Alarmerende mange korsbåndsskader hos kvindeeliten

29 kvindelige fodboldspillere i den bedste række, 3F Ligaen, har eller har haft en korsbåndsskade. Det viser tal fra Spillerforeningen, som dr.dk offentliggjorde i en artikelrække i maj måned.

Blandt de 22 landsholdsaktuelle spillere i udenlandske klubber har cirka hver fjerde været udsat for en korsbåndsskade, og to af spillerne har oplevet den samme skade to gange. Også i den næstbedste række er de kvindelige fodboldspillere ramt af den samme type idrætsskade: her har 41 ud af 289 fået rekonstrueret et korsbånd.

De høje tal får specialist i idrætsfysioterapi og idrætsskadeforsker på Ortopædkirurgisk afdeling på Amager-Hvidovre Hospital, Kristian Thorborg, til at kalde det en epidemi.

”Tallene er skræmmende høje, og det er på allerhøjeste niveau, altså hos elitespillerne, at der er et problem. Normalt når man ser på pigefodbold, er det cirka en halv procent, som får en korsbåndsskade, men på eliteplan kommer du op på 10 procent, så det er et stort problem, også fordi der ikke er så mange spillere på det niveau.”

Høj intensitet giver skader

Selvom korsbåndsskader ses i flere idrætsgrene og hos både mænd og kvinder, har fodboldkvinder mere end dobbelt så stor risiko end mænd for korsbåndsskader, når man sætter det i forhold til antallet af spilletimer.

Samtidig viser forskning, at halvdelen af kvinderne med korsbåndsskader får slidgigt blot 10-15 år efter skaden, samtidig med at risikoen for en ny alvorlig knæskade stiger. Men man kender ikke den præcise årsag til, at kvinder får flere af denne type skader, siger Kristian Thorborg.

”Der er mange teorier, men en af dem går på, at de ikke har den fysiske robusthed, der skal til for at undgå det,” siger han. Til gengæld viser tallene tydeligt, at kvindernes korsbåndsskader accelererer i overgangen fra ungdomsspillere til seniorspillere, når de er i alderen fra 15 til 20 år.

”Når spillerne begynder at spille på højere niveau, eksempelvis seniorniveau, så stiger intensiteten, både under træningen og i kampene. Så det kunne tyde på, at de har svært ved at følge med i forhold til den øgede intensitet.”

For skaderne sker typisk i kamp, hvor der er den højeste intensitet, forklarer han.

”Det ser desuden ud til, at kvinderne har en bestemt risikoprofil i forhold til deres koordinering af musklerne i forlåret i forhold til baglåret i forbindelse med pludselige opbremsninger og retningsskift. For nyere undersøgelser viser, at hvis man ikke er god nok til at aktivere musklerne i baglåret, lige inden man sætter foden i underlaget og skal skifte retning, er man i højere risiko for at få en korsbåndsskade,” forklarer han og fortsætter:

”Evnen til at aktivere musklerne i baglåret lige inden et retningsskift kan forbedres ved hjælp af specifikke skadesforebyggende øvelser, og de er vigtige, fordi hasemusklerne også virker beskyttende for korsbåndet.”

Forebyggelse virker, men der er for lidt fokus

Derfor efterlyser Kristian Thorborg, og andre idrætsforskere inden for området, en ambitiøs plan og en forebyggende indsats, der skal bremse de mange skader på eliteniveau. For undersøgelser viser, at forebyggende træning virker.

Nogle klubber har selv arrangeret skadesforebyggende træning med en fysioterapeut. Men ikke alle klubber har råd til at ansætte en fysioterapeut, og derfor kalder problemet på andre løsninger. Blandt andet bør man gøre mere ud af at uddanne trænerne i at implementere skadesforebyggende øvelser som et fast element under opvarmningen, mener Kristian Thorborg.

Styrketræningen skal gøre spillerne stærkere og bedre koordinerede i baglårene og omkring hoften, og forbedre afsæt, landing og koordination. Blandet andet øvelsen ”Nordic Hamstring” bakkes op af både Kristian Thorborg og andre forskere som en vigtig øvelse for baglårene.

Billedtekst: Stine Larsen oplevede bagsiden af medaljen ved at være professionel fodboldspiller, da hun fik en korsbåndsskade til sidste års pokalkamp. I dag mærker hun stadig eftervirkningerne. Foto: Marie Hald

Der findes ikke data på, hvor mange trænere, der sørger for at indlægge de forebyggende øvelser i opvarmningen, men formodningen er, at det er få.

”Man er ved at undersøge, hvor mange der rent faktisk laver programmerne, men det vi hører, når vi selv er ude og tale med trænerne, er, at det ikke bliver lavet konsekvent, og at man heller ikke følger den opskrift, der er mest optimal. Man springer det over ind i mellem, fordi det er hårde og krævende styrkebaserede øvelser.”

Kampagner er ikke nok

Kristian Thorborg nævner, hvordan man her i landet har kørt kampagnen ”Knokl for dit knæ”, som med forebyggende øvelser og information skulle forebygge knæskader.

Kampagnens målgruppe var håndboldtrænere og håndboldspillere af begge køn i 13-14 års alderen og var sat i gang af Dansk Selskab for Sportsfysioterapi, Dansk Håndboldforbund og Gigtforeningen. Kristian Thorborg mener, at det er en god idé at skele til vores nabolande, særligt Norge og Sverige, som har gode erfaringer med, hvordan man implementerer denne nye viden.

I Norge iværksatte man for eksempel en stor kampagne og et studie, der så på skader indenfor korsbåndsskader i håndbold. I første omgang faldt antallet af skader. Men det holdt ikke ved. Lige så snart forskerne trak sig ud, kom korsbåndsskaderne tilbage. Derfor har man nu implementeret de forebyggende øvelser på ny, og antallet af skader er igen nede på det niveau, der lå under studiet.

”Det viser, at det kræver en meget vedholdende indsats. Det er ikke nok, at man smider nogle foldere afsted, for klubberne og trænerne glemmer det.”

Krav til klubber og spillere

Derfor skal der indføres overordnede krav til organisationerne om at tage fat om problemet. Det skal ind i uddannelsen af trænerne, og klubberne skal være forpligtede til at fremvise, at de gør en indsats.

”Når vi er på eliteniveau, skal man inddrage unionen. Man skal stille krav til klubberne om, at hvis I vil være eliteklubber, så skal I vise, at I tager det her alvorligt. Man er nødt til at få fokus på det i Danmark og få eliten til at forstå, at det her er lige så vigtigt som løbetræning og taktisk træning. Det skal være et fast element, som skal krydses af, for at man kan sige, at man er eliteklub, hold eller fodboldspiller.”

Men, understreger forskeren, det er vigtigt, at man ikke trækker løsningerne ned over hovederne på eliten.

”Vi er nødt til at finde ud af, hvordan det fungerer bedst muligt, hvis man vil have det implementeret på eliteniveau. For eliten træner meget, og der er mange andre fokusområder. Så man skal have eliten med ind i arbejdet og hjælpe med at finde en løsning, så vi ikke kommer udefra som forskere og siger, `gør sådan her´. Vi skal angive rammen, men fodboldmiljøet skal være med til at fylde den ud, så det giver mening og er gennemførligt ude i klubberne.”