Man kan være bange for at bevæge sig

Fysioterapeut Mark Højbo går hver morgen en tur ved Roskilde Fjord. I arbejdstiden. Oftest har han følgeskab af en eller flere af beboerne på Skibbyhøj, men ind imellem er han alene, for aflysning er ikke en mulighed.

At motivere Skibbyhøjs beboere er en konstant udfordring, og ingen skal kunne bruge undskyldningen ”nej du skal da ikke gå bare for min skyld”.

Skibbyhøj er et socialpsykiatrisk Bo- og Beskæftigelsestilbud for unge i Region Hovedstaden. De 23 beboere har alle svære psykiske lidelser, og nogle af dem bor på Skibbyhøj i op til tre år efter indlæggelse på en psykiatrisk afdeling.

En af dem er Westi, der har været på Skibbyhøj i flere år, og som ikke skal have mange stikord, før han beredvilligt fortæller, hvad det betyder for ham at være kommet i gang med fysisk aktivitet. Efter at have forsøgt sig med styrketræning flere gange uden at blive tilstrækkeligt fanget af ideen til at kunne tage sig sammen til at fortsætte, træner han nu Tai Chi sammen med Mark Højbo og er også kommet i gang med at løbe.

Har købt løbesko

”Tai Chi giver mig en ro i kroppen, som jeg ellers ikke har – det er en træningsform, som jeg virkelig er blevet glad for. Men jeg er også pludselig blevet glad for at løbe, og det har jeg ikke været før, selvom jeg har prøvet mange gange”, fortæller Westi, der føler sig så sikker på, at han nu er trådt i karakter som løber, at han har været på udflugt med Mark og har investeret i et par dyre løbesko fra en specialforretning.

Den udflugt kunne han også have taget med en af pædagogerne, ligesom en pædagog kunne have gået morgenturen, men fysioterapeutens rolle på Skibbyhøj er ikke kun ekspertens men også rollemodellens forklarer Mark Højbo.

”Det handler om det billede, man har af en fysioterapeut: Det er en super sund person, som man gerne vil dyrke fysisk aktivitet sammen med. Fysioterapeuten er eksperten, der ved, hvad der er det rigtige at spise, den rigtige måde at træne på, og som kan fikse en, hvis der er noget galt”.

At det med at fikse dét, der er galt, er en god indgangsvinkel, bliver illustreret, da Mark Højbo viser rundt på Skibbyhøjs værksteder, hvor mennesker med psykiske lidelser kan komme udefra for at udvikle personlige, sociale og faglige kompetencer i en arbejdsmæssig sammenhæng.

Uden for gartneriet møder vi Martin, der meget indtrængende forklarer journalisten, at ”Mark er verdens bedste fysioterapeut”.

”Jeg havde ondt her”, siger han og peger, ”og så trykkede Mark dér og sagde, at jeg skulle puste ud, og så gik det væk!”

Så Mark er med andre ord Gud, og når Gud kommer forbi med sin ghettoblaster og kalder til pausegymnastik, så stiller man selvfølgelig op.

Smertebehandling som indgangsvinkel

”Når jeg præsenterer mig for beboerne er det med fire tilbud: Smertebehandling, genoptræning, kropsbevidsthedstræning og fysisk aktivitet. Og smertebehandling er helt klart den bedste indgangsvinkel. Hvis jeg kan hjælpe dem med dét, hvad kan jeg så ikke også hjælpe dem med”, siger Mark Højbo, der på mange måder har fundet sit ønskejob på Skibbyhøj.

”Tidligere har jeg blandt andet arbejdet med indlagte patienter, og selvom der også der var gåture, kropsbevidsthedstræning og styrketræning, var der andre dagsordener, der var vigtigere. Vi spillede petanque i haven, men det var vanskeligt at lave noget kontinuerligt med patienterne, når lægesamtaler altid havde første prioritet”, fortæller han.

”Når patienter med lavt selvværd gerne vil i gang, men mangler energi eller drive, skal man bruge tid til at motivere og få det ind som noget naturligt, ”bare noget, vi gør”, som når vi går tur uanset vejret, og uanset hvor mange vi er. Da jeg startede her, sad folk meget på deres egne værelser med deres computere. Nu vil de noget mere sammen, men det er ikke kommet på en gang. Det kræver tryghed og tillid at bevæge sig sammen”.

Det kan dog også kræve tillid og tryghed at bevæge sig alene, hvis man ikke kender sin krop og dens reaktioner på fysisk aktivitet. Man bliver forpustet, og hjertet slår hurtigere, og lider man af angst, kan det være svært at skelne den ene form for hjertebanken fra den anden, forklarer Mark Højbo, der derfor er med beboerne i træningsrummet – ikke så meget for at agere personlig træner og lægge program, men mere for at henlede deres opmærksomhed på kroppens reaktioner og lære dem at mærke efter og kende forskel.

Til dét ville han også meget gerne bruge Body Awareness Therapy, men må erkende, at det har han ikke fået solgt godt nok. Det lyder for mystisk og appellerer ikke til en yngre målgruppe. I stedet er hans egen mangeårige kærlighed til Tai Chi kommet ham til gode, for Tai Chi kan nogle af de samme ting, men appellerer med sine selvforsvarsagtige elementer kombineret med de langsomme smukke bevægelser bredere.

Fysisk aktivitet tjener flere formål

Med nogle skræmmende tal for overdødelighed for psykiatriske patienter som følge af livsstilssygdomme, er fysisk aktivitet for alvor kommet på psykiatriens dagsorden. Men at få Skibbyhøjs beboere til at være fysisk aktive tjener flere formål, mener Mark Højbo.

”Det livsstilsmæssige er faktisk ikke det væsentligste, i hvert fald ikke i første omgang. De vil gerne tabe sig og se godt ud, men alligevel render de jo ned i Netto, der nu har åbent til klokken 22, for at købe slik og cola. Hvis man vil tabe sig, skal man spise mindre, og det ved de også godt”.

Gevinsten skal derfor i første omgang hentes i form af normalisering, mener Mark Højbo. ”De er med, de er gode, de har en succesoplevelse, og de har det sjovt sammen. Det handler om at finde ud af, hvad der tænder folk. At finde ’det normale’ – dér hvor de føler sig godt tilpas – og få det tilbage i deres liv.

Hvis man kommer og siger ’du vejer for meget, du skal gøre dét og dét’, så bliver de bare endnu mere stressede”.

Og så er der det med symptomerne. For selvom forskningen har svært ved at bevise, at fysisk aktivitet kan helbrede en psykisk lidelse, er Mark Højbo ikke i tvivl om, at det kan dæmpe symptomerne.

”De får en pause fra deres sygdom og får noget mere ro. En af beboerne er kommet i gang med at styrketræne rigtig meget. Han har en social fobi, men hans oplevelse er, at når han har trænet et par timer, er han mere rolig og dermed også mindre opmærksom på, hvad andre tænker om ham. Det gør det simpelthen lettere for ham at være sammen med andre mennesker, og som fysioterapeut kan jeg understøtte den oplevelse. Hvis jeg kan øge deres opmærksomhed på den ændrede oplevelse i kroppen og give dem troen på sig selv, kan det at være fysisk aktiv få lov at udvikle sig til en vane”.