”Det er vigtigt, at man ikke lytter til alt”

Hvad laver du?

Jeg arbejder med udviklingen af det velfærdsteknologiske produkt Virtuel Træning i virksomheden Welfare Denmark, der holder til i Esbjerg. Med Virtuel Træning træner borgeren hjemme, og via et Kinect-kamera (særligt kamera, der registrerer bevægelse, red.) opsamles og analyseres data, så fysioterapeuten kan følge med i, om der trænes tilstrækkeligt og med tilstrækkelig kvalitet, eller om der skal hænder og øjne på. Vi udvikler produktet i samarbejde med en række kommuner, og mit job er at være mellemmand mellem brugerne, dvs. terapeuterne, og it-udviklerne, der jo ikke altid taler samme sprog. Det er også vigtigt, at man ikke lytter til alt, men har den faglighed, der kan afgøre, om et ønske fra en enkelt terapeut er noget, der gavner massen af brugere, og ikke kun en enkelt terapeut, og derfor skal implementeres i systemet.  Vi er i et felt, der er i rivende udvikling, og hvor vi i høj grad også er afhængige af hardware-leverandørerne, så jeg er hele tiden nødt til at følge med.

Hvordan havnede du hos Welfare Denmark?

Jeg har været her i 3,5 år. Oprindeligt er jeg kontoruddannet hos TDC og tog så efterfølgende først en bachelor i idræt og derefter i fysioterapi. Jeg har arbejdet på klinik, men da det her job kom, tænkte jeg, at det var en god mulighed for at kombinere alt det, jeg kan.

Savner du ikke at have fysioterapeutkolleger?

Nej, dem synes jeg egentlig, at jeg har mange af. Jeg betragter ikke brugerne som kunder, men som kolleger, og jeg ser heller ikke mig selv som sælger. Mine nærmeste kolleger her på kontoret i Esbjerg er it-udviklere, men jeg er i daglig kontakt med fysioterapeuter. Kontakten sker pr. mail og telefon, men også i form af fysiske møder, og jeg kører meget rundt i landet mellem kommunerne. Nok 40-50.000 km pr. år, men man kan nå at holde mange telefonmøder i bilen imens.

Hvorfor egentlig? Teknologien kunne vel erstatte de fysiske møder?

Det gør den også i et vist omfang, og vi holder også møder på Skype. Men indimellem når man et skridt længere, når man sidder over for hinanden. På samme måde som, at en fysioterapeut også er nødt til at se sin patient en gang imellem.

Har indstillingen til velfærdsteknologi ændret sig?

Ja. For 10 år siden var der ingen, der forestillede sig, at patienterne en dag ville træne hjemme, mens fysioterapeuten fulgte med på en skærm. Nu er det kun fantasien, der sætter grænsen, og denne måde at træne på vinder frem i alle kommuner. Det bliver mere og mere almindeligt, og der kommer flere og flere produkter på banen, så nu er det jo ”normalt” at arbejde på denne måde. Og holdningen hos borgerne er i større og større grad, at de vil træne, når det passer dem, og ikke når det passer fysioterapeuten eller i kommunens skema. Det er det samme, vi kan se i foreningsidrætten, der går tilbage, fordi folk ikke vil træne på et bestemt tidspunkt, men selv beslutte, hvornår det passer dem at gå i fitnesscenteret.

Vil teknonologien helt kunne erstatte fysioterapeuten?

Den frygt er der selvfølgelig stadig nogen, der har, men der er vi ikke, og der kommer vi heller ikke. Der bliver flere og flere ældre, der har behov for kommunal hjælp, og i stedet for at se teknologien som noget, der gør fysioterapeuten overflødig, skal man se den som noget, der frigiver tid til, at fysioterapeuten stadig kan bevare den høje faglige kvalitet og den faglige stolthed, selvom der er pres på ressourcerne. Vi fik for eksempel en henvendelse fra fysioterapeuterne i en kommune, der spurgte, om vi kunne løse terapeuternes udfordring med den megen tid på dokumentation. Systemerne taler ikke sammen, men vores system genererer en dokumentationsfil, som nemt kan overføres og gemmes i journalsystemerne. Det vil sige, at fysioterapeuterne nu sparer nu tid på at indtaste og beskrive dokumentationen, da de blot skal gemme en autogenereret fil. Det havde vi ikke haft med i overvejelserne fra begyndelsen, men det var jo oplagt og er også et godt eksempel på, at vi udvikler systemet sammen med brugerne.

Hvad er det bedste ved dit job?

At jeg er selvkørende og selv i stort omfang tilrettelægger min arbejdsdag. Det synes jeg simpelthen er så fantastisk, og når man har den fleksibilitet betyder det ikke noget, om man i en uge når op på 50-60 timer. Men det kræver selvfølgelig disciplin. Desuden synes jeg, at det er fantastisk at være med til at præge, hvor vi skal hen med faget. Det er simpelthen et drømmejob og utroligt spændende at være med udviklingen af faget. Før har det jo handlet meget om håndspålæggelse, men nu går vi med i den retning, udviklingen i resten af samfundet går.