En gave på 400 millioner kroner

Jeg har skrevet til finansministeren, sundhedsministeren og Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg og fortalt dem, hvordan de kan spare mindst 400 millioner kroner om året på behandling af knæ-artrose.

Stadigt flere danskere får nemlig knæ-artrose. Det er en sygdom, som giver smerter, nedsat funktionsevne og har store omkostninger for den enkelte og for samfundet. Vi ved, at træning, uddannelse og vægttab, det såkaldte GLA:D-forløb, er den bedste og billigste behandling. Alligevel bliver mange borgere med knæ-artrose i dag opereret. Det er dumt og dyrt, for operation har sjældent bedre effekt end træning, og der er langt større risiko for komplikationer.

Ny dansk forskning viser, at man faktisk kan udsætte eller helt undgå syv ud af 10 af de omkring 8.000 knæoperationer, der årligt gennemføres i Danmark. Det betyder, at man kan spare op mod 400 millioner kroner om året, alene på operationerne. Hertil kommer besparelser på udgifter til sygefravær, medicintilskud, re-operationer og lignende.

For mig at se er der to hovedårsager til, at der fortsat opereres for mange. For det første er nogle praktiserende læger ikke gode nok til at diagnosticere knæ-artrose. Så når der kommer en patient med knæsmerter, henviser lægen hende til ortopædkirurgen på det lokale sygehus, i stedet for til en fysioterapeut. Og når patienten møder ortopædkirurgen, er hendes forventning, at hun bliver opereret hurtigst muligt.

Så ortopædkirurgen bliver presset af patienten, godt hjulpet på vej at den politisk bestemte behandlingsgaranti og kravet om effektiv udnyttelse af operationsstuerne. Hvis vi skal undgå den situation, skal de praktiserende læger bliver bedre til at diagnosticere patienter med knæ-artrose. Det kan vi blandt andet gøre ved at styrke samarbejdet mellem de praktiserende læger og fysioterapeuter med særlige kompetencer i muskler og led.

Nogle fravælger den bedste behandling, fordi de ikke har råd til betale de 2.500 kroner

For det andet har vi indrettet sundhedsvæsenet på en måde, så patienterne ofte selv kommer til betale, hvis de vælger træning i stedet for operation. Nogle steder i landet, tilbyder kommunerne gratis forløb, men langt de fleste steder skal patienten selv betale. Det betyder, at nogle fravælger den bedste behandling, fordi de ikke har råd til betale de 2.500 kroner, et GLAD forløb typisk koster.

Det problem kan let løses. Nemlig ved at gøre det gratis for patienter med knæ-artrose at få undervisning, træning og hjælp til vægttab, uanset om det foregår i kommunen eller hos den praktiserende fysioterapeut. Med andre ord bør pengene følge patienten.

Jeg forventer, at politikerne bliver glade for min henvendelse. For det må være som at modtage en gave at få at vide, at de kan spare mindst 400 millioner kroner om året, samtidig med at borgerne får tilbudt den bedste behandling.