Kronik: Den levede krops fag

Noget af det særegne ved fysioterapi er, at det ikke kun er patientens krop, der er i spil.

Fysioterapeutens hænder og krop berører og bevæger ofte patientens krop med forskellige behandlingsritualer, som skub, tryk, vrid og stræk, verbale og nonverbale instruktioner osv.

Hvordan patientens krop berøres og bevæges herved, afgøres ikke kun af de manuelle fysioterapeutiske interventioner. Hvad patientens levede krop føler, oplever og lærer samt eventuelt aflærer i denne kropslige relation og interaktion med fysioterapeuten, har også betydning.

Empati, antipati eller neutralitet er alle eksempler på følelsesmæssige fænomener, som, i større eller mindre grad, altid potentielt manifesterer sig og påvirker parternes kropslige interaktioner og relationer.

Det kræver, ud over fysioterapeutiske interventionskompetencer, nærheds-, indfølings- og tilknytningskompetencer hos fysioterapeuten, versus et erkendt eller ikke erkendt behov for afstand til patienten.

Det udtrykker sig ofte med en dårlig situationsfornemmelse, der forstyrrer relationen. I relationen kan fysioterapeuten afsløre sider af sig selv, som patienten potentielt kan opfatte som et forsvar eller manglende evne til at etablere en passende fysisk, psykisk og social relation.

Et rent sundhedsvidenskabeligt ideal om én fuldstændig ensartet autoritativ og overordnet tilgang til fysioterapi er derfor en videnskabelig, såvel som uvidenskabelig illusion.

Patienten bør naturligvis opleve kontakten og relationen som kompetent, relevant og tryg. Relationer er således både en mulighed for at nærme sig hinanden og for at holde distancen, hvilket sandsynligvis kan påvirke effekten af fysioterapi begge veje. 

De levede kroppes spejlneuroner

Nyere forskning har antydet og sandsynliggjort et neuralt grundlag for, at biologi, kemi og psykologi mødes i spejlneuronernes neurofysiologiske afsmitninger på relationens kvalitet, som har betydning for de levede kroppes kommunikation.

Spejlneuronerne, afføder verbale og non-verbale følelsesmæssige resonanser i de levede kroppe, som påvirker fornemmelsen af empati eller antipati i relationen med andre.

Nervebanernes forbindelse til ansigtsmusklerne sikrer, at de følelser, som vækkes, kan ses af andre, med mindre de aktivt undertrykkes. Spejlneuroner betyder, at når en følelse kommer til udtryk i ansigtet og bliver set af en anden, vil vedkommende være i stand til at fornemme den samme følelse i sig selv.

Dette forbindelsesled gør det muligt både kropsligt, følelsesmæssigt og tankemæssigt at indgå i et samspil med hinanden.

Willert (2011) mener, at spejlneuroner er en intelligensform, der gør nogle mennesker i stand til at tage bestik af stemningslejet hos hinanden, alene ved iagttagelse.

Måske udtrykker og afspejler den følelsesmæssige stemning eller atmosfære i en given relation sig via en fælles affektiv kropslig tilstand hos begge parter.

Den følelsesmæssige stemning kommer primært fra den ene af parterne eller sekundært fra stemningen og atmosfæren i relationen mellem parterne. I det første tilfælde er afsenderen måske ikke klar over, at modtageren oplever og mærker det samme.

Ligesom modtageren ikke altid er klar over, at den følelsesmæssige stemning, som mærkes i egen krop, ikke nødvendigvis kommer fra en selv.

Willert kalder spejlneuroner for handlingsneuroner, fordi de afspejler handlingen i relationen og de følelsesmæssige stemninger samt atmosfærerne afledt heraf. Dette i modsætning til bevægelsesneuroner, som har med muskulatur og bevægelse at gøre.

Maskiniseringen af kroppen

Sociologerne Bauman et al lyder som om, de ved noget om fysioterapi, når de skriver, at de frygter, at kroppens ejer, træner og vogter kan opfatte kroppen som en opgave, noget der skal bearbejdes og kræver daglig pleje og opmærksomhed.

Er arbejdet med kroppen først blevet en pligt, sætter samfundet normerne for, hvilken skikkelse der er ønskelig og anerkendelsesværdig, og hvad man bør gøre med kroppen for at nærme sig disse standarder.

Hvad enten vores optagethed af kroppen giver sig udslag i omsorg for sundheden eller fitness, kan det gennemgående resultat stort set blive det samme: flere bekymringer frem for færre, selv om det oprindelige motiv for at pleje og gøre en indsats for kroppen var en trang til den sikkerhed og tryghed, som så åbenlyst mangler i verdenen derude.

Det, der overfladisk betragtet ligner den enkeltes frivillige krops- og selvdyrkelse, er måske overvejende en samfundsskabt kontrol- og effektiviseringsinstans.

Træning, kropsforskønnende plastikkirurgi og flere medicinske teknologier samt træningsguruer og diverse sundhedsregimer, herunder potentielt fysioterapi, bidrager mere og mere til at vedligeholde denne samfundsskabte virkelighed, via forskellige pseudovidenskabelige sundhedsmål og slogans, som f.eks. reduceret body-age og no pain - no gain med mere.

Den fysisk ungdommelige slanke og veltrænede samt velkontrollerede og sunde krop hyldes i dag som et efterstræbelsesværdigt ideal i det meste af den vestlige verden, ofte med en snigende aldersfascisme til følge.

Formentlig næret af drømmen om evigt liv eller længst mulig ungdom, kropslig vitalitet, attraktivitet og seksualitet. Sundhedseksperter, som overdriver kropstrænings- og sundhedsidealerne risikerer selv at udvikle sygdomme eller personlighedstræk som narcissisme, alexithymi (manglende ord for følelser), anoreksi og ortoreksi (besættelse af sund mad, motion og sund livsstil), som alle præges og karakteriseres af manglende kontakt til og dialog med den levede krop og individets følelser.

Den norske professor i psykiatri Per Skårderud mener, at vores moderne samfund i høj grad præges af ondt i identiteten og en sygelig optagethed af kroppen, samt spiseforstyrrelser og kropsskam, især blandt unge, men også hos voksne.

Disse sygdomme og personlighedstræk kan kun overleve i samfund og i (fag)kulturer, der selv aktivt bidrager til at vedligeholde historien og idealet om den tynde og veltrænede sunde krop. Hvor en ensidig og unuanceret opfattelse af den rigtige kropsform og kropsstørrelse fortolkes som historien om styrke og succes, og hvor den forkerte kropsform fortolkes, som historien om svaghed og fiasko.

Den fysiske krop er i stigende grad blevet et ydre tegn på eller historien om, hvem du ønsker at være, mere end historien om hvem du reelt er. Det symboliseres måske ved nutidens særdeles udbredte tatoveringskultur.

Et sådan yderside-favoriserende eller narcissistisk krops- og sundhedsideal har potentielt et indre følelsesmæssigt tomrum som sin modpol.

Helt ny forskning viser, at seks procent af alle motionsaktive er træningsnarkomaner eller er i fare for selv at blive syge af det.

Et stigende antal fysioterapeuter, måske især studerende, er potentielt påvirkede heraf, eftersom mange fysioterapeutstuderende rekrutteres blandt særdeles sports- og træningsaktive unge.

Et centralt etisk og fysioterapifagligt spørgsmål i denne forbindelse er derfor, i hvilken grad fysioterapeuter medvirker til at overføre urealistiske snæversynede, stressende samt potentielt sygdomsdisponerende og selvopfattelsesforværrende krav til patienterne om at være sunde og velopdragne medborgere.

Uanset om der er såkaldt evidens for indsatsen eller ej.

Hvor blev den levede krop af i fysioterapeutisk praksis?

Den levede krop har i årevis været forvist til fordel for en ensidig sundheds- og naturvidenskabelig domineret fysioterapeutisk praksis og træningskultur.

I Danmark er den fysiske krop tæt på altdominerende i den fysioterapeutiske undersøgelse. Måske har fysioterapifaget således selv, bevidst eller ubevidst, landsforvist og eksileret den levede krop?

Spørgsmålet er derfor, om fysioterapeuter anerkender, at den levede krop er central for en eksistensfænomenologisk sundhedspraksis og om fysioterapeuter aktivt vil medvirke til at befri og udvide patientens levede kropsterritorium og give den en plads i lyset.

Eller skal vi lade andre faggrupper overtage arbejdet med dette og nøjes med at være den fysiske krops fag?

Den fysiske krop er kun levende og oplever intet i sig selv. Livet (op)leves igennem den levede krop, som således alligevel er overalt i fysioterapeutisk praksis.

Dette selvindlysende og uimodsigelige faktum gælder, uanset om moderne sundhedsvidenskab og moderne evidensbaseret fysioterapi tager den allestedsnærværende levede krop alvorligt eller ej.

Menneskets løbende tilblivelse går igennem den levede krops skabende praksis via relationens kontakt til omverdenen, naturen og medmennesket, samt dermed potentielt til fysioterapeuten. Det er den nysgerrige levede krops natur i sin skabende praksis at opsøge ikke kun det velkendte og trygge, men også nye livgivende oplevelser og udfordringer.

Det er den levede krop, som konkret oplever, tænker, sover, smerter, spiser, håber, sørger, græder, træner, leger, danser, elsker, arbejder, går osv.

Blå bog

Jens Olesen er specialist i rehabilitering. Han er ansat på rehabiliteringsafsnittet på regionshospitalet i Skive. Han er klinisk underviser for fysioterapeutstuderende fra UCC Holstebro. Jens Olesen er flittig skribent og har blandt andet skrevet et kapitel i antologien Den menneskelige eksistens fra 2012. Han har desuden publiceret flere artikler i både det norske og det danske Fysioterapeuten samt en række andre fagtidsskrifter.

Referencer

Bauman, Z, May, T. At tænke sociologisk, Hans Reitzels Forlag, 2003, side 135 – 143.

Ek, K M. Physical Therapy as Communication. Microanalysis of Treatment Situations., PhD, Michigan State University, Department of Teacher Education, 1990.

Schmitz H., Müllan RO., Slaby J. Emotions outside the box – the new phenomenology of feeling and corporeality, PhenomCognSci, 2011. 10, 241- 59.

Olesen J. Eksistensfænomenologisk sundhedspraksis, I: Keller, K (red): Den menneskelige eksistens. Introduktion til den eksistentielle fænomenologi. Aalborg Universitetsforlag, 2012.