Fornem pris til tværfagligheden

Geriatrisk afdeling på Århus Sygehus har fået Dagens Medicins initiativpris ”Den Gyldne Skalpel” for, som bladet skriver, ”medarbejdernes konstant store ambitioner for at forbedre indsatsen over for en sårbar patientgruppe: De komplekse og svært syge, ældre patienter”.

Dagens Medicin fremhæver blandt andet, at mens geriatrien mange steder i landet er lavstatusområde, er det ikke tilfældet i Århus.

En af forklaringerne er en høj grad af tværfaglighed. En tværfaglighed, der eksempelvis betyder, at terapeuterne på Geriatrisk afdeling ikke er en del af sygehusets centrale fysio- og ergoterapi, men derimod underordnet den ledende overlæge og oversygeplejersken, der udgør afdelingsledelsen.

Sådan har det været siden 1995, da afdelingen blev etableret med professor Else Marie Damsgaard i spidsen - og med fysioterapeut Dorte Nielsen som ledende terapeut. En konstruktion, der ikke ligefrem udløste kaskader af kollegiale skulderklap til Dorte Nielsen. Tværtimod, mindes hun.

”Jeg fik jo landet over rollen som det sorte får. Jeg følte, at jeg havde alle på nakken. De værste så skummelt på mig, som om de tænkte ”Vorherre bevares – hun har godt nok solgt ud af arvesølvet”, mens de sødeste sagde ”nej, hvor er det synd!”. Derfor følte jeg det nærmest som et nationalt ansvar at skulle vise, at det kunne blive bare anstændigt”, fortæller Dorte Nielsen.

Selv var hun bestemt heller ikke tilhænger af, at de dengang 11 terapeuter skulle være ansat direkte i afdelingen og arbejde i tværfaglige kliniske teamfunktioner.

”Det ville jo fordre ikke kun at terapeuterne skulle omstille sig, men også at læger og sygeplejersker skulle aflære deres vaner og tage terapeuterne ind som ligeværdige samarbejdspartnere og respektere deres fag. Men jeg var indstillet på at prøve, og som alle andre former for organisering har denne jo både en for- og en bagside”, mener hun.

”Bagsiden var jo selvfølgelig frygten for, at det ville gå ud over fagligheden, og det var derfor dér, jeg hele tiden havde mit fokus. Og det gik jo godt, blandt andet fordi man passer ekstra meget på sin monofaglighed, når man er i en tværfaglig sammenhæng. Men du er jo ikke fagudøver på samme måde, når du indgår i en tværfaglig sammenhæng. I en central organisering har du fokus på dit eget arbejdsfelt og er spids på, hvad du kan gøre inden for dét, og det du udøver bliver handlet ud rent fysisk. Men her ser du ikke spidst monofagligt på en delproblematik. Du ser hele patientens problemkompleks og også de andre fagområders fokus, og du bliver endnu skarpere på, hvornår patienterne kan profitere af din monofaglighed”, siger Dorte Nielsen.

Hun understreger, at en decentral organisering kræver en vis volumen af terapeuter, hvis den faglige fane skal kunne holdes højt i form af udvikling og faglig sparring. Desuden er terapeutfaglig ledelse et meget vigtigt signal, mener hun.

Teoretisk ulempe – store fordele
Der har været lang vej fra de 11 terapeuter, der var på afdelingen til at begynde med, og til de 30, der er i dag. Dorte Nielsens fornemmelse er, at den decentrale organisering ikke pr. definition truer fagligheden. Der har da været småkriser undervejs, erkender hun – men ikke nogen, der ikke har kunnet løses ved, at man fik talt og taget fat om tingene.

Så ulempen ved den decentrale organisering er kun teoretisk, mener Dorte Nielsen, der til gengæld ikke er i tvivl om, at fordelene er til at tage og føle på: Med terapeuterne som en integreret del af specialet, bliver det terapeutiske bidrag til rådgivning og behandling mere synligt.

Arbejdet i geriatrisk afdeling og i afdelingens udgående teams er organiseret, så der sammen med patient og pårørende lægges fælles mål og plan. Den faggruppe, der er mest relevant i forhold til patientens største problem griber ind først, men har samtidig også ansvar for at observere tværfagligt og sørge for, at de andre faggrupper kommer til, når patienten er klar til det. Hvis en blodprocent skal hæves, for at der overhovedet er energi til fysisk aktivitet, så er det sygeplejersken, der starter, mens terapeuten holder sig i baggrunden. Det vil sige, at læger og sygeplejersker også skal kunne vurdere eksempelvis funktionsevne og så sætte terapeuten til at handle på det, når det er relevant. På samme måde skal terapeuten, der kommer på opfølgende besøg hos en udskrevet patient kunne observere på ernæringstilstand og kunne tage en blodprøve.

”Arbejder man tværfagligt, er man ikke færdig, bare fordi man har gjort sit eget arbejde. Vi skal lære lægerne og sygeplejerske at tænke på patientens funktionsevne”, siger Dorte Nielsen og kommer med et eksempel:

”Hvis for eksempel en svag, gammel patient, der er færdigbehandlet i forhold til den primære diagnose, udskrives, uden at man har haft øje for, om vedkommende kan rejse sig fra en stol uden kompenserende hjælp, så vil patienten måske komme til at sidde i sin lænestol og tisse i bleen og få en blærebetændelse. Og når gamle mennesker får en betændelsestilstand, er der fare for, at de kan gå i delir. Så finder pårørende dem i den tilstand; kan ikke forstå sygdomsbilledet og får patienten genindlagt. Det er derfor, man skal kunne observere en tilstand tværfagligt, hvorefter der så kan handles enten mono- eller tværfagligt”.

Kan mærke en anderledes stemning
Dorte Nielsen er efterhånden holdt op med at føle sig som det sorte får, fortæller hun.

”Jeg tror, det er blevet mere ok at tale om decentral organisering. Jeg kan mærke, at der er en anderledes stemning omkring det – måske tvunget af omstændighederne. En decentral organisationsstruktur kan være mange ting, og den skal selvfølgelig bygges op, så den passer til sit formål, men jeg tror på, at opkobling til specialerne er nødvendig, hvis vi skal udvikle terapifagene i fremtiden og undgå den trussel mod vores virkeområde på sygehusene, der følger af opgaveflytning til kommunerne, accelererede patientforløb og besparelser”.

Med til trusselsbilledet hører, at terapiområdet stadig er for usynligt i de andre faggruppers bevidsthed, mener hun.

”Vores viden bliver ikke integreret – de forstår ikke, hvad det er, vi kan. Hvis vi kommer ind ad svingdøren og så er i en afdeling i to timer, inden vi går ud af svingdøren igen for at gå videre til den næste afdeling, så lærer de os ikke at kende”, siger Dorte Nielsen.

”Mange steder gemmer terapeuterne deres observationer og dokumentation i deres egne lommer. Vi gemmer vores viden og tager den med op i vores egen afdeling. Vi vil gerne have de andre faggruppers dybe respekt for vores faglighed, men hvad skal de respektere os for, hvis de ikke kender os? Vi skal lære dem, hvem vi er, så de ved, hvad de kan bruge os til. De skal ikke bare vide, hvad det er, vi gør med vores hænder, men også hvordan vi ræsonnerer. Det gør terapifagene synlige og giver en mere rehabiliterende tankegang i hele afdelingen, hvilket kommer patienterne til gode. Der er ikke nogen i vores afdeling, der ikke tænker funktionsevne, og det kommer jo af, at der opstår tværfaglige læringsrum, når faggrupperne arbejder sammen ved patienterne fra morgen til aften”.

Desuden gør den decentrale organisering, at terapeuterne kommer tættere på den forskning, der relaterer sig til det geriatriske speciale, og det er godt – ikke kun for terapeuterne, men også for forskningen, mener Dorte Nielsen.

At terapeuterne er en del af det tværfaglige team i geriatrisk afdeling understreges af, at der nu i 10 år har været terapeuter i sengeafsnittene også i weekenden og til klokken 21 på hverdage. De ældre patienter har behov for at blive mobiliseret og trænet også efter klokken 15, så det bliver de. At det ikke opleves forstyrrende for plejen, at der render terapeuter rundt også om aftenen tilskriver Dorte Nielsen, at terapeuterne er en fuldt integreret del af det tværfaglige team og ikke betragtes som gæster på afdelingen.