Fysioterapi efter hjerteoperation og i forbindelse med cancerrehabilitering

Hjerteoperationer og hjerterehabilitering
Flere forskere har undersøgt betydningen af fysisk aktivitet efter bypass-operationer. Den australske forsker Andrew Hirschhorn (1) fremlagde et studie, der viste, at ti minutters ergometercykeltræning i moderat intensitet (svarende til score 3-4 på CR-10 skala) to gange dagligt med start tredje postoperative dag efter en bypass-operation (CABG) er et brugbart alternativ til gåture under indlæggelsen.

Patienter synes, at cykeltræningen er mere udfordrende end gåture. Stigningen i blodtryk og puls under arbejdet var lige i begge grupper, hvorimod der var en signifikant forskel i den maksimale iltoptagelse i træningsgruppen. I betragtning af, at der er en nedsættelse af lungefunktionen efter en bypass-operation, som stadig gør sig gældende tre måneder efter, kan mængde og intensitet af fysisk aktivitet have afgørende betydning for, hvor hurtigt man kommer sig efter operationen.

Den svenske forsker Marcus Jonsson har fundet, at fysisk aktivitet fra moderat til høj intensitet fører til 15 procent større restitution af lungefunktionen to måneder efter en CABG-operation sammenlignet med en mindre aktiv livsstil (2).

Flere indlæg på kongressen understregede desuden, at inspirationsmuskel-træning (IMT) er kommet for at blive. Den tyrkiske forsker Sema Savci har således påvist, at 2 x 30 minutter daglig IMT-træning fem dage før og fem dage efter en CABG-operation fører til kortere indlæggelsestid og bedre fysisk formåen (målt med 6-minutters gangtest) (3).

Den amerikanske fysioterapeut Tanya LaPier har undersøgt korrelationen mellem Timed Up and Go (TUG) og fysisk funktion. Hun fandt, at der er en sammenhæng mellem lav score i TUG og nedsat fysisk formåen et år efter en hjerteoperation hos personer over 65 år. TUG kan således anvendes som indikator for behovet for en mere målrettet rehabiliteringsindsats hos den ældre population (4).

Maria Bäck fra Sverige har undersøgt forekomsten af kinesiofobi (angst for at bevæge sig) i en svensk population med iskæmisk hjertesygdom. Ved at bruge ”Tampa Scale for Kinesiophobia Heart” (TSK-SV Heart) fandt hun, at cirka en tredjedel af de 333 deltagere i undersøgelsen led af kinesiofobi. Dette er interessant, da der kunne være en sammenhæng med kinesiofobi og compliance eftersom, at flere patienter møder aldrig op eller deltager kun få gange i et hjerterehabiliteringsforløb. Studiet er ikke helt færdigt, og næste skridt er at se, om der er sammenhæng mellem forekomsten af depressions og kinesiofobi (5).

Cancerrehabilitering
Flere sessioner på verdenskongressen havde fokus på cancer og rehabilitering. Størstedelen af forskningen, der undersøger effekten af fysisk træning til forebyggelse og rehabilitering, er udført i forbindelse med bryst-, colo-rectal- og prostatacancer. Den foreliggende evidens, guidelines og perspektivering i cancerrehabilitering blev præsenteret ved et symposium på kongressen.

Epidemiologiske studier viser, at der er 20-25 procents risikoreduktion i forekomsten af coloncancer ved moderat til højt aktivitetsniveau, og at mellem 9-19 procent af denne form for cancer i Europa skyldes manglende motion.

Julie Walsh fra Irland har undersøgt mængden af fysisk aktivitet et år efter afsluttet behandling for cancer. Det viser sig, at kun 17 ud af 100 patienter var moderat fysiske aktive. Siden der er en positiv sammenhæng mellem lav fysisk formåen før/under og efter afsluttet behandling og opfattelse af livskvalitet, er det relevant med et målrettet rehabiliteringsindsats med fokus på fysisk træning i forbindelse med en cancer. Forskerne anbefalede desuden træning før planlagte operationer for udvalgte populationer (f.eks. personer med nedsat lungefunktion eller lav aktivitetsniveau), da det viser sig, at der er færre bivirkninger og færre komplikationer i det postoperativ forløb, hvis træningen sættes ind så hurtig som muligt (6).

Man kan finde nyttige referencer om emnet på wcpt.org. Der er desuden hollandske retningslinjer for cancerrehabilitering på vej.

Fysioterapi på intensiv afdeling
Der blev ikke fremlagt forskningsresultater om nye metoder eller effekt af lungefysioterapi i intensiv regi. I mange lande varetages denne opgave af respiratory therapists, og det kan være læger, sygeplejersker eller fysioterapeuter med speciel uddannelse på området. Som en del af det tværfaglige team er fysioterapeutens opgave på intensive afdelinger rettet mod tidlig mobilisering og fysisk træning.

Gevinsterne ved fysioterapi på disse afdelinger er mange: optimering af kardiopulmonal og muskulær funktion, forbedring af livskvaliteten og mindre tab af fysisk formåen ved både udskrivelse og på længere sigt. Der er publiceret mange gode artikler om emnet, hvor man som fysioterapeut kan hente inspiration om egnede måleinstrumenter og træningsmodaliteter.

Christiane Perme, fysioterapeut fra USA, fortalte om sin indsats med tidlig mobilisering, lige så snart patientens basale lunge- og kredsløbsværdier er stabiliserede. Hun bruger alle mulige hjælpemidler til styrketræning og til at fremme vægtbæring og gangfunktion. Gør træningen så funktionelt som muligt, var hendes budskab. Christiane Perme har udgivet flere artikler om emnet (7).