Portræt: Det nytter ikke at være kjælle

SERIEN HOUSE OF CARDS om den magtliderlige politiker Frank Underwood er Stefan Kraghs yndlingsserie. Han har lige grovædt sæson fire og kan ikke lade være med at røbe, at her bliver spillet endnu mere kynisk bag kulisserne i The White House. Han er fascineret af det politiske magtsceneri ikke kun på Netflix, men også i virkeligheden, og selv om han er lige ved at komme for sent til toget fra København tilbage til Holstebro, fyrer han løs om de fysioterapeutiske kerneværdier og om fag- og partipolitik, som optager den 40-årige fysioterapeut og klinikejer dybt.

“Hvis ikke jeg når det tog, så tager jeg bare det næste”, siger Stefan Kragh helt roligt.

Man er vel vestjyde. Og ustresset. Og ordrig.

Stressfri med fysisk arbejde

“Det er en ting, jeg er helt sikker på: Jeg får aldrig nogensinde stress. Det skyldes det simple faktum, at jeg har så meget fysisk arbejde i mit liv ud over fysioterapeutjobbet, fordi min kone og jeg driver en gård ved siden af vores civile jobs. Og som vi siger herovre: ‘Fysisk arbejde gør sindet let og hjertet stærkt!’ Jeg kunne ikke f.eks. finde på at tage på ‘bøvtur‘ med drengevennerne og drikke arbejdsugen ud af systemet fredag aften, jeg vil hellere hjem”, siger Stefan Kragh.

Objektivt set burde han ellers sagtens kunne få både søvnproblemer og hjertebanken. Der er nemlig en del stressede dage i klinikken i løbet af en arbejdsuge, hvor han liiige må presse en patient ind i frokosten og ender med at spise en klemme stående.

“Men selv efter sådan en dag på jobbet, falder jeg ned, når jeg kommer hjem. Alle de praktiske opgaver, man bare skal tage sig af på en gård. Vi har to hunde, to katte, høns, heste, som min datter og min kone rider på, og slagtegrise. Ren Noahs Ark”, siger han.

I sin spejdergrønne Fjällräven-anorak og moderne skæg ligner han mere en københavner- hispter end én, der skal hjem og køre traktor i weekenden. Men det skal han. Og det vestjyske slår igennem på mange fronter fra valg af gode sunde kerneværdier, f.eks. at sætte familien højt, over tro på Gud til Stefan Kraghs politiske ståsted, som ligger til højre for midten. Han sidder i bestyrelsen for Venstre i Holstebro og er også fagpolitisk aktiv i Danske Fysioterapeuter, så hvis man ikke gider at tale politik med ham, skal man enten have ham op på traktoren eller være patient i Fysioterapien Færch Huset.

“Når jeg er på klinikken, zoomer jeg 100 procent ind på den patient, jeg står med. Det er man nødt til. Jeg faldt først rigtigt til i faget, da jeg lagde nogle af mine egne vurderinger til side og virkelig var til stede med den enkelte patient. Før jeg fik egen klinik, havde jeg det nok også lidt sådan, at jobbet var perlerække af skæve eksistenser. Den store aha-oplevelse for mig var, at patienterne ikke var forkerte. Alle patienter ser deres situation som noget særligt. Ham med den forstuvede ankel, mener jo, at hans verden er i grus, og han kan ikke vide, at der lige er gået en terminal cancerpatient ud ad døren, vel? Det gælder om virkelig at lytte og få ro på situationen, så man kan høre patientens historie. De kommer næsten altid med svaret selv, hvis man hører efter”.

Går langt på literen

Stefan Kragh og hans kolleger i klinikken – fem kvinder med ‘hår på brystet og mellem tænderne’ – ser ikke mange hypokondere. Ingen faktisk.

“Folk går langt på literen herovre, skal du regne med. Vi har ikke noget ydernummer, så hos os skal de ovenikøbet selv betale eller få deres sundhedsforsikring til det”, siger han og bliver lidt politisk.

“Jeg synes generelt ikke, at folk skal pakkes ind i vat. Hverken patienterne eller klinikejerne. Ligesom jeg heller ikke synes, det er synd for vores grise, at de bliver slagtet, for det er jo hele ideen med at have grise, så synes jeg heller ikke, at fysioterapeuter skal klynke og være bange for at tage debatten om ydernummersystemet. Det gør jeg, fordi jeg tror, at et velfungerende sundhedssystem er et, hvor pengene følger patienten. Det er ikke, som man skulle tro, for at redde min egen klinik, for den går godt”, siger Stefan Kragh, der for alt i verden ikke vil kaldes kjælle.

Det er jysk dialekt og betyder grundlæggende, ‘at man ikke kan stå på egne ben, ikke tage sig sammen eller tage ansvar og viger for at handle på situationen’.

“Jeg synes, man skal lade være med at klynke og så prioritere. Det er jo også det, jeg siger til patienterne, at de skal gøre. Man er nødt til at tage sin egen medicin”.

Det er Stefan Kragh i en nøddeskal. I de otte år, han har haft klinik i Holstebro, er han hver morgen stået op klokken fem om morgenen, har sat sig ud til køkkenbordet, tændt computeren og lavet de epikriser, som han ikke har fået lavet dagen før.

“Det er en del af gamet, når du ikke har et ydernummer. Når vi kan klare os overhovedet, skyldes det jo, at vi er dygtige og leverer varen, og at flere og flere virksomheder tegner sundhedsforsikringer på deres medarbejdere. Det gør virksomhederne selvfølgelig, fordi de er interesserede i at få den bedste, mest effektive behandling og helst vil se resultater på kort tid. Hver gang en fysioterapeutklinik med ydernummer tjener en krone, tjener jeg kun 60 øre. Hos os bruger vi ofte fulde 60 minutter hver gang på patienten, for hvis ikke de går herfra og har fået den bedste behandling, overlever vi ikke”.

Og i øvrigt mener han derfor – for at gøre en lang historie kort – at de ydernumre skal væk.

Hvis jeg var formand

“Jeg kunne bruge hele interviewet på at tale ydernumre og ved godt, at det er en varm kartoffel, fordi det handler om så sindssygt mange penge. 1,2 milliarder kroner i offentlige midler, som Danske Fysioterapeuter og klinikker med ydernummer gerne vil blive ved med at have adgang til. Jeg synes selvfølgelig, at hver eneste krone er nødvendig, og at vi skal holde på de penge i forhold til forebyggelse og behandling. Så det er ikke der, jeg vil hen. Det er mere fordelingen af pengene, siger Stefan Kragh og fortsætter:

“Hvis jeg var formand, ville jeg først og fremmest arbejde på at afskaffe det ydernummersystem, vi kender i dag. Det ville i den grad kræve, at vi fagligt løb hurtigere og var tvunget til at kridte skoene for at få driftsomkostningerne ned og øge fagligheden. Jeg ville sætte et rigtigt arbejde i gang, hvor vi samler alle krav og tanker ind blandt medlemmerne i praksissektoren, nøjagtig som vi gør op mod hver overenskomstforhandling, bare denne gang for alle, og så bære det ind til forhandlingerne. Som det er nu, ønsker man kun kapacitetsforøgelse, som ikke lader sig gøre, og kaster ikke et frisk blik på en ændring for alle medlemmers virke.

“En anden ting, som Stefan Kragh er optaget af i forhold til fysioterapeuternes fremtid, er, at klinikkerne bliver stadig større, og der kommer flere klinikker på færre hænder.

“På den måde er vi med sikkerhed i gang med at afvikle incitamentog selvstændighedskulturen for at belønne virksomhedsejerne på bekostning af ansattes lønvilkår – og det er da uskønt fagforeningsvirke. Selvstændighed og innovation går hånd i hånd, og det kan vi ikke overlade i hænderne på ejerne i store fysioterapeutiske kæder”.

Ligesom Stefan Kragh har gjort det til sin mærkesag at udpege fejl og mangler i de bærende konstruktioner, er han også parat til at udpege en løsning på ubalancen i Danske Fysioterapeuter.

“Klinikejerne må ud eller som minimum fraktioneres. Er det ikke på tide, vi tør tro på, at klinikejerne godt kan selv? Hvem kunne forestille sig, at Dansk Metal og Dansk Industri var én og samme forening. Det kan man jo virkelig ikke, vel?!”

Dengang bevægelse var noget mentalt

Det er femten år siden, Stefan Kragh blev færdig som fysioterapeut på Holstebroskolen. Begge hans forældre har været ansat i sundhedsvæsnet, så på en måde lå fysioterapi lige for.

“Jeg har lige fra starten vidst, at jeg ville have min egen klink. Jeg skulle i hvert fald ikke arbejde på hospital eller i det offentlige. Da jeg søgte om optagelse på fysioterapeutskolen, skulle man vedlægge en levnedsbeskrivelse, hvor man argumenterede for, hvorfor man gerne vil være fysioterapeut. Jeg fandt min i en gammel kasse med NATOmedaljer (Stefan Kragh har været udsendt til Bosnien, red.), og det var så ærligt, og selv der kan man læse, at jeg gerne vil have mit eget. Men der står også, at ‘jeg gerne vil have med mennesker at gøre og hjælpe dem med at få et bedre liv’”, siger Stefan Kragh, som griner over, hvor ‘pædagogagtigt’ fysioterapeutstudiet var, da han startede.

“Jeg plejer for sjov at joke med, at den gang jeg gik på skolen, var bevægelighed ikke et objektivt udtryk for, hvor mange grader et led kan bevæge sig i forskellige retninger, og noget man skulle bruge en ledmåler til. Det var nærmest det modsatte, nemlig et mål for, hvor meget et menneske ‘flytter sig mentalt’. På et så fysiologisk og anatomisk studie som fysioterapi er det jo virkelig en blød værdi”.

Ud over det politiske arbejde er Stefan Kragh praksiskonsulent i sin egen kommune, og han er i censorkorpset på fysioterapeutuddannelsen.

“På modul 8 og 11. Og der bliver jeg altså virkelig konfronteret med, hvad det er, vi har sat i søen. Jeg ved godt, at der har været kritik af uddannelsesmålene, men jeg synes faktisk ikke de fejler noget, tværtimod. Det svære er for mig at se skismaet med at få teorien, som de unge har rigtig godt styr på, omformet til praksis. Det er til gengæld svært. Mange af de unge har til den praktiske eksamen svært ved at relatere til et ‘rigtigt’ menneske. De har totalt styr på teorien, men ikke deres kliniske håndtering. De glemmer det helt basale, sindssygt vigtige med f.eks. at få sammenhæng mellem deres anamnesiske og objektive undersøgelsesfund og behandlingsstrategi, når de skal justere og evaluere behandling“.

Gør klar til Folkemødet

Stefan Kragh har aldrig fortrudt sin uddannelse og har, som han siger, ‘aldrig en dårlig dag på arbejde’.

“På vores klinik har vi tre ord: Nærvær, engagement og medansvar, og det sidste henviser til, at patienten også har et medansvar. Rammen kan være dårlig, fordi mødet med patienten er ret kort, og mange rygpatienter er f.eks. kronisk syge og har haft smerter i lang tid”.

I dag er han ikke løbet til klinikken med sin sorte Ospreyrygsæk, som han plejer, men har i stedet taget toget til møde hos Danske Fysioterapeuter i København for sammen med nogle kolleger at planlægge foreningens deltagelse i det forestående Folkemøde på Bornholm.

“Målet er at gøre politikerne opmærksomme på alt det, vores fag kan i forhold til forebyggelse af livsstilsygdomme og behandling, og selvfølgelig sørge for at stille de rigtige spørgsmål, som får politikerne til at fokusere på vores profession”.