Fagets mand takker af

Man behøver ikke mere end fem minutter i selskab med Johnny Kuhr for at konstatere, at det engagement i fysioterapiens udvikling, der for 12 år siden fik ham til at gå efter formandsposten i Danske Fysioterapeuter, er intakt. ”Jeg håber, stemmen holder”, siger han lidt hæst til at begynde med, men taler sig hurtigt så varm, at stemmen tværtimod stiger i styrke under interviewet.

For han har masser på hjerte - visioner både for faget og for sundhedsvæsenet - men har måttet erkende, at han ikke længere har kræfter til at medvirke til at få dem ført ud i livet. En ny må tage over.

Fysioterapien skulle vise sit værd

Johnny Kuhr blev i marts måned i år opereret for en ondartet hjernetumor. Operationen berøvede ham funktionen i venstre i side, og selvom noget af den ved ihærdige fysioterapeuters hjælp er genvundet, så tærer både handicap og kemoterapi så meget på kræfterne, at de få, der er tilbage, skal bruges på familien. Det har været en svær beslutning, men at være formand for Danske Fysioterapeuter er et fuldtidsjob, og mere til - i hvert fald hvis man vil så meget med formandsposten, som Johnny Kuhr har villet.

Johnny Kuhr gik til valg på en lang række af visioner. Ikke bare for foreningen, men i lige så høj grad for faget, som ifølge hans strategi var det, foreningen skulle skubbe foran sig. I et interview under valgkampen gav han den gamle kliché om, at man skal yde, før man kan nyde, ny betydning: Fysioterapien skulle vise sit værd i form af forskning og evidensbasering, og så skulle lønnen nok følge med.

At det med lønnen ikke er gået helt, som han havde håbet på, indrømmer han gerne, men med det stædige fokus på fag, fag og atter fag er der lagt spor ud til, at fysioterapien kan blive ved med at udvide sin position i samfundet, mener han.

En utrolig udvikling på fem år

Det, han selv trækker frem som et af sine vigtigste resultater, er etableringen af forskningsenheden i fysioterapi på Syddansk Universitet. Gennem flere år, på møde efter møde, fremførte Johnny Kuhr over for blandt andre daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen ønsket om oprettelsen af en forskningsenhed i fysioterapi. Men intet skete, og formanden endte i stedet med at overbevise sin hovedbestyrelse om, at skulle der forskes i fysioterapi, kom foreningen til selv at have penge op af lommen.

Syddansk Universitet stillede rammerne til rådighed og i samarbejde med Praksisfonden og Gigtforeningen kom finansieringen på plads, så man i 2007 kunne hente fysioterapeut og professor Ewa Roos fra Sverige til Danmark for at bane vejen for universitetsbaseret forskning i fysioterapi. En rejse, der blev lidt af et chok for den svenske professor, fortæller hun.

”Det var et chok at opleve konsekvenserne af det tostrengede uddannelsessystem og diskussionen om, hvorvidt fysioterapifaget skulle akademiseres. Jeg forstod simpelthen ikke spørgsmålet, for sådan havde det været i Sverige siden 50’erne. Jeg var vant til en dialog mellem fysioterapeuter og læger, som var meget mere ligeværdig end den, jeg oplevede her, hvor der var et udtalt hierarki, og hvor fysioterapeuterne ikke blev hørt i det omfang, de fortjente. Men der er sket en helt utrolig udvikling på de fem år, og faget har en helt anderledes placering i debatten i dag. Johnnys initiativ har betydet fantastisk meget for fysioterapifaget i Danmark”.

Det samme mener i dag formand for Fraktionen af Praktiserende Fysioterapeuter Marianne Kongsgaard, der dengang havde vanskeligt ved at se, hvad de praktiserende fik ud af det nyoprettede professorat, som de bidrog til via overenskomstmidlerne i Praksisfonden.

”Der var mange praktiserende, der ikke kunne se, hvad vi kunne få ud af de penge, men det har jo senere vist sig at være et godt initiativ”, siger Marianne Kongsgaard og tilføjer, at det banebrydende i det hele taget har været kendetegnende for Johnny Kuhr, ikke blot som formand, men også som praktiserende fysioterapeut.

”Han var jo en af dem, der gik allerforrest med træningsfaciliteter på klinikken, og i dag kan man næsten ikke forestille sig en fysioterapiklinik uden træningsfaciliteter. Han har kunnet se fremad, og han har handlet på det”.

Samlede hurtigt foreningen

Da Johnny Kuhr i sin tid kandiderede til formandsposten blev han som ejer af hele to klinikker af mange betragtet som praktiserende med stort P.

Nogle forsøgte at få valgkampen til at handle om et valg mellem sektorer, men selvom der også dengang var langt flere offentligt ansatte end praktiserende blandt Danske Fysioterapeuters medlemmer, lykkedes det alligevel Johnny Kuhr at skaffe sig det nødvendige flertal. Men få stemmer skilte ham og valgets nummer to, overfysioterapeut Trine Madsen, så med kun godt halvdelen af medlemmernes opbakning var det med en ekstra portion ydmyghed, han indtog formandsstolen. ”Men der gik ikke lang tid, før jeg næsten syntes, at jeg havde mere opbakning fra de offentligt ansatte end fra de praktiserende”, mindes han i dag.

En af de offentligt ansatte, der gav ham sin opbakning med det samme, er fællestillidsrepræsentant på Odense Universitetshospital, Kirsten Thoke. ”Jeg har aldrig hørt til dem, der har set et modsætningsforhold mellem sektorerne. Tværtimod mener jeg, at vi er dybt afhængige af hinanden.

Hvis én sektor gør det godt - eller for den sags skyld skidt - smitter det af på den anden sektor. Derfor var jeg ikke i tvivl ved formandsvalget for 12 år siden. Johnny fik min stemme, fordi han virkede engageret, tillidsvækkende og nærværende med masser af gåpåmod og nytænkning. Jeg har aldrig fortrudt den beslutning, tværtimod”, siger Kirsten Thoke, men tilføjer, at Johnny Kuhr har haft faget så meget i fokus, at han af og til har skullet mindes om, at foreningens mission også er at sikre sine medlemmer gode løn- og arbejdsvilkår.

”Jeg tror bestemt ikke, at løn og ansættelsesforhold er Johnny ligegyldigt, men faget og dets udvikling var hans hjertesag, og han var eksempelvis så stolt, da terapiassistentloven blev erstattet af en ny autorisationslov”.

Bliver aldrig ølkassetaler

Johnny Kuhr kan godt nikke til billedet af sig selv som mere fagets mand end en klassisk fagforeningsmand, ”men jeg var tæt på ved konflikten i 2008”, siger han.

Her brød de offentligt ansattes overenskomstforhandlinger med kommuner og regioner sammen, og fysioterapeuterne måtte sammen med resten af Sundhedskartellet igennem otte ugers strejke, før det lykkedes at få arbejdsgiverne tilbage til bordet. ”Vi havde en god og retfærdig sag, så jeg havde ingen problemer med at tage til demonstrationer og holde taler, men det bliver nok aldrig mig at være ølkassetaler med røde faner i baggrunden”, erkender Johnny Kuhr.

Resultatet blev historisk godt, men Johnny Kuhr havde undervejs sine kampe med daværende formand for Sundhedskartellet og Dansk Sygeplejeråd, Connie Kruckow, der i det hele taget beskriver deres samarbejde gennem årene som farverigt. ”Vi har haft vores diskussioner undervejs – nogle vil nok kalde det skænderier. Han er en mand med stærke holdninger, en solid viden, et stort engagement og en stolthed over sit fag. Dansk Sygeplejeråd er jo i kraft af sit medlemstal den store i Sundhedskartellet, men Johnny har altid haft uhyre vanskeligt ved på nogen måde at acceptere, at det at have færre medlemmer skulle give mindre indflydelse”.

”Ølkassetaler bliver jeg aldrig”, erklærer Johnny Kuhr, der dog var tæt på, da fysioterapeuterne i 2008 måttei konflikt for første gang i 35 år.

Mangel på ambitioner har skuffet

At Johnny Kuhr har temperament indrømmer han gerne selv, og også at det særligt er kommet til udtryk i forbindelse med forhandlinger, når den faglige kvalitet har været på spil. To skuffelser, han ikke kan ryste af sig, er, at KL ikke ville være med til at finansiere udviklingen af kliniske retningslinjer, og at regionerne ikke har villet implementere udvidet rygudredning som en ydelse i overenskomsten trods rigelig dokumentation for effekt og omkostningseffektivitet.

”At vi ikke har kunnet få sådan en helt oplagt ydelse ind i overenskomsten viser, at man fuldstændig mangler politiske ambitioner. Penge og kontrol er kommet til at fylde alt i stedet for ydelser og opgaver”, siger Johnny Kuhr med en stemme, så man pludselig forstår, hvad det er for et temperament, Connie Kruckow taler om.

En af dem, der har siddet på den anden side af bordet, når temperamentet har udfoldet sig, er formand for Danske Regioner, Bent Hansen. ”Hård i forhandlinger, men aldrig firkantet og altid indstillet på at finde løsninger”, lyder det skudsmål, han giver Johnny Kuhr med på vejen; med en tilføjelse om, at hans bidrag til sundhedsvæsenet vil blive savnet. ”Johnny har gennem alle årene været en markant skikkelse, der har formået at tale hele sundhedsvæsnets sag. Han har haft meget fokus på de lange linjer og den overordnede problematik, selvom hans udgangspunkt selvfølgelig var hans egne medlemmer”, erklærer Bent Hansen.

Ergoterapeutforeningen og Danske Fysioterapeuter har ofte haft en fælles dagsorden, og de to formænd har ved flere lejligheder været i byen med et fælles politisk budskab. ”Jeg har været meget glad for den grundlæggende holdning hos Johnny om, at vores to fag er ganske særligt forbundne”, siger Ergoterapeutforeningens formand, Gunner Gamborg. ”Vi har delt rigtig mange formelle og uformelle  arbejdsopgaver og har lagt vægt på, at vi kunne tale solidarisk og nuanceret om vores forskelle og ligheder. Personligt kommer jeg til at savne Johnny vildt meget. Han har været en inspirerende og glad mand at arbejde sammen med”.

Vi skal selv skabe os pladsen

At have det samlede sundhedsvæsens bedste for øje og samtidig varetage en bestemt faggruppes interesser har ikke været et skisma for Johnny Kuhr. Han taler som om, det er to sider af selv samme sag, og man er ikke i tvivl om, at han oprigtigt mener, at hvis fysioterapeuterne formår at indtage en større plads i samfundet, vil det være til hele samfundets bedste.

Fysioterapi er med den afgående formands ord fremtidens lægemiddel. Men det er op til fysioterapeuterne selv at dokumentere det og skabe sig pladsen, mener han og høster af de nyindhøstede personlige erfaringer fra det neurologiske område: ”Neurologien er et felt, hvor vi kunne stå meget stærkere. Pladsen er ledig for os, men vi skal selv tage den. Vi skal gå ind og sige, at det er os, der vidensudvikler på det her felt”, siger han, men bremser sin egen talestrøm, inden der igen går for meget fag i den.

”Nogen synes måske, at det er for meget med al den forskning og dokumentation, men jeg håber meget, at foreningen og en ny formand fortsat vil prioritere at investere i vores fag. Det at investere i fag, kvalitet og kompetencer bliver helt afgørende for os også i fremtiden. Så ser jeg for mig, at vi både i størrelse, kompetencer og position i sundhedsvæsenet kan få en helt anden rolle, end vi har i dag. Men vi er nødt til selv at formulere ambitionerne for, hvor vi kan spille en rolle i fremtiden, for politikerne gør det ikke. Man skal ikke vente, til man har forhandlet alting på plads med en arbejdsgiver, som ender med ikke at ville bruge en krone på det alligevel – man skal selv tage teten”.

Og sådan lyder også det eneste råd, Johnny Kuhr giver videre til sin efterfølger: ”Man skal handle”.
Demokrati er en vanskelig størrelse, og demokrati tager tid, så man skal skubbe processen.
”Men i øvrigt tror jeg, at man skal passe på med at være klog på, hvad en ny formand skal gøre. Da jeg satte mig i stolen, sagde tidligere formand Inger Brøndsted, at jeg bare skulle ringe, men det har jeg aldrig gjort. Jeg har ikke følt, at det var historisk erfaring, jeg skulle trække på, og det synes jeg heller ikke, at en ny formand skal. Fremtiden kommer her fra og fremad, og den har jeg ingen erfaring med”.