"Arbejdet med ældre er en af de mest meningsfulde opgaver i vores fag"

Hvad laver du?

Jeg arbejder som fysioterapeut i Favrskov Kommune med fokus på borgere over 65. Jeg har en sammensat stilling, hvor jeg tre dage om ugen er tilknyttet et plejecenter i Ulstrup i den nordvestlige del af kommunen. Her træner jeg både med beboerne og ambulante patienter fra byen.

De resterende to dage har jeg base i vores hovedsundhedscenter i den vestlige del af kommunen, hvorfra jeg kører ud og laver træning og behandling på et demenscenter.

Hvordan er det at arbejde med ældre mennesker?

En fælles ting for de borgere, jeg arbejder med, er, at de tit har flere forskellige diagnoser på en gang. De har ikke bare for eksempel et brækket ben, men også diabetes, KOL eller forhøjet blodtryk.

Derudover har mange af dem en anden ro og afklarethed end yngre mennesker. De er gode til at prioritere præcist, hvad der er vigtigt for dem at få ud af træningen, hvad enten det er at kunne gå en tur med børnebørnene eller at deltage i bankospil på plejecenteret om tre dage.

Hvornår føler du, at du gør den største forskel?

Når jeg er på plejecenteret i Ulstrup, dækker jeg fire korttidspladser, hvor de ældre kan bo i tre til otte uger efter en hospitalsindlæggelse. Opholdet bliver brugt til aflastning eller genoptræning, men nogle gange hjælper vi også borgeren til at vurdere, om de skal flytte hjem igen eller i en plejebolig. Når vi finder en løsning, alle er tilfredse med, synes jeg, at jeg gør en forskel for patienten som påvirker deres liv på et helt basalt niveau.

I den situation er det vigtigt som fysioterapeut at have forståelse og respekt for, at man sidder over for en patient, hvor hele hverdagen lige er ramlet. De er gået fra at kunne klare sig selv til måske at være afhængige af andre resten af deres liv.

Men samtidig oplever jeg, at man kan hjælpe dem rigtig langt ved at fokusere på faglige argumenter. Nogle har en fejlagtig opfattelse af, at jeg taler på kommunens vegne og for eksempel råder dem til at flytte i plejebolig, fordi det er den billigste løsning.

Billedtekst: Mia Møller Henriksen hjælper de ældre på Plejecentret i Ulstrup, der består af tyve plejeboliger til ældre, et afskærmet demensafsnit og fire korttidspladser til aflastning efter hospitalsindlæggelse og ambulante patienter.

Det giver det troværdighed, hvis jeg kan gå ind og kommentere specifikt på deres skade, hvordan den hæmmer dem i hverdagen, og hvilken hjælp de ville kunne få i en plejebolig. Det tætte faglige samarbejde med sygeplejerskerne, ergoterapeuterne, social og sundhedsassistenterne og -hjælperne spiller også en stor rolle i den situation.

Betyder tværfaglighed meget i dit job?

Ja, det er ultravigtigt, at jeg for eksempel har en dialog med personalet på plejeboligerne om, hvordan vi udnytter borgerens kræfter bedst muligt. Det tværfaglige samarbejde er også en afgørende faktor i forhold til at understøtte min træning, når jeg ikke er der.

Jeg har f.eks. lige haft en herre i en demensbolig, som havde brækket lårbenet. Jeg havde egentligt tænkt, at han kom til at sidde i en kørestol resten af sit liv.

Men det forunderlige med demensramte er, at han glemte, at han ikke kunne gå. Fordi jeg havde sat plejepersonalet godt ind i, hvordan de kunne støtte og mobilisere ham, når han prøvede at rejse sig op, er han alligevel kommet på benene og går rundt med en rollator i dag.

Hvordan kom du til at arbejde med ældre?

Det var, som så meget andet i livet, en tilfældighed. Da jeg blev færdiguddannet for snart 18 år siden, var der ikke særlig meget fokus på eller prestige i at arbejde med ældre mennesker.

Forskningen delte for eksempel patienter op i aldersgrupper fra 20 til 30 og fra 30 til 40, for at kunne tage højde for kroppens fysiologiske udviklingstrin, men fra pensionsalderen og op skelnede man ikke mellem om folk var 65 eller 90. Der var en udbredt opfattelse af, at hvis man fik arbejde på et plejehjem, skulle man nok bare ud og lave stolegymnastik med de gamle.

Så da jeg blev tilbudt en stilling som distriktsfysioterapeut på et ældrecenter, var det bestemt ikke drømmejobbet, men mest en måde at komme i gang på. I dag synes jeg, at det er en af de vigtigste og mest meningsfulde opgaver i vores fag.

Hvad har ændret sig siden den gang?

Der er kommet meget mere fokus indenfor forskningen på, hvor vigtigt det er at behandle forskellige aldersgrupper forskelligt, ikke mindst de ældre. Når nogle gider at forske i det, man arbejder med, føler man sig selvfølgelig mere anerkendt, men det gør også, at vi arbejder mere evidensbaseret og får vores faglighed i spil i en helt anden grad end tidligere.For eksempel havde vi aldrig turdet lave tung styrketræning med de ældre for 18 år siden, men det ved vi i dag, at vi sagtens kan.