Den blinde vinkel

Vi har så meget evidens for, at træning virker, og vi taler meget om det, men alligevel har vi som fysioterapeuter svært ved at komme ud over de institutionelle ramper. Det er mildt sagt frustrerende.
Da jeg var til Nordisk Handicapidrætskonference i august, fandt jeg ud af, at Syddansk Universitet havde opslået et nyt modul i Tilpasset Idræt og Bevægelse, som jeg kunne se som en vej til, at flere borgere kunne få flere rummelige og trygge aktivitetsmuligheder. Men universitetet har ikke haft ansøgere nok, og uddannelsen bliver derfor ikke til noget.

Kom nu danske fysser! Rehabilitering er én ting, men muligheden for daglig fysisk aktivitet sammen med andre mennesker er noget andet. Er skelnen mellem sygdom og sundhed så skarp, at vi som fagpersoner ikke ser/forstår at mennesker kan have behov for hjælp til aktiviteter, når de er udskrevet/afsluttet fra det sundhedsfaglige regi, som vi nu har "behandlet" dem i som fysioterapeuter? Nej det tror jeg ikke på, men der er nogle institutionelle og faglige vanetænkninger der hæmmer os i at tænke nyt.

Jeg vil godt slå til lyd for, at vi fysioterapeuter også gør en indsats for, at de mange mennesker der må leve et liv med skavanker, kan få øgede muligheder for at komme ud og dyrke fysiske aktivitet for sjov sammen med andre mennesker.

På Danske Fysioterapeuters Fagfestival i 2009 slog bl.a Ugebrevet Mandag Morgen til lyd for, at vi som fysioterapeuter har en særlig mulighed for at påvirke udviklingen i sundhedsvæsenet, da lægemidlet er fysisk aktivitet. De opfordrede os til at gå forrest og sætte dagsorden i forhold til nye og uopdyrkede opgaver.

Mere end halvdelen af landes borgere deltager ikke i foreningsidrættens tilbud, og ifølge undersøgelsen ’Handicap og Beskæftigelse’ (2006) svarer hver femte dansker mellem 16 og 64 år ’ja’ til, at de har et vedvarende helbredsproblem eller handicap, der hæmmer dem i at udføre en eller flere dagligdagsaktiviteter.

Der kan selvfølgelig være mange meget gode grunde til ikke at have interesse i idrætsaktiviteter, men tallet kan imidlertid alligevel være tankevækkende. Især når man som en del af praksisområdet ser rigtig mange mennesker i deres lokale omgivelser. Ser, at det måske ikke lige er så umiddelbart let at komme til at dyrke idræt med de skavanker, man muligvis skal leve livet med efter sygdomsforløb, traumer svære livsforhold etc.

Det er ikke længere tuberkulose, ikke polioepidemier, ikke nedslidningssygdomme, som vi dør af og lider af i det her land. Vi er klar over at de store kulturbårne sygdomsrisiko er betinget af civilisationens inaktive livsform, derfor tror jeg at det fysioterapeutiske fagområde nu må rette sig bredere ud i samfundet.

Historisk set har faget udviklet sig i takt med de sygdomsforekomster, der har haft størst betydning for en sund arbejdskraft på et givet tidspunkt. Følger af polioepedemierne´sidst i 50’erne bandt mange kvinder til omsorg og pleje af de ramte - der var mangel på arbejdskraft, og ved at udvikle fysioterapien til poliopatienterne, slog man to fluer med ét smæk: De polioramte kommer på benene, og kvinderne på arbejdsmarkedet.

Det samme ses gældende fra70’erne til i dag med fokus på nedslidningssygdommene. Stort fagligt fokus på at udvikle på behandling til de fysiurgiske problemstillinger med nedslidninger i ryg, hofte og knæ.

Og jo, faget følger da rigtigt godt med på rehabiliteringsområdet. Stort velfunderet fokus på hjerte- og lungerehabilitering, KRAM, motion på recept, forløbsprogrammer osv. Men der er en blind vinkel derude.
De sidste 10 år er den fysiske aktivitetsbølge slået ind over fysioterapifaget – det er tydeligt hvad motion gør af godt for os mennesker, og hvilke svære følger det kan få, når vi er for inaktive.

Der er på træningsområdet selvklart rigtigt god effekt af at træne ældre borgere, der er blevet mere eller mindre inaktive med følger af hjerte, lunge, osteoporose, diabetes osv. Når niveauet er lavt nok, bliver effekten jo hurtigere desto større ved et otte ugers rehabilteringstilbud i kommunerne. Meget taknemmeligt fysioterapiarbejde og fint sådan.

Men den blinde vinkel, som jeg ser, opstår i at have de relevante muligheder for de 30-60 årige borgere med funktionsproblemer af mangeartede karakterer. Det kan være funktionsbegrænsninger grundet i neurologisk, i fysiurgiske, i medicinske eller psykiske sygdomsforhold. Yngre borgere, der får kroniske helbredsmæssige begrænsninger at skulle leve livet med, kan sjældent gå i de eksisternede idrætsklubber, de går sjældent ud og stiller krav om at være med - stiller nok mest af alt livet ind på et lavere aktivitetsniveau. Et liv med færre handlemuligheder i både dagliglivet, fritidslivet og i samfundslivet.

Da vi som fysioterapeuter er dem, der kan se det – er det os, der kan være talerør, og os der bør være det. Vi har vores viden og erfaring med at træne syge borgere med en forståelse for de fysiologiske processer, der netop kan være begrænsende for mennesker med en given sygdom. Det er der ikke andre, der kan. Vi kan hjælpe de borgere, der har funktionsbegrænsninger med at få gang i de ressourcer, som de nu engang har.

Vi skal som fysioterapeuter være med til at udvikle nye rummelige muligheder for at kunne dyrke fysiske aktivit sammen med andre på den sjove måde, fordi det er dejligt at bruge sin krop, sjovt at være sammen om at lege og blive forpustet - uanset den kropslige mulighed, man nu må have.