Forskningsnyt: Protese efter hemipelvektomi og hofte-eksartikulation

Hofte-eksartikulation eller hemipelvektomi efter kræft, infektion eller iskæmi er sjældne operationer, og den efterfølgende sygelighed og dødelighed hos patientgruppen har hidtil været høj. Genoptræningen efter at have fået en protese er en udfordring, som kræver udholdenhed, styrke og balance, hvilket også er årsag til, at mange patienter ikke vurderes protese-egnede og derfor ikke tilbydes protese. Moderne behandlingsmetoder har dog reduceret den post-operative dødelighed til 0-10 procent, og såvel protesedesign som rehabiliteringsindsatser forbedres stadig, så det er i dag relevant at vurdere hver enkelt patients mulighed for at få en protese. Dette studie har undersøgt demografiske karakteristika hos patienter, der har haft succes med en protese, og sammenlignet med patienter uden protese. Det var desuden målet at identificere præ-operative faktorer, der har betydning for succesfuld proteseforsyning efter hemipelvektomi eller hofte-eksartikulation. Forskere fra et ortopædkirurgisk afsnit og en rehabiliteringsenhed i USA gennemgik retrospektivt deres registre fra 2000-2010 og identificerede 135 patienter, som havde fået foretaget ovennævnte operationer. Efter eksklusion af patienter, som enten var rehabiliteret andetsteds, som døde inden for 6 mdr. efter operationen eller havde hemiparese, blev 43 patienter inkluderet (77 % mænd, gennemsnitligt 52,6 år (range 14-88 år)) og opdelt i to grupper.

Gruppe 1 bestod af patienter med succesfuld proteseforsyning, defineret ved at have fået tilpasset en protese, som de brugte mindst tre gange dagligt i min. 1 time/dag på udskrivningstidspunktet (n=18). Alle patienter rapporterede at kunne gå minimum 50 meter, og halvdelen angav at bruge kun én stok. Fem brugte protesen 12 timer/dag, og 11 brugte den 3-8 timer/dag. 5-års overlevelsesraten var 89 %.

Gruppe 2 bestod af patienter, som ikke brugte protese (n=25), ni havde ikke fået tilbud om protese, og 12 var ikke vurderet medicinsk stabile nok til et genoptræningsforløb. Fire patienter havde en protese, som ikke blev brugt pga. hudirritation eller manglende kræfter. 5-års overlevelsesraten var 36 %.

Iskæmisk hjertesygdom var den eneste præ-operative faktor, som viste signifikant sammenhæng med ikke at få en protese med odds ratio på 25,2. Der var ingen sammenhæng mellem BMI, alder, diabetes, KOL, artrose eller ægteskabelig status og succesfuld proteseforsyning. På grund af få deltagere og det retrospektive design med risiko for manglende oplysninger er evidensniveauet lavt.

Forfatternes konklusion er, at patientgruppen med succesfuld proteseforsyning var meget forskelligartet, og at kun hjertesygdom viste ringe odds for proteseforsyning. Det undrede derfor forskerne, at en relativt stor gruppe patienter aldrig får tilbudt protese, og på den baggrund foreslår de at intensivere rehabiliteringsindsatsen og inddrage patienterne i beslutningsprocessen.