Telerehabilitering fører ikke til manglende patientkontakt - tværtimod

Flere sessioner på verdenskongressen havde fokus på teknologi og især telemedicin var inddraget i flere projekter. Det er primært lande med store afstande som Australien, Canada, Island og de tyndt befolkede egne i Sverige og Norge, der har flere års erfaringer med telemedicin. Men hvad der i starten viste sig at være en relevant teknologi i netop disse lande ser nu ud til at også at vinde indpas i lande, hvor den demografiske udvikling og et stigende antal patienter med kroniske sygdomme presser sundhedssystemet.

I foråret udkom i Danmark en rapport fra KMD Analyse, der i samarbejde med Center for Digital Forvaltning har set nærmere på mulighederne med nye digitale teknologier til patienter med kroniske sygdomme. I deres rapport ”Kronisk sygdom – en digital samfundsdiagnose konkluderes blandt andet, at telemedicin kan være med til at lette hverdagen for patienter med kroniske sygdomme og vil kunne bruges til løbende opfølgning og kontrol. Især de mest behandlingskrævende kronikere er ifølge denne rapport tilfredse med den telemedicinske løsning, der kan være med til at mindske presset på sundhedsvæsnet. En tilsvarende tilfredshed er blevet målt i flere af de projekter om telemedicin, der blev fremlagt på verdenskongressen.

Den svenske fysioterapeut Lisbeth Eriksson fremlagde et projekt med telerehabilitering til patienter, der har fået ny skulder. Efter en indledende undersøgelse og vejledning i brug af teknologien træner patienten hjemme under fysioterapeutens supervision. Med webcam, skærm og en computer med internetadgang holder fysioterapeuten og patienten ugentlige virtuelle møder, hvor patienten kan afklare spørgsmål, få supervision på øvelser eller få forslag til progression. De 22 patienter, der indgik i studiet, blev rekrutteret fra ventelisten, og kravet var, at de skulle have internet-adgang. En kontrolgruppe på ti patienter blev henvist til almindelig fysioterapi lokalt i kommunen. Alle patienter blev ved interventionens afslutning testet med henblik på skulderfunktion og livskvalitet.

Det viste sig, at telerehabiliteringsgruppen havde trænet mere med fysioterapeuten, havde færre smerter og bedre funktion i skulderen sammenlignet med kontrolgruppen. Det overraskede forskerne, at både fysioterapeuter og patienter oplevede en større grad af samarbejde og kommunikation i telerehabiliteringsgruppen sammenlignet med kontrolgruppen, der mødte op til hyppigere kontrolbesøg på sygehuset. ”Den store fordel ved denne teknologi er, at det giver mere adgang til fysioterapi for patienterne, og det ser ud til, at vi opnår gode resultater, selvom fysioterapeuten og patienten kommunikerer via internettet”, sagde Lisbeth Eriksson i forbindelse med sin fremlæggelse af projektet.

Det kniber dog stadig med at få teknologien til at fungere, fortalte Lisbeth Eriksson, og forskerne måtte bruge det meste af kontrolbesøgene på sygehuset til at løse de tekniske problemer. Selv om der ikke direkte blev målt på de økonomiske omkostninger ved de to rehabiliteringsmodeller, var Lisbeth Eriksson overbevist om, at telerehabiliteringen ikke gav øgede udgifter, og når de tekniske problemer er løst, vil teknologien for alvor spare penge, mente Lisbeth Eriksson.

Telemedicin til patienter med nyt knæ
Canadiske forskere (M. Tousignant et al) har undersøgt tilfredsheden hos patienter og fysioterapeuter med telerehabilitering efter knæalloplastik. I et randomiseret klinisk kontrolleret studie fik 22 ældre patienter med nyt knæ tilbudt telebehandling to gange om ugen i otte uger. Kontrolgruppen bestod af 20 ældre med nyt knæ. De fik det sædvanlige tilbud om hjemmetræning det antal gange, fysioterapeuterne skønnede, det var nødvendigt. Gennemsnitsalderen for de inkluderede var 66,4 år. Også i dette projekt var der problemer med teknikken, men det påvirkede ikke tilfredsheden hos terapeuter og patienter.

Hélène Moffet fra Canada er sammen med en forskergruppe i gang med et storstilet multicenterstudie. Det første delstudie er evalueret efter et år. Her har forskerne undersøgt, hvor effektivt telerehabilitering er til patienter, der skal genoptrænes efter at have fået nyt knæ. 100 deltagere fra tre forskellige sygehuse er inkluderet i studiet. Patienterne blev undersøgt fire gange i forløbet, der startede en måned før indlæggelse og sluttede fire måneder efter operationen. Patienterne blev randomiseret til enten face-to-face genoptræning hos fysioterapeut eller telerehabilitering 16 gange i løbet af de første to måneder efter udskrivelsen. Primært effektmål var Womac-spørgeskema; sekundære effektmål var: økonomi, KOOS, seks-minutters gangtest, trappetest, ROM, muskelstyrke og patienttilfredshed.

Der var ifølge Hélène Moffet høj patientcompliance, hvilket tyder på, at teknologien ikke var en barriere. Undersøgelsen viste, at både patienter og fysioterapeuter var tilfredse med telerehabiliteringen. Der var stort set samme effekt af telerehabiliteringen og face-to-face genoptræningen, men resultaterne kunne tyde på, at face-to-face-træningen gav bedre effekt på ADL-niveau. Der var inden projekt-start modstand hos terapeuterne, der ikke syntes, det var sjovt at træne patienterne på langdistance, men mange af dem fik et andet syn på det i løbet af projektet, fortalte Hélène Moffet.

Den italienske forsker Andrea Turolla fra Syddansk Universitet fortalte i sit indlæg om implementeringen af et telehabiliteringsprojekt til patienter efter stroke. Det drejer sig om et multicenterstudie, der skal foregå på tre rehabiliteringscentre. I dette projekt vil der blive benyttet virtual reality i genoptræningen, så patienterne selv kan monitorere deres træningsaktiviteter. Denne type af træning vil formentlig øge patienternes motivation, forbedre resultaterne og være billigere, end hvis træningen skal foregå på rehabiliteringscentrene, sagde Andrea Turolla. Lige nu arbejder forskerne blandt andet på at udvikle det tekniske udstyr.

Perspektiver for fremtiden
Det var gennemgående for samtlige indlæg om telerehabilitering, at der i høj grad var fokus på patienttilfredshed, effekt af genoptræningen og økonomiske aspekter. Flere indlæg fra både oplægsholdere og salen tyder på, at der eksperimenteres med telerehabilitering/telebehandling mange steder. Et massivt pres på sundhedsvæsenet, dårlig økonomi, og stadig flere mennesker med kroniske sygdomme betyder, at der skal findes løsninger, der kan give samme mængde fysioterapi (eller mere) med høj kvalitet til flere mennesker uden at øge udgifterne.

Når det drejer sig om u-lande, som for eksempel Rwanda, vil telerehabilitering med udnyttelse af mobiltelefoni være den eneste mulighed for at yde fysioterapi, fortalte Eugene Mutimura fra Rwanda. Her er fysioterapeuterne kommet langt med at udvikle metoder til at nå deres patienter på ved hjælp af smartphones.

Der er stadig en vis skepsis over for udnyttelse af telerehabilitering, men spørgsmålet er, om det er til at komme uden om, var flere af teknologi-forskernes kommentarer til bekymrede spørgsmål fra salen om kvalitet, patienttilfredshed og compliance.

I forbindelse med dækningen af verdenskongressen på Danske Fysioterapeuters hjemmeside fysio.dk skrev jeg et kort indlæg om telerehabilitering, hvor jeg gav udtryk for den skepsis over for teknologien, som flere fremførte på verdenskongressen. De mange kommentarer til indlægget tyder dog på, at vi også i Danmark er godt på vej i afprøvningen af teknologien. ”Jeg er en fysioterapeut, som er i gang med at udvikle et sådant system for telerehabilitering. Vi kommer til at have en fungerende demo til efterår, som vi vil prøve på hospitaler og klinikker. Håber, at I melder jeres interesse og vil deltage i vores "proof of concept-fase”, skriver José Cerdán. Line Willads fortalte i sit indlæg om et udviklingsprojekt på Odense Universitetshospital, hvor KOL-patienter trænes med webcam og en kuffert. Også i Kolding Kommune er man i gang med et projekt om telerehabilitering, skriver Ann Cassagneres.