuter, der ikke var blevet hørt i MED-udvalget. 

”Sagen har betydning for os som medarbejdere og for borgerne, så vi syntes, at det var væsentligt, at der var offentlighed omkring den. Alle har mulighed for at finde referater fra møderne på kommunens hjemmeside, men kun hvis de ved, hvad de skal lede efter, og det var derfor ikke en sag, pressen ville tage op af sig selv. Hvis der skulle noget ud, skulle vi selv sørge for det”, siger Lilian Møller Thorsen.

Debatindlægget gav afsæt til flere artikler og opbakning fra borgere, men Lilian Møller Thorsen understreger, at hensigten ikke var at skabe ravage, men en konstruktiv dialog, og at det er lykkedes.

Resultatet blev, at beslutningen vedrørende privatisering af indtil videre er sat på standby, indtil MED-udvalget har været hørt. Endnu ved terapeuterne derfor ikke, hvor sagen ender, men skulle det blive nødvendigt, er de klar til at ytre sig igen, også i pressen, forsikrer Lilian Møller Thorsen.

”Min eneste bekymring ved at stå frem er egentlig, om man kan være sikker på, at journalisten får hele paletten med, og man bliver citeret korrekt, så det ikke ender som mudderkastning”.