Leder: Mere, ikke mindre, faglighed

Det danske sundhedsvæsen er under forandring. Danskerne bliver ældre og får andre og flere sygdomme end tidligere. Nye behandlingsmetoder og teknologier kommer til. Og opgavefordelingen mellem regioner, kommuner og praksis er i bevægelse. Derfor er det helt naturligt, at man overvejer, hvilke kompetencer der bliver brug for i fremtiden.

Danske Regioner og KL har de seneste år gjort sig tanker om, hvilke kompetencer de som arbejdsgivere vil efterspørge fremover. Og i Danske Fysioterapeuter har vi truffet beslutning om, at fysioterapiuddannelsen skal fremtidssikres ved at bringe den ind på landets universiteter.

I Uddannelses- og forskningsministeriet har man forstået budskabet om, at fremtidens sundhedspersonale skal kunne noget andet, end de kan i dag. Derfor har ministeriet sat sig for at ændre de sundhedsfaglige professions-bacheloruddannelser, herunder uddannelsen til fysioterapeut.

Desværre bliver det ikke i denne sammenhæng, at vores ønske om at universitetsbasere uddannelsen bliver imødekommet. Vi går dog ind i arbejdet med åbent sind og vil gøre, hvad vi kan for, at eventuelle ændringer fører til, at fremtidens fysioterapeuter bliver endnu dygtigere end de er i dag. Netop derfor er der to elementer i det forestående revisionsarbejde, som bekymrer mig.

For det første er Danske Regioner og KL meget optagede af tværfaglige kompetencer. Danske Regioner har blandt andet foreslået, at de studerende fremover skal gennemføre et fælles basismodul, så de kan lære at arbejde på tværs af de faglige skel. Da ministeriet har slået fast, at uddannelserne ikke må blive længere, vil Danske Regioners forslag helt automatisk betyde, at monofagligheden fortrænges til fordel for tværfaglighed. Det er den helt forkerte vej at gå. Ikke fordi der er noget i vejen med tværfagligt samarbejde, men fordi man først og fremmest må have fokus på at lære sit eget fag at kende på en grunduddannelse på blot 3 ½ år.

For det andet ønsker professionshøjskolerne sig friere rammer til at tilrettelægge uddannelserne. Det lyder måske tilforladeligt, men hvis ikke rammerne fastlægges på nationalt niveau, risikerer vi, at professionshøjskolerne opløser de enkelte monofaglige uddannelser i et morads af tværfaglige forløb og lokalt tilrettelagte og dermed forskellige uddannelser. Resultatet kan være, at vi om få år har 10 vidt forskellige uddannelser til fysioterapeut. Det er hverken i de studerendes eller i arbejdsgivernes interesse.

Danske Fysioterapeuter følger ministeriets revisionsprojekt tæt. Vi er repræsenteret i projektets styregruppe og koordinationsgruppe. Vi holder formelle og uformelle møder med embedsmænd i ministeriet og dets styrelser. Vi taler med vores medlemmer, der til dagligt færdes i uddannelsesmiljøet og vi er i dialog med de uddannelsespolitiske ordførere på Christiansborg.

Det er vigtigt for mig, at vi engagerer os i dette arbejde. Jeg er bestemt ikke imod, at der ændres på grunduddannelsen i fysioterapi. Men det bør ske på en måde, der sætter monofagligheden i højsædet. Det er forudsætningen for, at fremtidens fysioterapeuter kan løfte opgaverne i et specialiseret sygehusvæsen, i kommuner der får flere og flere opgaver på sundhedsområdet og i en privat sektor, som oplever en stigende efterspørgsel på evidensbaseret behandling og høj faglighed.

Tina Lambrecht
Formand for Danske Fysioterapeuter