"Jeg følte mit knæ gik af led"
Tema om skader i sport
Læs mere om idrætsskader hos kvindeeliten:
Fagligt tema om skader i sport
Læs også om diagnostik og forebyggelse i forbindelse med akutte muskelskader, og få et overblik overblik over behandlingen af de mest almindelige sportsskader i det faglige tema.
Behandling af akutte muskelskader
Diagnostik, forebyggelse og behandling af akut lateral ankeldistorsion
Behandling af ekstern springhofte med målrettet styrketræning
Den afgørende pokalkamp mellem Brøndby IF og Kolding Q har været i gang i omkring 20 minutter. Adrenalinen pumper, og publikum hujer. Brøndby IF har netop fået tilkendt et hjørnespark, da Brøndby-spiller Stine Larsen laver en vending, som bliver fatal.
”Jeg kunne med det samme mærke, at der skete noget i knæet. Jeg følte, at mit knæ gik af led. Jeg har aldrig oplevet noget tilsvarende. Det var en smerte, som ligesom blev hængende,” fortæller Stine Larsen.
Hun sunder sig et par minutter og forlader så kortvarigt banen for at lade holdets fysioterapeut lægge et kompresbind på knæet. Smerten fortager sig gradvist, og Stine Larsen er opsat på at komme ind på banen hurtigst muligt. Hun kommer ind igen, først lidt haltende, siden i let løb. Kort tid efter bliver hun tacklet.
”Det er en rigtig hård tackling, og jeg flyver gennem luften. Der er noget helt galt, det er jeg slet ikke i tvivl om. Det er nemt at være bagklog i dag, og jeg har da også spurgt mig selv om, hvorfor jeg overhovedet ville ind på banen igen. Men i situationen kører adrenalinen, og man tænker ikke rationelt. Jeg ville bare fortsætte for enhver pris.”
Guldmedalje og hævet knæ
Den hårde tackling sætter endeligt punktum for Stine Larsens deltagelse i pokalkampen. Hun forlader haltende banen og kan fra bænken se sine holdkammerater vinde pokalkampen.
”Jeg var sindssygt glad og helt vildt ked af det på samme tid. Det var superfedt, at vi vandt, men jeg vidste også godt, hvad klokken havde slået for mit eget vedkommende. Jeg sad med en guldmedalje om halsen og et hævet knæ. Det var hårdt.”
Få dage efter bekræfter en MR-scanning Stine Larsens bange anelser. Hun har pådraget sig en korsbåndsskade, og forude venter operation og mange måneders genoptræning. Efter råd fra sin fysioterapeut går hun straks i gang med genoptræningen, men venter to måneder med operation, så hævelsen er helt aftaget.
”Efter operationen kørte jeg et træningsprogram fra hospitalet i kombination med træning hos Team Danmarks fysioterapeut. Et par måneder senere kom jeg tilbage til min egen fysioterapeut, som havde sammensat et træningsprogram til mig. Jeg trænede efter hans program og gik samtidig også til holdtræning på et knæhold. I klubben trænede jeg styrketræning. Det var helt forfra med det meste,” fortæller Stine Larsen.
Styrketræner og laver knæprogram
I dag, over et år efter korsbåndsskaden, mærker Stine Larsen stadig eftervirkningerne på daglig basis.
”Jeg har et andet knæ nu. Det mærker jeg tydeligt. Og jeg er meget bevidst om, at jeg skal fortsætte genoptræningen resten af min fodboldkarriere. Der gik over et år, før jeg kunne spille igen, men heldigvis har jeg for nylig haft mit comeback på banen. I dag styrketræner jeg knæet to gange om ugen og varmer op på banen med et knæprogram, som min fysioterapeut har lavet.”
Korsbåndsskader er langt fra et ukendt fænomen blandt de kvindelige fodboldspillere.
”Jeg har haft en del holdkammerater med korsbåndsskader, så jeg var godt klar over, hvad det indebar at få sådan en skade. Antallet af den slags skader er alt for højt, og jeg får stadig ondt i maven, når nogen nævner korsbåndsskader. I dag føler jeg mig heldigvis tryg og sikker på mit knæ. Jeg spiller ikke mere forsigtigt end før. Jeg er bare ekstremt bevidst om, at jeg skal følge mit knæ-træningsprogram, så jeg undgår en ny skade, siger Stine Larsen.”
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.