Man må mere, end man tror

”Så må I godt stige af cyklerne og komme med ud at danse.” Sosu-assistent Jette Brun afbryder Anne Linnet og ’Barndommens Gade’ og leder de 10-12 sveddryppende damer og herrer direkte videre med den næste fysiske udfordring, hvor det gælder om at holde pulsen oppe, samtidig med at arme og ben kommer godt ud i yderpositionerne.

”Og helt op til øret og rundt og rundt…og igen…sving, sving og rundt,” lyder de inciterende instruktioner, imens Trine Dyrholm  tager over på anlægget og synger om at  ’det er svært at være men’ske, jeg har prøvet det selv.’

Det sidste kan samtlige tilstedeværende ved dagens holdtræning med garanti skrive under på. Som nyopererede lungecancerpatienter får de i hvert tilfælde ikke noget forærende, efter at kirurgerne på Odense Universitetshospital har fjernet op til 50 procent af hver enkelt patients lungevæv.

Så hvis de vil generobre deres gamle, fysiske form – eller bare noget der ligner - kræver det blod, sved og tårer.

”Det er jo dyrplageri,” stønner en af holddeltagerne, 66-årige Lennart Jensen, imens fysioterapeuten beordrer alle ned på knæene til en gang imaginær gulvvask, som også træner bevægeligheden.

”Ja, det er grusomt,” replicerer hans faste træningsmakker, Peter Byskov, der i anledning af sin 66 års fødselsdag har medbragt et fadfuld kransekage, så der er lidt lækkert til pausen: ’Til jer fra mig’ har han skrevet med sort tusch på et guldskilt. Selv om der arbejdes igennem her på OUH’s rehabiliteringshold for kirurgiske lungecancerpatienter, er der altså også plads til en god portion hygge.

Det virker!

Imens et par kolleger herser videre med holdet, piller fysioterapeut Pernille Mikkelsen en af deltagerne, Kurt Ørndal, ud til en gangtest; en såkaldt 6MWT, der giver et fingerpeg om patientens kredsløbsfunktion og bevægeapparatets generelle tilstand samt patientens maksimale gangdistance på seks minutter.

Kurt Ørndal fortæller, at han stadig får kemo efter lungecanceroperationen i juli, så han føler sig langt fra på toppen. Så meget desto gladere bliver han, da testen viser, at han i dag klarer at gå 600 meter på den afmålte tid mod 489 meter, da han startede på genoptræningen.

Pernille Mikkelsen, der har det daglige ansvar for rehabiliteringsprogrammerne i et tæt, tværfagligt samarbejde med projektsygeplejerske Susanne Petersen og sekunderet af udviklingsfysioterapeut Birthe Nørrelund , oplyser, at stort set alle patienter oplever en fremgang i 6MWT-testen i løbet af en genoptræningsperiode på fire-otte uger.

Hun kan også se af måleresultaterne i afdelingens mini-MTV, at et overvejende flertal opnår en større lungevolumen og nok så væsentligt, at en del af patienterne bliver smertefri i løbet af genoptræningsperioden. Ud af 39 patienter angiver 22 således at have smerter ved træningsstart, og efter endt træning er 18 af dem sluppet af med deres hvilesmerter, mens 16 ikke længere har aktivitetssmerter.

En del af forklaringen er, at patienterne bliver forvisset om, at det ikke er farligt for dem at bevæge sig, men at fysisk aktivitet tværtimod er en vigtig del af helbredelsen.

”De fleste er rystede over, hvad de må. Også yngre mennesker, der har været vant til at være aktive før operationen. Mange tror, at såret springer op, hvis de bliver forpustede, så bare det at cykle en tur ville nogle af dem afholde sig fra, hvis ikke vi opmuntrede dem,” forklarer Pernille Mikkelsen og tilføjer, at alle patienterne allerede før operationen er blevet instrueret i, at de skal bevæge sig.

”Men efter operationen kan de ikke huske, hvad de har fået at vide. Sådan er det i hvert fald for mange,” konstaterer hun.

Pernille Mikkelsen er af den klare opfattelse, at mange af patienterne desuden finder stor tryghed i, at de to gange ugentligt har mulighed for at få et kvalificeret helbredstjek i forbindelse med træningen, hvis de for eksempel føler sig dårligt tilpas, ligesom de fleste har stor fornøjelse af det kontinuerlige samvær med ligestillede.

”Det sociale element skal vi slet ikke undervurdere. Jeg kan se, at der foregår rigtig meget i omklædningsrummene både før og efter træning,” siger hun, imens udviklingsfysioterapeut Birthe Nørrelund påpeger, at de kommunale genoptræningstilbud ikke dækker nær samme behov, fordi holdene her er sammensat af en broget patientskare.

”Og det er altså ikke det samme, hvis man som lungepatient kommer på hold med for eksempel mave-tarm og rygpatienter,” siger Birthe Nørrelund.

Syvmileskridt fra før

Selv om indsatsen skaber udelt begejstring blandt patienterne, kan overlæge Erik Jakobsen fra Odense Universitetshospitals Hjerte- Lunge- og Karkirurgiske Afdeling T ikke svare eksakt på, om genindlæggelser kan undgås, efter at rehabiliteringstilbuddet er blevet permanent.

”Vi ved heller ikke, om vi finder tilbagefaldene tidligere. Der er noget, der tyder på det, men det er blandt andet det, vi gerne vil have undersøgt nærmere,” siger han og understreger, at rehabiliteringen af lungecancerpatienter under alle omstændigheder er pengene værd.

”Det er syvmileskridt fra, hvad disse patienter før fik tilbudt, og alene ud fra en medmenneskelig synsvinkel er det det eneste rigtige at gøre,” siger han og henviser dels til udenlandske undersøgelser, der viser en klar effekt af genoptræning af lungecancerpatienter, dels til OUH’s egen POREFU-undersøgelse (Post Operativ Rehabilitering og Follow Up), der for år tilbage påviste en signifikant effekt af intensiv follow up og rehabilitering.

”POREFU-undersøgelsen viste helt entydigt, at lungecancerpatienterne fik bedre livskvalitet og færre smerter,” påpeger overlægen, imens projektsygeplejerske Susanne Petersen forklarer, at før blev lungecancerpatienter stort set ladt alene om deres genoptræning.

”De var til samtale på sygehuset 14 dage efter operationen og til kontrol hos egen læge et år efter, men ellers svævede de frit i luften,” siger hun.

Erik Jakobsen afviser at foretage en nærmere økonomisk afvejning af rehabiliteringsindsatsen. ”Når man kan dokumentere, at en indsats virker, bør den også gennemføres,” mener overlægen, der derfor satsede hårdt på at få permanentgjort tilbuddet fra 1. januar 2012, og tilsyneladende er de gode erfaringer nu ved at forplante sig til andre af landets sygehuse. I hvert fald er der en udsendt medarbejder fra Skejby Sygehus til stede for at observere dagens holdtræning i Odense.

Kodeord: motivation

”Er der nogle typer lungeopererede patienter, I ekskluderer,” spørger sygeplejerske Jytte Wurtz fra Skejby Sygehus, imens holddeltagerne kæmper bravt ude på de røde måtter for at få strakt arme og ben godt igennem.

”Ja, en del af vores  patienter på holdet har både cancer og KOL , men hvis de er iltafhængige forsøger vi at få dem til at træne på et hold med en lavere intensitet, da funktionsniveauet og træningsintensiteten på vores hold er rimelig høj,” svarer Pernille Mikkelsen.

Hun understreger, at hvad der er nok så afgørende for et godt resultat, er motivationsarbejdet både før og efter operationen.

”Det bruger jeg rigtig lang tid på. Jeg taler meget med både patienten og de pårørende om, hvor vigtigt det er at være fysisk aktiv efter en lungeoperation, og jeg gør meget ud af at forklare, at det er fysisk træning, vi tilbyder, ikke navlepilleri, som nogle af de ældre patienter godt kan tage afstand fra,” siger Pernille Mikkelsen, der er dybt imponeret over, at patienterne faktisk kommer valfartende to gange om ugen fra det meste af Region Syddanmark.

”For nogle patienter bliver vi nærmest en slags livline, og mange af vores patienter får forlænget deres træningsperiode, fordi det gavner dem fysisk og mentalt”, siger Pernille Mikkelsen, der også påpeger, at det føles dybt fagligt tilfredsstilende at få lov at følge patienterne igennem fra start til slut.