Klinisk praksis nedprioriteres i grunduddannelsen

I forbindelse med de offentlige besparelser er ca. 10 procent af de kliniske undervisere på de længerevarende forløb tilknyttet fysioterapeutuddannelsen i København blevet afskediget. Det svarer til 12 kliniske praktikpladser.

Bekymringen er dog langt større, for især i økonomisk trængselstid ser ledelser på produktion: Og kliniske undervisere producerer ikke patientydelser men fremtidige kolleger! Det har flere ledelser allerede valgt at bortprioritere af økonomiske hensyn.

Hvordan kan vi profilere os som et fag i vækst, hvor der optages flere studerende på uddannelsen, samtidig med at der skæres i antallet af pladser i klinisk praksis? Forudsætningen for at kunne øge optaget på uddannelsen er ifølge bekendtgørelsen, at der er indgået aftale med de regionale og kommunale samarbejdspartnere om, at der stilles praktikpladser til rådighed. Kontrakten mellem fysioterapeutuddannelsen og det kliniske undervisningssted er sammensat således, at ca. 60 procent af lønnen for en fuldtids klinisk underviser er betalt af det honorar, stedet modtager fra skolen. Netop fordi vi ikke indtjener vores egen løn i produktion, mærker vi i disse tider et øget pres. Nogle steder som usikkerhed for stillingen som helhed, og mange i forhold til den tid, det tager at forberede undervisningen af de studerende.

Uddannelsen kvalificerer den studerende inden for teoretisk og klinisk fysioterapi i overensstemmelse med den videnskabelige udvikling og det omgivende samfunds efterspørgsel. Kliniske undervisere har behov for forberedelse for at kunne medvirke til at understøtte den studerendes implementering af teoretisk viden i klinisk praksis og fremme den studerendes kliniske færdigheder i fysioterapi. 

Går vi efter laveste fællesnævner?

I bekendtgørelsen er nævnt, at den teoretiske og kliniske undervisning skal vægtes lige, men man har prioriteret, at niveauet for de teoretiske undervisere skal være på masterniveau, hvorimod de kliniske undervisere skal have 1/6 diplomuddannelse.

Undersøgelser har vist, at fysioterapeutuddannelsen sammenlignet med andre tilsvarende uddannelser har meget få studerende, der hopper fra. Ifølge de studerende skyldes tilfredsheden i den grad en god sammenhæng mellem den teoretiske og kliniske undervisningsdel.

Vi frygter, at vi kun har set starten af noget, der ikke kun er problematisk for skoler, praktiksteder og studerende men for hele vores fag, hvis de studerende ikke får den nødvendige kvalitet i den kliniske undervisning / praktik.

Der er kun én måde at opnå praksiskompetencer på, og det er ved at gøre (udføre fysioterapi) i praksis.

Ingen, hverken patienter, brugere, arbejdsgivere, kolleger, forsknings- og udviklingsterapeuter, er tjent med, at mulighederne for at opnå praksiskompetencer i uddannelsen forringes. I forvejen indeholder fysioterapeutuddannelsen ikke så meget sammenhængende praktik!

Vi har i den seneste periode haft kontakt med både Danske Fysioterapeuters formand i region hovedstaden, Tine Nielsen, afdelingen for profession og kompetence i Danske Fysioterapeuter samt Fraktionen af kliniske undervisere i fysioterapi for at skabe politisk debat om regionernes og kommunernes uddannelsesforpligtigelse, forholdene for de studerende i klinisk undervisning og for os kliniske undervisere.

Vi har dog brug for at vide, hvordan Danske Fysioterapeuter har tænkt sig at arbejde for at sikre, at der også i fremtiden er plads til og prioritering af fysioterapeutstuderendes kliniske undervisning.

SVAR FRA: Formand for Danske Fysioterapeuter Johnny Kuhr

Der skal ikke herske tvivl om, at vi i Danske Fysioterapeuter mener, at praktikordningen er en helt afgørende del af uddannelsen til fysioterapeut, fordi fysioterapi er et praksisfag. Derfor er det vigtigt, at der også i fremtiden er en god praktikordning.

I øjeblikket har vi ikke det fulde overblik over på, hvilke vilkår praktikordningen administreres i de forskellige sektorer rundt om i landet, og derfor gennemfører vi her til efteråret en undersøgelse, der skal kaste lys over vilkårene, så kvaliteten i praktikordningen også fremadrettet kan sikres.

God klinisk undervisning kræver bl.a. gode forhold for både studerende og kliniske undervisere. Dette står ikke nødvendigvis i modsætning til det markante og stigende fokus på økonomi og produktion i sundhedsvæsenet, men det er selvfølgelig vigtigt, at klinisk undervisning ikke bliver vurderet med udgangspunkt i et kortsigtet produktionsrationale. Klinisk undervisning er i høj grad en langsigtet investering.

I skriver, at der skæres i antallet af praktikpladser. I perioden fra år 2000 til i år er der sket en vækst i antallet af studerende på 83 procent på fysioterapeutuddannelsen. Således blev der optaget 581 studerende i 2000, mens der i år er blevet optaget 1062 nye studerende. Denne eksplosive udvikling sætter naturligt nok også pres på antallet af praktikpladser. Mit overordnede indtryk er dog ikke, at der skæres i antallet af praktikpladser. Tværtimod er de tilbagemeldinger jeg får, at det godt kan lade sig gøre at finde praktikpladser, og at der fra arbejdspladsernes side er en stor interesse for at være praktiksted.

Når det er sagt, er jeg bekendt med, at professionshøjskolen i København endnu ikke er blevet enige med Københavns Kommune om vilkårene for klinisk undervisning af fysioterapeutstuderende fra den 1. februar 2011. Københavns kommune alene står for 22 procent af det samlede antal praktikpladser på fysioterapeutuddannelsen i København, og i dét lys forstår jeg til fulde jeres frustrationer.

Regioner, kommuner og praksissektor har en bunden opgave i at bidrage til uddannelsen af fremtidens sundhedspersonale herunder fysioterapeuter. Det kan få fatale konsekvenser for sundhedsvæsenet på lang sigt, hvis ikke denne helt rimelige forpligtigelse bliver opfyldt efter hensigten.

Jeg mener, det er vigtigt, at man som klinisk underviser har gode muligheder for at forberede sig ordentligt til forløbene med studerende i klinisk undervisning, ligesom det er vigtigt, at forløbene bliver evalueret. Jeg mener derudover også, det er vigtigt, at man som klinisk underviser løbende selv har patienter. Ikke med produktion for øje, men for at vedligeholde sine kliniske færdigheder. Det vigtigste for den kliniske undervisere er netop de kliniske kompetencer og evnen til at bidrage til implementering af den nyeste viden i de studerendes kliniske praksis.

Når ovennævnte undersøgelse er gennemført, og vi har det fulde overblik over vilkårene landet over, vil vi kunne se, hvor det halter i forhold til at kunne gennemføre klinisk undervisning med den helt nødvendige kvalitet og så gøre vores indflydelse gældende.