Uddannelse med lokalt tilsnit og mere tværfaglighed

Når de nye fysioterapeutstuderende til september starter på landets professionshøjskoler bliver det på en anden uddannelse, end den, vi kender i dag. De tværfaglige elementer får endnu et nyk opad, og det de studerende skal lære i Holstebro, vil ikke nødvendigvis være helt det samme som det, de skal lære i Hillerød.

Et udkast til revision af uddannelsesbekendtgørelsen er i øjeblikket i høring, og Danske Fysioterapeuter giver i sit høringssvar udtryk for, at dele af den nye bekendtgørelse kan komme til at påvirke kvaliteten af uddannelsen i negativ retning.

Risiko for ufleksibelt arbejdsmarked

Den nuværende uddannelse bygger på en national studieordning vedtaget i 2008. Med den nye bekendtgørelse vil første del af uddannelsens indhold stadig være underlagt en fælles ramme, mens de enkelte professionshøjskoler får mere fleksible mulighed for at tilrettelægge indholdet af undervisningen på sidste del af uddannelsen.

Det glæder man sig blandt andet over på University College Sjælland (UCSJ), der huser fysioterapeut-uddannelserne i Næstved og Roskilde. Her fortæller Hanne Fischer, direktør for sundhed og social på UCSJ, at mere fleksibilitet vil give mulighed for eksempelvis at bytte rundt på rækkefølgen af fag og praktikker og måden, der undervises på, hvilket giver de studerende mulighed for eksempelsvis at deltage i den forskning, der foregår på sygehusene i regionen.

Når Danske Fysioterapeuter ikke er begejstrede for de udvidede lokale beføjelser, er det, forklarer Tina Lambrecht, på grund af en bekymring for, at fysioterapiuddannelsen kan miste sin nationale ensartethed.

”Vi er bekymrede for, hvad det vil betyde for, hvordan uddannelserne udvikler sig i fremtiden, så vi om få år kan risikere at have 8-10 forskellige lokale uddannelser. De kommende studerende vil få vanskeligt ved at gennemskue, hvilken uddannelse de skal vælge, og det vil blive sværere at flytte mellem uddannelserne. De færdiguddannede vil få svært ved at bevæge sig fra en sektor eller region til en anden. Samtidig risikerer de at få sværere ved at videreuddanne sig, da universiteterne får vanskeligt ved at gennemskue de færdiguddannedes kompetenceniveau, hvilket ikke vil øge deres muligheder for at blive optaget på relevante master- og kandidatuddannelser. Og endelig vil arbejdsgiverne få vanskeligt ved at gennemskue, hvad en færdig¬uddannet fysioterapeut kan”.

Monofagligheden under pres

Hvad der vækker mindst lige så stor bekymring er, at monofagligheden i uddannelsen kommer under endnu større pres, end den er i dag, hvor tværfaglige elementer fylder 15 ECTS-point.
”Den nye bekendtgørelse afsætter 5 ECTS-point mere til tværfaglighed. Det lyder måske ikke af så meget, men vi får ikke en længere uddannelse, så mere tid til tværfaglighed kan kun ske på bekostning af det monofaglige, og det harmonerer ikke med behovet hos aftagerne af den fysioterapeutiske arbejdskraft”, siger Tina Lambrecht.

Danske Fysioterapeuter foretog i 2015 en spørgeskemaundersøgelse blandt 295 ledere fra alle sektorer med ledelsesansvar for i alt 3.183 fysioterapeuter. Blandt konklusionerne var, at lederne efterspørger flere manuelle færdigheder hos de nyuddannede fysioterapeuter, og det behov imødekommer man ikke ved at skrue mere op for tværfagligheden, mener Tina Lambrecht, der desuden hæfter sig ved ordvalget i de mål, bekendtgørelsen opstiller for læringsudbyttet.

”Hvis man læser bekendtgørelsen kan man forledes til at tro, at grundlaget for fysioterapi er kompetencer som kommunikation, innovation og tværprofessionelt samarbejde, for de nævnes igen og igen i bekendtgørelsen, mens viden om anatomi, fysiologi og biomekaniske forhold nævnes meget få gange”.

En af aftagerne af fysioterapeuter, er Lars Nikolajsen fra Varde Fysioterapi, der beskæftiger 32 fysioterapeuter. Han er bekymret for, hvad det betyder for de monofaglige kompetencer hos de nyuddannede, hvis tværfaglige elementer skal fylde mere på uddannelsen.

”Det, jeg har brug for, er dygtige håndværkere, og jeg har i hvert fald ikke brug for nogen, der kan mindre af det fysioterapeutiske håndværk. Patienterne kommer jo her, fordi de har brug for fysioterapi, og så nytter det ikke noget, hvis terapeuten lige skal slå op i manualen først”.

Overfysioterapeut Inger Brændgaard Christensen, Hammel Neurocenter hilser til gengæld udsigten til mere tværfaglighed velkommen:

”Dels fordi det at arbejde tværfagligt skaber resultater, men også fordi jeg tror det bliver vejen frem for nyuddannede fysioterapeuter i forhold til at kunne skabe sig jobs, hvor man traditionelt ikke før har ansat fysioterapeuter. Og ja det vil blive på bekostning af monofaglige færdigheder, men dem må man så erhverve sig på arbejdspladsen”, mener hun.

Også Casper Mortensen, der er leder af træningsområdet i Hvidovre Kommune ser gerne et øget tværprofessionelt fokus:

”Det er en kompleks opgave at være fysioterapeut i det kommunale sundhedsvæsen. Man skal have stærke monofaglige kompetencer, men man skal også kunne lede og bidrage til tværfaglige borgerforløb, hvor man som fysioterapeut samarbejder med fx hjemmeplejen, døgnrehabiliteringen, jobcenter mm. Hvis ikke fysioterapeuter bliver i stand til den opgave, så står andre sundhedsfaglige medarbejdere på spring til opgaven”.

Marianne Thomsen, chefterapeut på Sydvestjysk Sygehus, er uenig. ”De skal lære, hvordan en region fungerer, hvis de får ansættelse i en region, og de skal lære, hvordan Esbjerg eller Kolding fungerer, hvis de får ansættelse i Esbjerg eller Kolding – ikke under uddannelsen”.

Dermed dog ikke sagt, at Marianne Thomsen er bekymret for, om mere tværprofessionalitet vil gå ud over det monofaglige indhold på uddannelsen.

”Jeg synes faktisk at de unge mennesker, vi får ud, er rigtig dygtige. Har det ikke altid været sådan, at de skal skoles i starten?”

Klinisk undervisning bør have et løft

Danske Fysioterapeuter er ikke udelukkende kritisk over for den nye bekendtgørelse, men roser for eksempel, at der stilles krav til samarbejdet mellem uddannelsesinstitutionen og det kliniske uddannelsessted.

Til gengæld savner foreningen en central overvågning af kvaliteten af den kliniske undervisning og ærgrer sig over, at bekendtgørelsen ikke lægger op til et løft kravet til de kliniske underviseres pædagogiske kompetencer ved at stille krav om en masteruddannelse.

Hvad der dog er værre endnu, mener Uffe Holmsgaard Rasmussen, der er formand for Danske Fysioterapeuters fraktion af kliniske undervisere, er, at bekendtgørelsen anvender betegnelsen kliniske vejledere i stedet for kliniske undervisere.

”Der er en verden til forskel mellem at modtage vejledning, som er det, der sker på for eksempel sygeplejerskeuddannelsen, og at modtage undervisning, og derfor kan de forskellige bekendtgørelser ikke bare anvende samme sprogbrug. De andre uddannelser vil gerne have de samme vilkår som os, og at tale om klinisk vejledning er et skridt tilbage. Undervisning handler om mere end det at vise de studerende, hvor skabet er, og hvornår der er frokost”, siger Uffe Holmsgaard Rasmussen.

”I læringsmålene står, at vores studerende skal være selvstændigt diagnosticerende, og det opnår man ikke med vejledning, men med undervisning. Det vil svare til, at vi kalder underviserne på skolen for teoretiske vejledere, og selvom det godt kan være, at det ikke kommer til at betyde noget i praksis, er det er et skidt signal, hvis ambitionen er, at vi skal øge uddannelsesniveauet. Det virker uhensigtsmæssigt og kan få uheldige konsekvenser”, mener han.

Revision af ni uddannelser

Det er ikke kun fysioterapiuddannelsen, der er under revision. Uddannelses- og Forskningsministeriet har nemlig valgt at revidere intet mindre end ni uddannelser på en gang. Det drejer sig blandt andet om professionsbacheloruddannelserne til sygeplejerske, ergoterapeut, jordemoder og bioanalytiker. Danske Fysioterapeuter har fulgt revisionsprocessen fra dens begyndelse og har løbende koordineret foreningens input til processen med de øvrige faglige organisationer, forklarer Tina Lambrecht.

”Danske Fysioterapeuter står ikke alene med sin bekymring for, hvad revisionen vil betyde for kvaliteten af de omfattede uddannelser. Sammen med resten af Sundhedskartellet har vi derfor været i foretræde for Folketingets udvalg for Uddannelse og Forskning for at dele vores bekymring med de folkevalgte”.