Rehabilitering er ikke noget, man bare lige gør

Sundheds- og omsorgschef Mette Olander har travlt. Efter at Roskilde Kommune i oktober sidste år fik ’Den Danske Rehabiliteringspris’ er det strømmet ind med henvendelser fra andre kommuner, der vil vide, hvordan de gør i Roskilde. Og efter at Mette Olander selv i januar af ugebrevet Mandag Morgen blev udråbt til en af ”10 offentlige ledere, der shiner”, er opmærksomheden ikke blevet mindre.

Mette Olander er overrasket over, hvor mange der er interesserede i at få Roskildes opskrift, men dog ikke mere end, at hun har et bud på hvorfor: Det paradigmeskifte, som alle talte om, da begrebet ”hverdagsrehabilitering” kom ind i det danske sprog er nemlig udeblevet, mener hun.

Tværfaglige møder

Et paradigmeskifte kommer ikke af sig selv, og vil man for alvor skifte fokus fra kompenserende ydelser til rehabilitering, skal ledelse, målsætning og ikke mindst incitamentstrukturer følge med, lyder opskriften fra Roskilde.

Læs også artiklen "Det er en anden form for terapi, vi kommer med"

”Mange har haft svært ved at lykkes med det her, og så har forklaringen ofte lydt, at det har handlet om modstand mod forandringer”, siger Mette Olander. Den forklaring køber de ikke længere i Roskilde. Ansvaret for at få implementeret en rehabiliterende kultur kan ikke placeres på den enkelte medarbejder; i stedet handler det om at få etableret en rehabiliterende organisation, lyder det fra Roskilde, der foreløbig har sat tre år af til opgaven og er cirka halvvejs.

Tiden er blandt andet blevet brugt til at få udviklet den tværfaglighed, der er hele grundlaget for at få rehabilitering til at lykkes, forklarer Mette Olander. ”At arbejde rehabiliterende kræver tværfagligt fokus, tværfaglige arbejdsgange, tværfaglig tid og tværfaglig respekt”, mener hun.

Det betyder blandt andet, at faste tværfaglige teammøder er blevet obligatoriske både i hjemmepleje, på plejecentre og i et nyetableret fremskudt rehabiliteringsteam, og at der er blevet brugt ressourcer på supervision for at få udviklet en god mødekultur.

”Det kræver is i maven at lave en tværfaglig mødekultur. Økonomien på ældreområdet er bundet i kompenserende ydelser, så man skal turde tro på, at det at holde et møde øger kvaliteten så meget, at det for borgeren betyder flere gode år i eget hjem”, siger Mette Olander.

De tværfaglige møder er en del af kommunens overordnede model for den rehabiliterende organisation, som er udmøntet i modeller tilpasset hjemmepleje, plejecentre eller rehabiliteringsteam. Her er der helt ned i detaljen beskrevet tværfaglige arbejdsgange og udvalgt evidensbaserede screeningsværtøjer, så alle omkring den enkelte borger arbejder mod samme mål, på samme måde og med et fælles sprog.

Måler på kvalitet og dybde

Ikke mindst incitamentstrukturer – dvs. hvad måler man på, og hvad er er succeskriterierne – er vigtige, når man vil skabe forandring, forklarer Mette Olander. Rehabilitering skal ske i et samarbejde med borgeren, og derfor bliver der i Roskilde ikke kun målt på ydelser, men også eksempelvis på, om borgeren rent faktisk føler sig inddraget. ”Det er jo let nok at beskrive værktøjer og arbejdsgange; det svære er at vende en kultur. Her er det vigtigt, at man måler på kvaliteten og dybden af det, man gør lige så meget som på antal, kroner og øre”, slår hun fast.

Og så gælder det om at blive ved, mener hun. ”Der rejser sig mange nye dagsordener i det offentlige. Det er vigtigt i den hastige bevægelse indimellem at holde fast i noget, indtil vi er helt færdige. I denne forbindelse implementere rehabilitering i bund. Fidusen er, at vi når så langt med det her, at der ikke er nogen mulighed for tilbagesving. Vi bliver i implementeringsfasen, lige så længe det er nødvendigt, og indtil det bare er sådan, man gør her