Fulde huse på Sørup Herregård
Det kan have været middagen på Sørup Herregård, det kan have været udsigten til kollegialt samvær, det kan have været forventningen om gode råd fra Morgen TV’s ernæringsekspert Christian Bitz eller det kan have været fagpolitikken, der trak, da ikke færre end 115 medlemmer tilmeldte sig generalforsamlingen i Danske Fysioterapeuters Region Sjælland i april.
Regionsbestyrelsen
Lise Hansen, formand
Lisbet Schrøder
Karen Kochen
Lars Nielsen
Rosa Fuglsang
Lisbet Jensen
Malene Parbst Jespersen (valgt blandt TR)
Line Reffelt Jørgensen (valgt blandt TR)
Marjanne den Hollander (valgt blandt SU-medlemmer)
Martin Ljungberg (valgt blandt studerende)
Regionsformand Lise Hansen mener dog, at det var den samlede pakke, der gjorde, at regionen kunne afholde den mest velbesøgte generalforsamling nogensinde.
”Det var en fantastisk aften, jeg var helt høj bagefter”, fortæller en begejstret Lise Hansen, der erkender, at hun har ændret syn på, hvordan man skal servere fagpolitik for fysioterapeuter, for hvem det politiske liv i og uden for foreningen måske ikke er det, der står øverst på listen over interesser.
”I regionsbestyrelsen har vi tidligere haft den holdning, at til generalforsamlingen skulle vi diskutere politik, og dem, der ville være med til dét, kunne komme. Men vi får altså nogle flere med på den her måde”, siger Lise Hansen.
Omkostningen var, at generalforsamlingen, der tidligere har strakt sig over tre timer, blev afviklet på én time, så der også blev plads til hyggen og foredraget, men det gjorde ikke noget, mener hun.
”Vi plejer for eksempel at bruge noget tid på at tale om ideer til kommende faglige arrangementer, men den drøftelse lod vi i stedet foregå ved bordene under middagen, og jeg har fået overrakt 28 stykker papir med ideer, så det lader til at have været en god model”, mener regionsformanden.
Fysioterapi på dagsordenen
Særligt det fysioterapeutiske tilbud til psykiatriske patienter fyldte i debatten på generalforsamlingen, hvor flere medlemmer argumenterede for vigtigheden af, at de fysioterapeutstuderende fortsat kan komme i praktik i psykiatrien, også i de lange praktikforløb.
Og også foreningens indsats for psykiatriske patienters ret til en genoptræningsplan var oppe at vende.
Lise Hansen benyttede desuden generalforsamlingen som anledning til at opfordre medlemmerne til at være aktive i den kommende valgkamp forud for kommunalvalget i november og gå til nogle af de mange vælgermøder for at få sat fysioterapi på den politiske dagsorden i regionen.
Du skal logge ind for at se kommentarer og selv kommentere
Log ind
Er du endnu ikke medlem? Bliv medlem i dag og få fuld adgang til fysio.dk, og gør brug af vores mange medlemsfordele.